fbpx
 
Categories Biltest

Test: Cupra Tavascan VZ Adrenaline

Posted on
Test: Cupra Tavascan VZ Adrenaline

På en genbrugsplatform fra Volkswagen har Cupra bygget Tavascan, der på mange måder er anderledes end de tyske fætre. Jeg tester den kraftigste version med firehjulstræk og 340 heste.

Lang indflyvning

Som relativt nyt mærke er Cupra en dundrende succes med flotte vækstrater drevet af bl.a. Formentor og Born.

Nu lander den elektriske Tavacan – langt om længe, har man lyst til at sige – som elektrisk coupé-SUV i den halvstore mellemklasse. Den skal hjælpe mærket med yderligere vækst.

Platformen er identisk med den, vi kender fra ID.4 og Skoda Enyaq – men også Ford Explorer og Capri. Hvorfor skulle det tage så lang tid at få Tavascan klar, når du alle de andre har rykket så hurtigt?

Det kan næsten kun være interne prioriteringer, for markedet har længe været klar til Tavascan. I hvert fald i Nordeuropa.

Første gang jeg så Tavascan var til en forpremiere i Berlin i foråret 2023. I vinteren 2023 blev den så præsenteret på eCarExpo og først nu er jeg bag rattet i bilen.

Første gang jeg så Tavascan var til forpremieren i Berlin i 2023.

Stærk Cupra identitet

Cupra vil gerne være anderledes end alle de andre. Der skrues op for det spanske ophav og det hele må gerne være lidt vildere med mere passion og kraft. Sådan er det naturligvis også med Tavascan.

Kigger vi på designet, er der masser af lækkerier at beskue.

Coupé-linjerne er vellykkede og især lysdesignet på snuden og bagpå, med lys i Cupra-loget, falder i min smag. Mums.

I kabinen er der i udtrykket skabt en helt anden oplevelse, som gør bilen langt mere ungdommelig. Det gælder både design, former, farver og materialer, der er markant anderledes end fx ID.4.

Pladsen er god og bagagerummet sluger 540 liter. Det gør den til en rummelig familiebil med nogenlunde samme forhold som ID.4 og Enyaq.

Fin plads ved bagsædet, hvor varme i sæderne er standard i denne variant.
540 liter i bagagerummet er stort set identisk med ID.4 og -5.

Betjeningen er langt hen ad vejen som vi kender det fra ID.4 – dvs. gearvælger, kontakter og digitalt cockpit.

Det digitale cockpit og gearvælger er identisk med det, vi kender fra bl.a. ID.4 og ID.5.

Infotainmentskærmen har fået sit eget Cupra-grafik og menuerne er lidt anderledes. Det er let at finde rundt og man kan tilpasse med egne genveje.

Softwaren til infotainmentskærmen fungerer fint uden nævneværdig lagging.

Masser af heste slippes løs

Cupra-knappen på rattet er efterhånden et kendetegn for mærket. Det er knappen til det sjove.

Med 340 hk og firehjulstræk har bilen masser af saft og kraft. Den slipper det løs som en vildkat, der tager det afgørende spring for at fange sit bytte.

0-100 km/t klares på 5,5 sekunder.

Her viser Cupra, at den vitterligt er den sjove i familien.

Den er ligeså stærk som Volkswagens GTX-modeller, der også nyder godt af en den opgraderede 286-hestes drivlinje, så der kommer næsten 60 ekstra heste.

Firehjulstrækket giver et godt vejgreb, og sørger i øvrigt for, at kræfterne overføres med bid, så du reelt kommer afsted med det fulde moment.

Cupra Tavascan med 340 hk klarer 0-100 km/t på 5,5, sekunder.

I forbindelse med Årets Bil i Danmark 2025, hvor Cupra Tavascan er med i finalefeltet, har jeg haft mulighed for at køre bilen på FDM Jyllandsringen.

Her overbeviser bilens dynamiske karakter, og du har en fin kontrol når der er fart på i sving med minimal krængning.

Heldigvis ødelægger den sportslige opsætning ikke helhedsindtrykket hvad angår komfort, hvor Tavascan føles som en behagelig bil. Dette skyldes bl.a. den adaptive undervogn, som tilpasser sig efter det valgte køreprogram.

På komfortsiden hører også en fin dæmpning af vind- og dækstøj samt udstyr som varme i sæder og rat.

Batteri og opladning

Med et batteri på 77 kWh og et forbrug på 4,8 km/kWh i testen, er rækkevidden i vinterlig vejr med lave temperaturer 370 km. Det er som forventet – hverken bedre eller dårligere end konkurrerende mærker.

På papiret har den 512 km (WLTP) i rækkevidde. Varmepumpe er standard.

Ladetiden er 11 kW AC og op mod 135 kW, når du hurtiglader på farten. En opladning fra 10-80 % tager lige under en halv time under optimale forhold – dvs. at batteriet er forvarmet. Det er pænt uden af være prangende.

Pris fra 359.990 kr. med baghjulstræk

Der er fire varianter i modelprogrammet, hvor den billigste ”Endurance” koster fra 359.990 kr.

Her får du baghjulstræk og 286 hk. Den variant har længst rækkevidde op til 565 km (WLTP).

Skal der mere udstyr i bilen, skal du op i ”Emmersive” eller ”Adrenaline”. Sidstnævnte kan konfigureres med firehjulstræk. Så hedder den ”Adrenaline VZ”, og det er en variant, jeg tester.

Her får du fuld plade på udstyret med bl.a. head-up display, matrix LED forlygter, adaptiv undervogn, panoramaglastag, varme i bagsæder, ambientebelysning, premiumlyd og 21” fælge.

Den koster fra 449.990 kr.

Det er 10.000 kr. mere end hvad ID.5 GTX koster, og det er den mest oplagte at sammenligne med i forhold til coupé-typen. Merprisen sammenlignet med ID.4 GTX er 20.000 kr.

Men kigger man efter i udstyrslisten, er Tavascan mere komplet, og dermed udlignes prisforskellen.

Tavascan har også et es i ærmet. Den kommer nemlig med 5 års garanti, og fremstår derfor som et bedre valg.

Om du er til den ene eller anden er derfor udelukkede et spørgsmål og temperament og smag. Tavascan har et vildere design. Udvendigt er den i min optik den mest helstøbte coupé.

I kabinen er designet til den flamboyante side, og det kan skræmme købere med en lidt mere traditionel tilgang til ”look” væk.

Cupra har for vane at tilbyde stærke privatleasingpriser, så det er værd at undersøge, hvis du er ude i den form for anskaffelse.

Specifikationer – Cupra Tavascan Adrenaline VZ

  • Motor: To elmotorer – firehjulstræk
  • Ydelse: 340 hk (250 kW)
  • Forbrug: 16,9 kWh / 100 km (WLTP)
  • Acceleration 0-100 km/t: 5,5 sekunder
  • Batteri: 77 kWh
  • Opladning AC/DC: 11/135 kW
  • Træk: 1.200 kg.
  • Bagagerum: 540 liter
  • Garanti: 5 år på bilen (batteri 8 år/160.000 km)
  • Pris: 449.990 kr.

Foto: Thomas Saks

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet