Categories Biltest

Toyota Urban Cruiser: Praktisk elbil med fornuft og tryghed

Posted on
Toyota Urban Cruiser: Praktisk elbil med fornuft og tryghed

Toyota Urban Cruiser lander i Danmark som mærkets billigste elbil – men der er bestemt ikke tale om et discountprodukt. Den kombinerer solid byggekvalitet, god plads og et imponerende garantiprogram med en pris, der placerer den blandt de mest fornuftige elbiler på markedet lige nu.

Moderne uden at larme

Designet er, som Toyota plejer at gøre det: pænt, afdæmpet og tidløst. Den ser moderne ud uden at prøve for hårdt, og proportionerne sidder lige i skabet til bykørsel.

Den korte snude og de kompakte mål gør den utrolig let at manøvrere, og med en venderadius på bare 5,2 meter, kan den vende på en tallerken.

Urban Cruiser klarer det godt i bykørsel og er ekstremt nemt at manøvrere.

Praktisk bagsæde kan længdeforskydes

Urban Cruiser er bygget til hverdagen – og det mærkes. Den føles rummelig, selvom den på papiret er en kompakt SUV.

Kvaliteten i kabinen er fin og indretningen ligetil.

Der er 310 liter bagagerum, og kabinen er overskueligt indrettet med gode materialer og en fornemmelse af kvalitet, der kan holde i mange år.

Bagagerummet kan sluge 310 liter.

Bagsædet kan som standard justeres i længden. Det betyder, at du har fleksibilitet og kan prioritere benplads ved bagsædet eller bagagerumsplads.

Bagsædet kan – som standard – længdeforskydes.

Toyota Urban Cruiser må trække op til 750 kilo.

To batteristørrelser

Urban Cruiser fås med to batteristørrelser:

  • Et mindre på 49 kWh som kan DC-lade op til 53 kW
  • Et større på 61 kWh som kan DC-lade op til 67 kW

Det er ikke lynhurtig opladning. Til hverdagsbrug burde det kunne fungere, mens man på længere ture nok vil føle, at det tager lang tid at lade.

Begge versioner kan AC-lade med 11 kW, og rækkevidden ligger på 344 km i versionen med lille batteri og forhjulstræk, 426 km i den med stort batteri og 395 km med stort batteri og firehjulstræk. Alle tal er WLTP.

Toyota Danmark oplyser i øvrigt, at 20 % af de forudbestilte Urban Cruiser er med firehjulstræk.

AC opladning klares med 11 kW.

Skærm og betjening

Infotainmentsystemet er generelt let at bruge, og skærmen reagerer hurtigt og præcist. Dog kræver nogle funktioner – som sædevarme – lidt for mange tryk.

Heldigvis kan man betjene flere ting med stemmestyring, og den fungerer overraskende godt. Siger du “tænd for sædevarme”, forstår bilen det med det samme. Det løfter oplevelsen og gør betjeningen væsentligt mere intuitiv.

Der er rigtige knapper til klimastyring og en volumendrejeknap.

Troværdige køreegenskaber

Urban Cruiser kører præcis, som man forventer af en Toyota – komfortabelt, stabilt og forudsigeligt. Affjedringen er afstemt til både by og motorvej, og støjniveauet er tilpas lavt.

Versionen med det lille batteri har 144 heste. Det store batteri smider yderligere 30 heste i stalden og med firehjulstræk har du 184 heste til at trække dig. Ingen af versionerne er supersprintere, men det er heller ikke ogaven, Urban Cruiser skal løse.

Urban Cruiser leverer en køreoplevelse, som mange vil finde “ligetil”. Dertil er den udstyret med alle nødvendige assistent- og sikkerhedssystemer, som øger sikkerheden under kørsel.

To udstyrsniveauer: Active og Executive

Toyota holder det simpelt med to udstyrsniveauer – eller tre afhængig af hvordan man ser det:

Active med lille batteri

  • 18″ alufælge
  • LED-forlygter
  • 10,1″ multimedieskærm og 10,25″ digitalt cockpit
  • Adaptiv fartpilot
  • Parkeringssensorer (for og bag)
  • Bakkamera

Active med stort batteri har ydermere bl.a. ratvarme og sædevarme.

Executive

Tilføjer bl.a. 19″ alufælge, panoramaglastag, 360° kamera, premium lydsystem og indtræk i stof/kunstlæder.

Varmepumpe er standard på alle.

Active dækker behovene for de fleste, mens Executive tilføjer lidt luksus og ekstra komfort – uden at prisen stikker helt af – det kommer vi til om lidt.

Panoramaglastag er standard i Urban Cruiser Executive.

Billigst i familien – men stadig en ægte Toyota

Urban Cruiser er måske ikke den mest spændende elbil på markedet, men den repræsenterer alt det, Toyota står for: driftssikkerhed, tryghed og fornuft.

Toyota giver nemlig en 10 års garanti (eller 185.000 kilometer – hvad der kommer først), som aktiveres efter første service.

På batteriet gælder en serviceaktiveret garanti på minimum 70 % kapacitet i 10 år eller hele 1.000.000 kilometer.

Det er tryghed i særklasse – og noget, ingen andre producenter matcher i denne prisklasse.

Pris, finansiering og efterspørgsel

Toyota Urban Cruiser starter ved 234.990 kr. for Active med 49 kWh-batteriet. Med det store batteri er prisen 249.990 kr.

Topudstyrsversionen Executive, som kun fås med 61 kWh batteri, koster 269.990 kr. Merpris for firehjulstræk er 15.000 kr.

Toyota tilbyder i øjeblikket 0 % variabel rente ved finansiering eller leasing med 9.999 kr. i førstegangsydelse og 3.499 kr. om måneden.

Der er allerede over 1.000 danskere, der har forudbestilt Urban Cruiser, og flest vælger Active-versionen med det store batteri.

En bil der fungerer

Toyota Urban Cruiser er komfortabel, veludstyret og rummelig. Den er let at køre, let at parkere og let at leve med. Kan du leve med den langsomme DC-opladning, burde alt være godt.

Og vigtigst af alt – den leverer masser af værdi for pengene og den tryghed, som kun Toyota kan tilbyde.

Skal der mere spræl på designet, er der en ny Toyota C-HR+ på vej. Den er i finalen til Årets Bil i Danmark 2026 og har et design, som vækker opsigt. Den fås fra 299.990 kr.

Specifikationer – Toyota Urban Cruiser

Batterier49 kWh eller 61 kWh
Rækkevidde (WLTP)Op til ca. 480 km
Ladetid (DC)10–80 % på ca. 45 min
49 kWh (DC 53 kW) / 61 kWh (DC 67 kW)
Ladetid (AC)11 kW – ca. 6 timer (afhængigt af batteri)
Ydelse49 kWh forhjulstræk 144 hk
61 kWh forhjulstræk 174 hk
61 kWh firehjulstræk 184 hk
Trækevne750 kg
Bagagerum310 liter
Venderadius5,2 meter
VarmepumpeStandard
DrivlinjeForhjulstræk eller firehjulstræk
Garanti10 år / 185.000 km (aktiveres efter første service)
Batterigaranti70 % kapacitet / 1.000.000 km
UdstyrsversionerActive / Executive

Foto: Toyota/Søren Juul

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet