Foto: © Carlife365 / Thomas Saks
Škoda Epiq samler essensen af Elroq og Enyaq i et mere kompakt format. Pladsen imponerer, betjeningen fungerer, og køreoplevelsen er behageligt ukompliceret. Men den lille elbil, der er nomineret til Årets Bil i Danmark 2027, er også så fornuftig, at begejstringen har lidt svært ved at følge med.
Der er noget meget genkendeligt over Škoda Epiq. Ikke fordi den ligner en bestemt bil til forveksling, men fordi den hurtigt viser de kvaliteter, som har gjort mærkets større elbiler populære.
Her er god plads, fornuftige materialer og praktiske løsninger. Og ude på vejen gør bilen præcis det, man forventer. Epiq føles som en Škoda, allerede inden man har fundet paraplyen i fordøren.
Det er et stærkt udgangspunkt i en klasse, hvor mange skal finde deres første elbil – eller opdage, at familiens næste bil godt kan være mindre uden at blive upraktisk.
SUV-designet virker lidt forceret
Epiq har et tydeligt SUV- og crossoverudtryk med et højt karrosseri og markante proportioner. Det er et format, som mange bilkøbere gerne vil have.
Personligt er jeg ikke helt overbevist om, at det klæder de små biler lige så godt som de større. Det lidt bastante udtryk fungerer bedre på Elroq og Enyaq. Når de samme virkemidler presses ned i den lille klasse, bliver resultatet efter min mening en smule forceret.
Det er ikke en kritik, der er forbeholdt Epiq. Jeg har det på samme måde med eksempelvis Kia EV2. Volkswagen ID. Cross synes derimod at være en undtagelse, hvor proportionerne og designet spiller bedre sammen.
Epiq har karakter, men den visuelle robusthed er ikke det, der sælger bilen til mig. Det gør pladsudnyttelsen i langt højere grad.

Kæmpe bagagerum
Epiq er blot 4,17 meter lang, men bagagerummet rummer hele 475 liter. Det er den store “brønd” under gulvet, der er med til at levere den gode plads.
Med bagsæderne lagt ned vokser kapaciteten til 1.345 liter. Det er meget plads i en kompakt bil.

De 475 liter bringer den tæt på den større Elroq og understreger, hvor effektivt Škoda har udnyttet formatet. Her behøver man ikke automatisk gå en bilklasse op for at få plads til hverdagens indkøb og weekendens bagage.
Også kabinen opleves rummelig. Det er en af Epiqs vigtigste kvaliteter: Den er kompakt uden at føles som en bil, hvor man konstant skal acceptere pladsmæssige kompromiser.

De velkendte Simply Clever-detaljer er også med. Paraplyen ligger i siden af førerdøren, mens isskraberen har sin plads på indersiden af bagklappen. Små ting, men de passer godt til en bil, hvor anvendeligheden er i centrum.

God betjening med få svipsere
Førerpladsen kombinerer rigtige knapper med en infotainmentskærm, og grundlæggende er Epiq nem at betjene.
Det er dog ikke helt så vellykket som i den nye Volkswagen ID. Polo. Her oplever jeg, at udvalget af fysiske knapper rammer mere præcist i forhold til de funktioner, man gerne vil kunne betjene hurtigt under kørslen. Det gælder fx volumen-knappen, som på Epiq er en “slider” i bunden af skærmen, samt justering af temperatur.

Epiq fungerer fint, men den sætter ikke klassens nye standard på det punkt.
Kabinekvaliteten er tilsvarende fornuftig. Materialerne passer til bilen og giver et ordentligt helhedsindtryk. Der er ingen grund til at forvente luksus, men heller ingen oplevelse af, at spareøvelsen har fået lov til at dominere.
Selection Intro Edition byder blandt andet på 13-tommers infotainmentskærm, digital instrumentering, tozoners klimaanlæg, nøglefri adgang og start, bakkamera, mørktonede ruder bagi og ambientebelysning. Lanceringsudgaven omfatter desuden navigation, Travel Assist 3.0, matrix-LED-forlygter og 18-tommers Saola-alufælge.

Forudsigelig på den gode måde
På vejen viser Epiq gode takter. Bilen reagerer, som man forventer, og man finder hurtigt ind i kørslen.
Assistentsystemerne fungerer også godt under testen. De bidrager til en afslappet oplevelse, og jeg bemærker hverken nævneværdig dækstøj eller vindstøj.
Det er netop denne ukomplicerede karakter, der gør Epiq nem at holde af som hverdagsbil. Man behøver ikke bruge tid på at tilpasse sig særheder eller irritationsmomenter.
55-versionen har forhjulstræk, 211 hk og 290 Nm. Accelerationen fra 0 til 100 km/t tager 7,1 sekunder, og topfarten er begrænset til 160 km/t. Der er altså rigeligt med kræfter til bilens størrelse og formål.
Alligevel er det ikke køreglæden, der står tilbage som bilens stærkeste indtryk. Det er snarere oplevelsen af, at tingene fungerer. Forudsigeligheden er en kvalitet, men også en del af forklaringen på, at Epiq ikke for alvor får pulsen op.

Fornuftigt forbrug og en hæderlig ladekurve
Ved blandet kørsel i mildt efterårsvejr målte jeg et forbrug på 15,4 kWh/100 km. Det er et fornuftigt resultat.
Med det brugbare batteri på 51,7 kWh svarer det rent matematisk til cirka 335 kilometers kørsel fra fuldt til tomt batteri. Det er en beregning ud fra testforbruget, ikke en målt rækkeviddetest.
Den officielle WLTP-rækkevidde for Selection Intro Edition er 435 kilometer. Hjemme kan bilen lade med 11 kW, mens den maksimale effekt ved en lynlader er 105 kW. Škoda opgiver 24 minutter fra 10-80 % under optimale forhold.
105 kW lyder ikke voldsomt, men maksimal effekt fortæller kun en del af historien. Ladekurven opleves rimelig fornuftig, og samlet leverer Epiq en hæderlig ladeoplevelse.
Med det lille batteri på 37 kWh lader Epiq 35 med op til 50 kW og klarer 10–80 % på cirka 33 minutter, mens Epiq 40 kan lade med op til 90 kW og reducerer tiden til cirka 23 minutter.
Pas på ekstraudstyret
Den testede variant, Epiq 55 Selection Intro Edition, koster fra 244.995 kr. Det er et attraktivt udgangspunkt for kombinationen af plads, motorkraft og udstyr.
Men prisen løber op, når der sættes flere krydser. Eksempelvis koster varmepumpe 7.995 kr., aftageligt anhængertræk 9.995 kr. og panoramaglastag 6.495 kr. Med disse tre tilvalg og en lakering til 5.995 kr. ender regnestykket på 275.475 kr.
Andre tilvalg omfatter 19-tommers fælge til 5.495 kr., Loft Mint-kabine til 5.995 kr., Suite-kabine til 9.995 kr. samt Light & View- og Travel-pakker til hver 9.995 kr. Sammensætningen bør afstemmes med bilens standardudstyr.
Det er derfor værd at prioritere. En af Epiqs styrker er netop, at den leverer meget bil i et mindre og billigere format. Den fordel bliver mindre tydelig, hvis slutprisen bevæger sig for langt op.

Carlife365 mener…
Škoda Epiq er en oplagt kandidat til Årets Bil i Danmark 2027. Den kombinerer mange af de kvaliteter, som danske bilkøbere efterspørger: god plads, overskuelig betjening, fornuftigt forbrug og en behagelig køreoplevelse.
Især bagagerummet imponerer. Det er et konkret argument for at vælge Epiq, som rækker langt ud over design og modeluner.
Mine forbehold handler først og fremmest om det lidt forcerede SUV-design, knapbetjeningen, der kunne være endnu bedre, og prisen, når ekstraudstyret kommer på.
Og så mangler jeg lidt personlighed. Epiq er rigtig god, men også lidt forudsigelig og kedelig. Den er nem at anbefale med hovedet. Hjertet er sværere at få helt med.
Specifikationer: Škoda Epiq 55 Selection Intro Edition
| Data | |
|---|---|
| Drivlinje | Elmotor, forhjulstræk |
| Ydelse / moment | 211 hk / 290 Nm |
| 0–100 km/t / topfart | 7,1 sek. / 160 km/t |
| Batteri, netto / brutto | 51,7 / 55 kWh, NMC |
| Rækkevidde, WLTP | 435 km |
| Forbrug, WLTP / test | 13,9 / 15,4 kWh/100 km |
| AC / DC, maksimalt | 11 / 105 kW |
| Opladning, AC 0–100 % | Ca. 5 timer og 30 minutter |
| Opladning, DC 10–80 % | Ca. 24 minutter |
| Længde / bredde / højde | 4.171 / 1.798 / 1.581 mm |
| Akselafstand | 2.601 mm |
| Bagagerum | 475–1.345 liter |
| Vægt inklusive fører | 1.544 kg |
| Anhængervægt med bremser | Op til 1.200 kg |
| Garanti | Samlet 5 år / 150.000 km |
| Batterigaranti | 8 år / 160.000 km |
| Halvårlig ejerafgift, 2026 | 460 kr. |
| Pris, anmeldt variant | Fra 244.995 kr. |
Aktuelle priser i modelprogrammet
| Variant | Ydelse | Batteri, netto | WLTP-rækkevidde | Pris fra |
|---|---|---|---|---|
| Epiq 35 Essence | 116 hk | 37 kWh | 325 km | 189.995 kr. |
| Epiq 40 Selection | 135 hk | 37 kWh | 313 km | 219.995 kr. |
| Epiq 55 Selection Intro Edition | 211 hk | 51,7 kWh | 435 km | 244.995 kr. |

