Categories Biltest

First Drive: KIA EV2

Posted on
First Drive: KIA EV2

Foto: © Carlife365 / Thomas Saks

Med præsentationen af den nye KIA EV2 er talrækken i EV-serien efterhånden ved at være fuldendt. Fra den store EV9 til den lille EV2 tilbyder KIA nu elbiler på tværs af segmenterne, og man forbløffes over, hvor hurtig denne omstilling rent faktisk er gået.

Lille elektrisk KIA med store ambitioner

Skønt EV2 er lille er der ikke skruet ned for ambitionerne. Tværtimod. Den har mange af de funktioner og den teknologi, vi også kender fra de større EV-modeller, og pladsen i bilen er fornuftig.

Et ekstraordinært fokus på at støjdæmpe kabinen med bl.a. akustikglas, specialudviklede dæk og ekstra isolering skal levere en komfort, der typisk forbindes med større og dyrere biler.

Og det virker. Det viser første tur i KIA EV2 ved den internationale presseintroduktion i Portugal, hvor jeg har kørt bilen. Jeg er imponeret over, hvor støjsvagt der er i kabinen.

Klasseledende rækkevidde

Og der er også en anden ting, der imponerer ved første øjekast: Forbruget.

Zoomer vi ud og kigger i konkurrentlandeskabet er KIA bevidst gået efter at tilbyde en klasseledende rækkevidde.

EV2 kommer med to batteristørrelser. 41,2 kWh med en rækkevidde på 317 kilometer og 61 kWh med hele 453 kilometer på et fuldopladt batteri.

Indtil videre er det KIA EV2 med det lille batteri, som er klar, og det er den, jeg kører i semilunt forårsvejr i Portugal. Her er WLTP-forbruget 15,1 kWh / 100 km men jeg er faktisk helt nede i et forbrug på 13,4 kWh / 100 km ved blandet kørsel. Altså bedre end lovet.

Ved præsentationen understreger KIA, at man har kuldetestet bilen ned til minus 20 grader. Her er EV2 en af de biler, der, sammenlignet med andre elbiler, mister mindst rækkevidde – samtidig med at den stadig kan levere tæt på den lovede hurtigopladning.

Jeg har ikke prøvet at lade bilen men ifølge KIA kan det lille batteri hurtiglades fra 10-80 % på 29 minutter.

Som noget nyt tilbydes AC-opladning med op til 22 kW. En fuld opladning ved kantstensparkering kan dermed klares på lige under 2 timer. Det er godt set at tilbyde en hurtigere onboardcharger i den lille bilklasse, hvor batterierne typisk er mindre, og meget kørsel foregår i byer.

Velafstemt undervogn

Køreindtrykket ved første tur er positivt. Det er svært at finde noget at brokke sig over, og de mange assistentsystemer gør præcist, hvad de skal.

I en lille bil med kort akselafstand, kan man godt opleve en vuggende og urolig køreoplevelse, men det synes ikke at være tilfældet i EV2. Ligesom i de andre EV-modeller viser KIA gode evner i at lave en undervogn, der kan opsuge ujævnheder og bump på vejen. Det er godt for komforten.

Den er ikke sat op til massive doser køredynamik, men selv i sving med høj fart krænger den minimalt, og jeg føler at kontrollen og roen bevares.

Med 147 hestekræfter er EV2 tilpas kvik såvel på motorvejen som i byen.

Mulighed for fleksibelt bagsæde

Kabineindretningen er tro mod den opskrift, KIA også anvender i de andre EV-modeller. De digitale skærme giver godt overblik og der er rigtige knapper til de mest vigtige funktioner – fx regulering af varme.

Der er tilpas med aflægningsmuligheder og bagsædepassagerer har friskluftdyser.

Pladsen ved forsæderne er god. Som bagsædepassager må man nøjes med lidt mindre plads, men hvis man ønsker det, kan EV2 bestilles med fleksibelt bagsæde, der kan længdejusteres forskudt.

Denne konfiguration giver dog kun fire siddepladser i stedet for fem, som er standard i EV2.

Der er plads til 362 liter i bagagerummet og foran er et lille frunk med plads til opbevaring af ladekabel. Med det fleksible bagsæde kan pladsen i bagagerummet øges til 400 liter.

KIA er tro mod sit designsprog

Designmæssigt læner KIA sig op ad sine SUV-søskende, hvor især fronten er genkendelig fra bl.a. EV9, EV5 og EV3. Bagenden har lygterne lavt placeret og set fra siden er der markante plastkanter rundt om skærmene.

Det giver et chunky udtryk – som falder mere heldigt ud på de større modeller. Det er som om de bedre kan bære det.

EV2 fås med op til 18” alufælge.

At KIA er tro mod sit designsprog giver en klar visuel forbindelse på tværs af SUV EV-modellerne. Men det er også et sats. For nogle bliver det hele en tand for ”bold”.

Alternativer vil her være en kommende Skoda Epiq eller VW ID. Cross, som fremstår lidt mere afdæmpet i udtrykket. Ellers må man gå retrovejen med Renault 4.

Priser endnu ikke på plads

KIA kommer formentlig med fuldt udstyrsprogram fra den billigste Access til den højtudstyrede GT-Line, men hvad priserne bliver for den nye baby-KIA i Danmark er uvist. Et gæt er et lille stykke under 200.000 kr. for indstigningsmodellen. Hvordan udstyrsmodellerne helt lander vides endnu ikke.

En speciel ”black edition” udgave er også planlagt, hvor stylingen er mere… sort.

”Vi forhandler stadig priser med fabrikken. Det er vigtigt for os få prissat EV2 rigtigt fra starten – også til privatleasing – som vi forventer os meget af. Men vi regner med at kunne melde noget ud snarest, da salget er planlagt at starte fra maj”, fortæller Lene Mejdal Iversen, der er PR Manager for KIA i Danmark.

Specifikationer: KIA EV2

  • Segment: Lille elbil (B-segment)
  • Batteri:
    • 41,2 kWh
    • 61 kWh
  • Rækkevidde (WLTP):
    • Op til 317 km (41,2 kWh)
    • Op til 453 km (61 kWh)
  • Forbrug (WLTP): 15,1 kWh/100 km
  • Testforbrug: 13,4 kWh/100 km
  • Ydelse: 147 hk
  • Hurtigopladning (DC): 10-80 % på 29 min. (Standard Range peaker ved 101 kW – Long Range 121 kW)
  • AC-opladning: 11 kW – option for 22 kW
  • Bagagerum: 362-400 liter
  • Antal sæder: 5 (4 med fleksibelt bagsæde)
  • Fælge: 16”-18”
  • Lancering i Danmark: Forventet salgsstart maj
  • Prisestimat: Under 200.000 kr.

Carlife365 var inviteret til testkørsel af Kia EV2 i Portugal af Kia i Danmark, der betalte for transport og ophold.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet