Foto: © Toyota
Priserne nu på plads for den store familie-SUV Toyota bZ4X Touring, som bliver det mest rummelige og kraftfulde medlem af Toyotas elbilprogram.
Større, højere og langt mere rummelig
Som navnet afslører, deler bZ4X Touring teknik og grundlæggende design med bZ4X, men Touring-udgaven er vokset markant. Den er 140 mm længere og 20 mm højere, og det kan især mærkes bagi.
Bagagerummet rummer hele 669 liter uden at bagsæderne lægges ned, hvilket placerer modellen solidt i familien-SUV-klassen.
Har man brug for endnu mere plads, kan bagsæderne lægges helt plant ned i en fleksibel 40:60-opdeling. Det gør bilen oplagt til både ferie, barnevogn, hundebur eller sportsudstyr.

Toyota har samtidig givet Touring-modellen sit eget mere robuste udtryk med sorte alufælge, kornet sort finish på hjulkasserne og praktiske tagrælinger med mulighed for at laste op til 80 kg.
Bagenden har fået et mere markant og friluftsinspireret design, der adskiller den tydeligt fra den almindelige bZ4X.

224 hk og op til 591 kilometers rækkevidde
Indstigningsudgaven Active Tech koster fra 349.990 kr. og leveres med forhjulstræk og 224 hk.
Batteripakken er på 74,7 kWh og giver en WLTP-rækkevidde på op til 591 kilometer. Det er en merpris på 25.000 kr. i forhold til den tilsvarende bZ4X, hvilket set i lyset af den ekstra plads fremstår fair.

Udstyrslisten er omfattende allerede fra basisniveau. Kabinen byder blandt andet på en stor 14” multimedieskærm, adaptive LED-forlygter, 18” alufælge og et digitalt bakkamera med 360 graders panoramavisning.
Komforten er også tænkt ind med varme i rat og forrude, el-justerbart førersæde samt nøglefri betjening. Trådløs Apple CarPlay og Android Auto er naturligvis standard, ligesom den nyeste generation af Toyotas sikkerhedssystemer.

Intelligent opladning
Alle versioner af bZ4X Touring leveres med varmepumpe og intelligent batteriforvarmning. Det betyder, at bilen kan sikre optimal batteritemperatur inden lynopladning – enten manuelt eller automatisk via navigationen.
Indtaster man ruten med planlagte ladestop, sørger bilen selv for at forvarme batteriet inden ankomst, så man kan lade med maksimal effekt fra start – også under kolde danske vinterforhold.
Den maksimale DC-lynladning er på op til 150 kW, hvilket giver en opladning fra 10-80 % på omkring 28 minutter.
I topudgaven Executive kan bilen desuden AC-lade med op til 22 kW mod 11 kW i Active Tech, hvilket gør fuld opladning på trefaset lader mulig på lidt over tre timer.

380 hk og firehjulstræk
For dem, der ønsker endnu mere performance, tilbydes bZ4X Touring også med firehjulstræk. Her leverer elmotorerne på for- og bagaksel samlet 380 hk, og 0-100 km/t klares på 5,1 sekunder. Det gør modellen til den mest kraftfulde elbil i Toyotas modelprogram.
Firehjulstrækket kombineres med Toyotas XMODE-system og Grip Control, som forbedrer fremkommeligheden på løst eller ujævnt underlag.
Samtidig øges anhængervægten til 1.500 kg, mens den forhjulstrukne version må trække 750 kg. Rækkevidden falder en smule til op til 528 kilometer ved valg af AWD.
Topudgaven Executive tilføjer blandt andet panoramaglastag, JBL-lydanlæg med ni højttalere, varme i bagsæderne, kunstlæderindtræk, digitalt bakspejl og intelligent parkeringsassistent.

Op til 10 års batterigaranti
Som de øvrige dedikerede elbiler i Toyotas program leveres bZ4X Touring med mærkets serviceaktiverede batterigaranti på op til 10 år eller hele 1 million kilometer.
Toyota garanterer en batterikapacitet på mindst 70 procent i perioden.

Tre års opladning med i prisen
Køber man bilen inden udgangen af marts, følger der en introduktionspakke med. Den inkluderer standardinstallation af ladeboks på hjemmeadressen samt tre års opladning hos Norlys. Det svarer til ca. 25.000 kilometers kørsel årligt og har en samlet værdi på 23.500 kr.
Toyota tilbyder desuden privatleasing af modellen fra 4.999 kr. om måneden over 36 måneder med 15.000 km årligt og 9.999 kr. i førstegangsydelse.
Introduktionen sker i løbet af foråret, og salget er allerede åbnet hos landets autoriserede Toyota-forhandlere.

Foto: Toyota

