fbpx
 
Categories Biltest

Test: Ford Focus ST stationcar

Posted on
Test: Ford Focus ST stationcar

Siden Ford lancerede den første Focus i 1999, har mellemklassebilen været kendt for sine dynamiske køreegenskaber. Bilen sikrede sig da også førstepladsen i kampen om titlen som Årets Bil i Danmark, da fjerde generation løb med pokalen i 2019 – præcis 20 år efter første generation indtog samme plads på vinderpodiet.

Den populære familiebil findes i en performanceoptimeret version, som gør den i forvejen køreglade bil til en af de mest atletiske og potente i klassen. Den hedder Ford Focus ST og vi har testet den i ST3 stationcarversionen med benzinmotor, 280 hk og 6-trins manuelt gear.

4668 mm lang – 1825 mm bred – 1481 mm høj

Veltrænet familiebil

Med et ST-logo på bagsmækken står det klart, at en praktisk familiebil ikke behøver at være kedelig. Focus ST byder på masser af plads og i stationcarversionen kan du uden problemer parkere en Odder barnevogn i det forslugne bagagerum, som rummer imponerende 608 liter.

Bag den store bagklap er der plads til 608 liter

Men bag de praktiske dyder gemmer sig lidt af en laban. Og du ser det lige med det samme. Undervognen er sænket så bilen fremstår lavere med bedre kontakt til vejen og sprøde 19” fælge i ST3-versionen krydret med røde bremsekalibre og Recaro sportssæder, får bilen til at se lige præcis så veltrænet og skarp ud, som den er. Den blå farve hedder selvfølgelig Performance Blue.

Recaro-sæderne giver god støtte og ser seje ud

Jeg er vild med bilens udseende, og Focus ST er en de biler, som jeg vender mig om og kigger efter, når jeg har parkeret den. Den tiltrækker også nysgerrige blikke fra forbipasserende i trafikken, hvilket det markante brøl fra bilens udstødning også bidrager til.

Høj fun factor

Den største glæde ved Ford Focus ST folder sig ud, når du skruer dig ned i Recaro-sædet, trykker på startknappen og triller afsted. Så forstår du, hvorfor Ford har sat et Ford Performance logo på fodpanelet og monteret et lækkert læderrat med flad bund. Bilen er nemlig en sand racer. Og lidt af en bølle – altså på den fede glimt-i-øjet-agtige måde. Mage til undervogn, styretøj og bremser skal du lede længe efter. Det er en fun factor, som er så høj, at den nærmest kører ud over skalaen. Det er imponerende hvor meget glæde, underholdning og smil, du kan få i en stort set almindelig ”hverdagsbil”.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at den elektronisk styrede undervogn imponerer mig meget. Som standard får du driving modes som Slippery, Normal og Sport. Men udvider du med en performance-pakke til rimelige 8.350 kr. får du i tillæg Track modes til bane og launch control på visse modeller.

STærk

Performanceafdelingen hos Ford har sikret den 4-cylindrede 2,3 liter stærke benzinmotor et moment på hele 420 Nm. Den manuelle 6-trins gearkasse passer godt til de øretæver, som Focus ST er klar til at dele ud, hvis konkurrenterne tør nærme sig. 0-100 km/t klares på 5,7 sekunder og topfarten er 250 km/t. Det hele foregår med forhjulstræk og turbocharge.

6-trins manuelt gear fungerer godt i Focus ST.

Motoren leverer hvad den skal allerede ved lave omdrejninger. Men Focus ST er en af de biler, som bare bliver bedre af, at du presser den. Det er sjovt at høre, hvordan motoren bliver mere aggressiv at høre på, når du skifter driving modes til sport og det der er sjovere – track. Responsen fra bilen er skarp uanset hvilket driving mode, du vælger, og du mærker virkelig at Focus ST har et godt vejgreb.

Driving modes til track? Det kan du få med en performance-pakke til Focus ST.

Familiebilens dyder

Alt den sport og styrke, som Focus ST rummer, får du som nævnt i en familiebil, som ovenikøbet er en stationcar. De kvaliteter, som kendetegner en Ford Focus, får du selvfølgelig også i ST-versionen. Bilens er generøst udstyret og bilens anvendelighed er høj. Det er en bil, hvor du har god plads. Dørene har kantbeskyttere, som foldes ud, når døren åbnes.

Masser af plads ved bagsædet. Der er ingen justerbare friskluftdyser.
Dørkantbeskyttere er en smart feature, som dog er ekstraudstyr.

Instrumentbordet er pænt, ordentligt og intuitivt indrettet og materialevalget virker udvalgt med øje for kvalitet. ST3-versionen giver dig som standard et velfungerende bakkamera, som er en sikkerhedsfeature, der er svær at undvære, når du først er vant til at have det. Jeg kunne godt tænke mig digitalt cockpit i bilen og så savner bagsædepassagerer friskluftdyser. Eller kan jeg ikke komme i tanke om noget, som jeg mangler. Bilens LED forlygter har i øvrigt dynamisk blik.

Klik her og se den komplette liste med udstyr i Focus ST

Velindrettet instrumentbord med fin brugervenlighed.

Prisen for at få powerkræfter

Hvis du er typen, hvor vejen til hjertet går gennem en fantastisk undervogn, et skarpt styretøj og bremser med bid i, så er Ford Focus ST en bil, du vil elske. Og er du til anerkendende nik fra andre småbørnsfædre, når du henter dit yngel fra børnehaven, så skal stylingen på Focus ST nok sikre dig det.

Se alle priser på Focus ST her.

Prisen for Ford Focus som power-stationcar starter fra 486.430 i ST2 udstyrsversionen med benzinmotor. Testbilen ST3 med benzinmotor koster fra 515.250 kr. Dertil skal der en del benzin i tanken. Focus ST stationcar er opgivet til 12,2 km/l ved blandet kørsel. Jeg kom ikke over 10 km/l i testen.  

I modelprogrammet findes også en dieselmotor med 190 hk, som er godt 30.000 kr. billigere. Her er brændstofforbruget 17,9 km/l ved blandet kørsel.

Der skal altså en god slat penge på bordet for at få powerkræfter i Ford Focus. Imens vælter det frem med attraktive el- og hybridbiler, som allerede er godt i gang med at skubbe til grænserne for, om benzinslugende powerbiler er hot or not.

I min optik er Ford Focus ST hot. Så skal jeg nok love, at jeg tager cyklen så tit jeg kan, så der er nogenlunde balance i CO2-regnskabet.

Konkurrenter

  • CUPRA Leon Sportstourer

Det bedste ved Focus ST

  • Performanceoptimeringen af undervogn, styretøj og bremser er best in class
  • Vellykket design – sådan skal en power stationcar se ud
  • Potent familiebil med masser af plads

Det kunne være bedre

  • Der er ikke justerbare friskluftdyser ved bagsædet
  • Digitalt cockpit er ikke i programmet

Ford Focus ST3 stationcar specifikationer

  • Motor: 4 cylindret benzinmotor med turbocharge
  • Ydelse: 280 hk
  • Moment: 420 Nm
  • Gearkasse: 6-trins manuelt
  • 0-100 km/t: 5,7 sekunder
  • Topfart: 250 km/t
  • Brændstofforbrug: 12.2 km/l ved blandet kørsel
  • Bagagerum: 608 liter
  • Pris: fra 486.430 kr. (ST2)

Foto: Thomas Saks

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: