fbpx
 
Categories Biltest

Test: Hyundai Ioniq 6 LR performance Ultimate

Posted on
Test: Hyundai Ioniq 6 LR performance Ultimate

Lang rækkevidde og hurtig ladetid kendetegner Hyundai IONIQ 6. Men hvad har bilen ellers at byde på? Jeg stiller skarpt på topmodellen.

Vindtunnellens darling

Historien om hvordan IONIQ 6 kommer til verden må lyde nogenlunde sådan her:

En dygtig analytiker fra udviklingsafdelingen ser et hul i markedet for sedan-lignende elektriske firmabiler, og resonerer sig frem til, at rækkevidde er altafgørende for de travle business-typer, der skal rundt i landet for at sælge et eller andet.

Projektet godkendes og for at imødekomme målet om lang rækkevidde, får ingeniørerne i vindtunnellen frie tøjler og simulerer på livet løs. De finder frem til en ekstremt aerodynamisk form med kraftigt hældende hæk – nærmest en dråbeform.

Det er nemlig sådan, at netop den form performer ekstremt godt i en vindtunnel. Vinden smyger sig forbi og det giver plus på rækkeviddekontoen.

Designerne hos Hyundai får nu til opgave at dekorere og pynte. En af dem er Porsche 911 fan. En anden har en svaghed for 10-15 år gamle japanske sportsvogne fra Toyota og Nissan. Og en tredje synes, at de digitale sidespejle på Audi Q8 e-tron er for fede.

Det hele samles og søsættes på den højteknologiske 800 v platform fra koncernen, som også anvendes til IONIQ 5, og kabinen indrettes med rene linjer og et minimalistisk, strømlinet look, der matcher det ydre.

Efter de obligatoriske test og finjusteringer, står IONIQ 6 klar og præsenteres på verdensmarkedet. Alle kigger forbløffet på den og tænker sit. Senere erklærer en enig jury IONIQ 6 Årets Bil i Verden 2023.

Det strømlinede design træder særligt frem fra denne vinkel.

Så langt kører den på en opladning

Hyundai har fat i noget rigtigt med IONIQ 6. Den rammer et segment, som først vil køre elbil, når den har lang rækkevidde og kan lade hurtigt.

IONIQ 6 er født med de egenskaber i sit design. Om man kan lide det eller ej er en smagssag, men fact er, at det strømlinede design, som IONIQ 6 har, er noget, vi kommer til at se mere af.

Jeg tester topversionen i en long range performance udgave med 77,4 kWh batteri, 325 heste og firehjulstræk.

På 20” fælge, som er på testbilen, er rækkevidden på papiret op til 519 km (WLTP). Kan du nøjes med 18” fælge hedder tallet 583 km. Den mest nøjsomme variant præsterer 614 km med samme størrelse batteri og 18” fælge.

Hyundai siger, at bilen i en 350 kW DC-lader kan smide op til 351 km på batteriet på et kvarter. I testen lader jeg fra 15-50 % på 18 min. i en delt 300 kW DC-lader hos Clever. Kurven starter på 80 kW og peaker på 150 kW. Omkring 50 % ligger den på 100 kW.

Urban hurtigladning hos Clever.

Skal du lade AC er der en 11 kW onboard lader i IONIQ 6. Der er varmepumpe som standard, og det er lige efter bogen.

I min test opnår jeg et forbrug på 20 kWh / 100 km, hvilket giver lige knap 400 km rækkevidde. Jeg tester bilen ved lave temperaturer, og den sidste dag i bilen er der sågar is på ruderne om morgenen. Kørslen er blandet by, lande- og motorvej.

Der er markant forskel fra 18” til 20” fælge, men hold nu op hvor de store sutter pynter på IONIQ 6. Jeg vil nok blive fristet til at gå med 20”, hvis jeg skulle vælge. Merprisen er sølle 9.995 kr.

Testbilen har også digitale sidespejle som ekstraudstyr til 19.995 kr. Her er jeg mere splittet. Jeg kan se fordele i mørke og regnvejr, men ellers er et normalt sidespejl at foretrække.

Digitale sidespejle har fordele i mørke og regnvejr. Men de kræver meget tilvænning. Hos Hyundai kan du få dem for 19.995 kr.
På skærmen ses det tydeligt, at de digitale sidespejle kan noget i mørke.

Komplet udstyrspakke

Ultimate er den mest veludstyrede i programmet og står til 504.995 kr. Det er umiddelbart en attraktiv pris, men det kommer vi lige tilbage til.

Her får du samtlige assistent- og sikkerhedssystemer, 360 grader kamera, blindvinkel sensor med kamera og visning i instrumenteringen, head-up display, BOSE premium lyd, automatisk ”flush” håndtag, lædersæder, støjdæmpende sideruder, varme i rat og alle sæder samt ventilerede sæder foran.

Listen er endnu længere, men pointen er, at du får en absolut veludstyret bil. Selv indstigningsmodellen Essential er rigtig godt med.

Elegant kabine

Testbilen har en kabine i lyse farver, og det giver et elegant og nærmest luksuriøst udtryk. Det er alligevel vildt at se, hvor langt et mærke som Hyundai er kommet her.

12,3” cockpit og 12,3” infotainmentskærm med navigation kendes fra andre Hyundai modeller. Det fungerer i bund og grund fint, men der kan være lidt langt ned i menuerne, når du fx gerne vil slå bing-bong-lyde fra, og dem er der desværre mange af.
Knapper til de elektriske sideruder sidder i midterkonsollen.
Varme i bagsædet er standard allerede fra Advanced, som er mellemste udstyrstrin.

Pladsen i den 4,85 meter lange bil er god – særligt benpladsen ved bagsædet imponerer. Det kniber lidt mere med loftshøjden, hvor taghældningen kan udfordre høje personer. Alle under 1,85 meter bør dog kunne være der uden at håret rammer loftet.  

Bagagerummet åbner som på en sedan med lille åbning. Der er plads til 401liter og varianten med firehjulstræk har et meget lille frunk på sølle 14,5 liter, hvor du skal gøre dig umage for at folde kablerne, hvis de skal være der.

Varianten med firehjulstræk har et lille frunk på 14,5 liter.

I varianter med baghjulstræk er der et 45 liter frunk, som fint rummer, at du kaster kablet uordentligt ned, som man jo gør.

401 liter er nok til firmabilisten. Som familiebil går det kun lige an.

Komfort i lange baner

Køreoplevelsen i testbilen oser af komfort. Affjedringen klarer fint ujævnheder og bump og der er ikke meget vind og dækstøj at spore. Firmabilister vil uden tvivl kunne finde tilfredsstillelse bag rattet i IONIQ 6.

Med til komfortoplevelsen hører også en veldresseret adaptiv fartpilot, som forstår at agere smooth uden pludselige ryk eller mærkelige opbremsninger og accelerationer.

Sætter du køreindstillingen i Sport har du alle 325 heste til rådighed, og bilen får en kvik karakter. Topfarten er 185 km/t og 0-100 km/t klares på 5,1 sekunder. Det gør overhalinger på motorvej til en leg.

Ultimate har en fake motorlyd, som kan indstilles fra markant til dæmpet. Du kan også slukke den helt. Kører du bilen friskt, er det en sjov feature, men i almindelig dagligdagskørsel er det rarest at køre med lyden slukket.

Mange kvaliteter – men konkurrencen er hård

IONIQ 6 fås fra 374.995 kr. med et 53 kWh batteri og udstyrsniveaet Essential. Bilens eksistensgrundlag kalder dog på det store batteri, og her starter prisen fra 399.995 kr.

I et konkurrencepræget marked er det ikke super billigt. IONIQ 6 var attraktivt prissat, da den blev lanceret, men meget har ændret sig siden.

Det ændrer dog ikke på, at bilen har mange kvaliteter, og performer excellent på rækkevidde og opladeteknologi.

Spørgsmålet er, om du falder for designet. Gør du det, skylder du IONIQ 6 en prøvetur.

Testbilen har digitale sidespejle, el-betjent soltag og 20″ fælge som ekstraudstyr.

Specifikationer – Long Range Performance Ultimate

  • Motor: Elmotorer med firehjulstræk
  • Gearkasse: 1-trins automatgear
  • Ydelse: 325 hk
  • Moment: 605 Nm
  • Batteri: 77,4 kWh
  • AC opladning: 11 kW
  • DC opladning: 10-80 % på 18 min. i 350 kW lader
  • Topfart: 185 km/t
  • Acceleration 0-100 km/t: 5,1 sek.
  • Bagagerum/frunk : 401/14,5 liter
  • Køreklar vægt : 2.095 kg
  • Dimensioner (L/B/H) : 4,85 m x 1,88 m x 1,49 m (akselafstand 2,95 m)
  • Pris: 504.995 kr. (IONIQ 6 fra 374.995 kr.)
  • Garanti: 5 år (batteri 8 år)

Foto: Thomas Saks

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet