Den køreglade og kraftfulde Ford Focus ST har sammen med de øvrige mere hverdagsorienterede varianter fået et facelift, som kan ses og mærkes. Vi zoomer ind på de mange forbedringer og tjekker, om bilen fortsat scorer højt på performancebarometeret.
Nye for- og baglygter

ST fås som hatchback og stationcar. Det ydre design har fået en opdatering, så bilen ser mere nutidig ud med friske LED-lygter for og bag. Men der er ingen tvivl om, at det er en Ford, så helt radikalt er designerne ikke gået til værks.
Et nyt design af motorhjelmen øger højden på fronten, som giver mere visuel tyngde, og Fords blå oval-logo rykker fra motorhjelmen til en placering i midten af grillen.
ST-varianten har en tilpas sportslig udstråling. Grillen har bikubemønster, der er store luftudtag i siden, sideskørter og aerodynamisk optimerede spoilere i bunden af kofangeren og bagkanten af taget. 19” alufælge er standard.

Testbilen står i farven ”Mean Green”, som giver lidt ekstra opmærksomhed. Under testugen blev et flertal af Carlife365 følgere på Instagram i en afstemning dog enige om, at ”Kermit Green” ville være et mere passende navn.
Grøn er den i hvert fald. Altså i farven. Ikke brændstoføkonomisk – men det er heller ikke (for)målet i denne variant. ST handler primært om sjov og spas.
Køreglæde på højt plan
Motoren er den kendte 2,3-liters EcoBoost-benzinmotor med 280 hk og 420 Nm. Den har en særlig teknologi der fjerner turbotøven, så du kan slippe kræfterne løs hurtigere, end du kan nå at blinke. Den trækker 0-100 km/t på 5,7 sekunder og topper ved 250 km/t.

Gearkassen er i testbilen manuel med seks trin. Den har en omdrejningstilpassende funktion for en mere præcis nedgearing. Hvis du er doven tilbydes ST også med en syvtrins-automatgearkasse med paddles ved rattet mod en merpris på ca. 20.000 kr.
Styretøj, bremser og affjedring er sat op til en dynamisk køreoplevelse og bliver hjulpet af teknologier som elektrisk spærredifferentiale, der giver et bedre vejgreb under acceleration og i sving, samt elektronisk regulerede støddæmpere for bedre kontrol og balance mellem sport og komfort.

Køreprogrammer med bid
Køreprogrammerne afspejler bilens DNA, og du har mulighed for at vælge en specifik race-indstilling, der er designet til banekørsel. Denne indstilling giver skarpere styretøj, mere præcis speederrespons og længere nedtoner ESC-systemet.
Lidt mindre hardcore er sport-indstillingen, hvor dynamikken fortsat er skarp.

Det er sjældent at hverdagskørsel er så underholdende og det er svært at finde alternativer i klassen, der leverer en ligeså fed og indlevende køreoplevelse. Samspillet mellem motor, gearkasse, styretøj, bremser og undervogn er harmonisk og præcist, og du mærker ingeniørernes perfektionisme ned i mindste detalje.
Lydbilledet følger køreindstillingen, og potterne måtte for min skyld godt give endnu mere lyd fra sig i de mest dynamiske køreindstillinger.
Til almindelig hverdagskørsel kan du i normal-indstillingen liste rundt uden at genere for mange, og bilen leverer egentlig også en fin komfort. Men du er ikke i tvivl om, at det dynamiske og sportslige er prioriteret, og det sætter lidt begrænsninger for hverdagskomforten. Brændstoføkonomien ligger mellem 10-11 km/l afhængig af kørestil i testen (opgivet forbrug er 12,5 km/l WLTP).
Gode opdateringer i kabinen
Det sportslige understreges også i kabinen, hvor du sidder i nye Ford Performance-sæder foran. De giver en god støtte når det går vildt for sig – men yder også en fin komfort til hverdag og har sågar fået godkendelse af en tysk organisation for rygsundhed. De kan justeres elektronisk med knapper på siden, som inkluderer indstilling af lændestøtten.

En af de helt store nyheder i kabinen er det nye SYNC 4-infotainmentsystem, som vi bl.a. kender fra den elektriske Ford Mustang Mach-E. Det erstatter SYNC 3, som burde have været sendt på pension for meget længe siden.
Det nye SYNC 4 løfter Ford Focus op hvor en moderne hatchback skal være i 2022 med en langt mere responsiv og flot 13,2” trykfølsom brugerflade og avanceret bagvedliggende teknologi. Her er cloud-baseret navigation og stemmestyring samt trådløs opdatering.



Nye assistentsystemer
Faceliftet omfatter også førerassistanceteknologier hvor bl.a. Blind Spot Information System (BLIS) er opgraderet så det opdager hvis en bil i overhalingsbanen er i vejen mens man blinker eller trækker ud. I givet fald kontrastyrer bilen for at undgå en kollision. Systemet fungerer med hastigheder mellem 65 og 200 km/t.
En ”Rear Occupant Alert”, som vi også kender fra bl.a. Kia og Hyundai, minder dig om at tjekke bagsædet, inden du forlader bilen.
Ford Focus ST koster heftige 586.510 kr. med manuelt gear. Det er prisen for en køreglad hatchback, når det er bedst. Faceliftet gør Focus bedre på en lang række punkter, hvor særligt det nye infotainment trækker op.

Specifikationer Ford Focus ST 5 dørs
- Motor: 4-cylindret benzinmotor
- Ydelse: 280 hk
- Moment: 420 Nm
- Gear: 6-trins manuel gearkasse
- 0-100 km/t: 5,7 sek.
- Topfart: 250 km/t
- Brændstofforbrug: 12,5 km/l (WLTP)
- Bagagerum: 358 liter i 5-dørs hatchback
- Pris: 586.510 kr.
- Ekstraudstyr i testbil: B&O Premium Audiosystem, førerassistancepakke, vinterpakke og performancepakke med elektronisk justeret undervogn.
Foto: Thomas Saks
fordford focus sthatchback