fbpx
 
Categories Biltest

Test: Ford Focus Stationcar (facelift)

Posted on
Test: Ford Focus Stationcar (facelift)

Familiefavoritten Ford Focus blev i 2019 kåret til Årets Bil i Danmark. Siden er konkurrencen i klassen skærpet og de højbenede SUV’er tager over. Et facelift skal holde Focus frisk – men slår det til? Det kan du blive klogere på her.

Vi har tidligere i år testet den faceliftede Ford Focus som hatchback i en potent og køreglad ST-version. Denne gang er det en mere familievenlig stationcar med hybridmotor, automatgear og god brændstoføkonomi, vi tester.

De synlige ændringer i faceliftet er til at få øje på. Der er nye lygter foran og bagpå og linjerne på fronten er ændret. Emblemet er rykket ned i kølergrillen og afhængig af udstyrsversion er der designdetaljer med bl.a. krom, som pynter. Det er i det hele taget gjort mere ud af at få udstyrsvarianterne til at adskille sig mere visuelt fra hinanden.

Ford Focus fås med avancerede Adaptive Matrix-LED forlygter til 19.760 kr.

Opdateret infotainment gør underværker

De største ændringer findes i kabinen og under huden. Ford har nemlig smidt det helt nye SYNC 4-infotainmentsystem, som vi kender fra Ford Mustang Mach-E, i den faceliftede Focus, og alene den ændring gør den lang mere nutidig.

Det nye infotainment giver Ford Focus et stort løft. Det fungerer rigtig godt.

Teknologien bag SYNC 4 er avanceret med cloud-baseret navigation og stemmestyring. En helt ny touchskærm på 13,2” er blandt de største i klassen. Grafikken er flot og systemet er meget nemt at finde rundt i med få klik for at nå frem til det, du søger.

I bunden af skærmen er der knapper til bl.a. ventilation og sædevarme og der er trådløs integrering af Apple CarPlay og Android Auto. En almindelig rund volumendrejeknap er heldigvis bibeholdt. Testbilen med ST-Line X udstyr har et flot og tydeligt 12,3” digitalt cockpit.

Et særligt sikkerhedssystem bruger bilens indbyggede sensorer til at overvåge forsøg på indbrud i bilen og sende advarsler til en app på din smartphone. Med et abonnement kan du døgnet rundt få hjælp, hvis bilen bliver stjålet. Det kan måske lyde lidt ”nice to have” men i virkeligheden giver det en ro og tryghed, som jeg tror, mange vil værdsætte.

Rummelig stationcar med hybridmotor

Skønt der er nyere spillere i klassen er Ford Focus stadig godt med i forhold til plads i kabinen og i bagagerummet. Bagagerummet i stationcarversionen tager over 600 liter og Ford har i faceliftet gjort det endnu mere praktisk med bedre lys, vådrum, rumdeler, net og tæpper som er nemmere at rengøre. Her er det de små detaljer, der tæller.

Kvaliteten er fin og sæderne gode.
Der er god plads ved bagsædet – loftshøjden er fin og benplads er der nok af.
Stort og praktisk bagagerum i stationcarversionen med plads til over 600 liter.

På motorsiden har testbilen en ny Eco Boost motor med 48-volt mildhybridteknologi og 155 hk. Den passer godt til bilens størrelse og er rimelig økonomisk. Vi kører en længere tur på motorvej med 110-130 km/t og opnår et forbrug på 15,8 km/l.

Motorstøj er der ikke meget af, og sammen med begrænset vind- og dækstøj giver det en komfortabel køreoplevelse. En ny DCT-7 Powershift-dobbeltkoblingsgearkasse med syv trin gør kørsel glidende. Styretøj og undervogn virker up to date, og den samlede pakke giver en køreoplevelse, som Ford godt kan være bekendt i 2022.

I programmet findes en mindre mildhybrid motor med 125 hk, en dieselmotor med 115 hk samt den potente 2,3 liters EcoBoost motor med 280 hk. Plug-in hybrider er ikke i programmet. Her har konkurrenter som Seat Leon Sportstourer en fordel. Udover at kunne køre på ren el sælges den med afgiftsrabat.

ST-Line grillen kommer med bikubemønster i blanksort og en række andre modelspecifikke udtryk som bredere luftindtag i siden af kofangeren og et dybere centralt luftindtag og sideskørter.

Adaptiv fartpilot er ekstraudstyr

Faceliftet omfatter også teknologien i bilens assistent- og sikkerhedssystemer. Blandt andet en udbygget blinkvinkel funktion, vejkrydsassistent, adaptiv fartpilot med stop-start-funktionalitet, genkendelse af fartbegrænsningsskilte og vognbanecentrering. På den front tilbyder Focus alt det, som forventes, men du skal have fat i en førerassistentpakke til 18.450 kr. for at få fat i meget af det – bl.a. adaptiv fartpilot, som desværre ikke er standard.

Prismæssigt koster testbilen fra 349.670 kr. og dertil kommer ekstraudstyr, så den lander et godt stykke over 400.000 kr. Merprisen for stationcar er ca. 10.000 kr.

Spørgsmålet er, om alle forbedringerne i faceliftet er nok? Isoleret set ja. Ford Focus virker ikke gammel og de værdier, som sikrede den titlen som Årets Bil i Danmark, er intakte. Den ser frisk ud i designet, køreegenskaberne er gode, der er fin plads og teknologien er på 2022 niveau.

Zoomer vi ud ånder SUV’erne Ford Focus i nakken. Fra egne rækker blev Ford Kuga PHEV den bedst sælgende bil i Danmark i 2021, og væksten blandt de højbenede i mellemklassen fortsætter for fuld styrke. Elbilerne begynder også at vinde markedsandele.

Er du ikke hoppet på SUV eller den grønne bølge endnu, er Ford Focus stationcar et godt bud på en god allround familiebil.    

Specifikationer Ford Focus Stationcar 1.0 EcoBoost Hybrid

  • Motor: 1.0 liter mildhybrid benzinmotor
  • Gearkasse: 7 trins DCT automatgearkasse
  • Ydelse: 155 hk/190 Nm
  • 0-100 km/t: 9 sek.
  • Topfart: 206 km/t
  • Forbrug: 18,2 km/l
  • Dimensioner: Længde 4.672 mm – bredde 1.825 mm – højde 1441 mm
  • Bagagerum: 608 liter
  • Ekstraudstyr: Adaptive Matrix LED forlygter, B&O Premium Audiosystem, førerassistancepakke, vinterpakke, familiepakke og ST-Line Design pakke.

Foto: Thomas Saks

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: