Arvtageren til Volvo S90 vil ikke sættes i bås som hverken sedan, fastback eller SUV. Den er helt sin egen og flekser muskler som højteknologisk elbil med masser af kabineplads, komfort og stil.
En overraskelse
Jeg er inviteret til verdenspremiere i Stockholm for at se den nye Volvo ES90, og er sammen med Volvos pressechef og et par andre danske motorjournalister fløjet til den svenske hovedstad dagen før selve afsløringen.
Sent om aftenen på mit hotelværelse tikker der en mail ind fra Volvos contentmand med fotos og pressemeddelelse. Jeg klikker ivrigt på linket, for jeg er vildt spændt på at se afløseren til S90.
Alt er naturligvis under embargo – hvilket vil sige, at man kommer i store problemer, hvis man viser billeder eller siger noget om bilen før det tidspunkt, Volvo har angivet.
I sådanne situationer kribler det altid lidt ekstra i kroppen, når man får adgang til noget helt nyt.
Billederne, der åbner sig på min skærm, viser en flot ny Volvo – men med et andet designudtryk, end jeg havde forventet. Jeg troede, jeg skulle se en lav, bred og lang Volvo med ægte sedanafslutningen på bagenden.

Men her er noget andet. Som Volvo skriver i pressemeddelelsen: Nogle vil se en sedan, andre en fastback og så er der måske også lidt noter af en SUV.
Udtrykket på fronten er genkendelig fra EX30 og EX90, og det er uden tvivl en flot snude med tydelig reference til den efterhånden så kendte Thors Hammer lyssignatur på Volvo-biler gennem en årrække.

Flot show i rette omgivelser
På dagen, hvor bilen afsløres, og jeg ser den for første gang i virkeligheden, står ES90 på en spektakulær, rhombe-agtig scene på kunstmuseet Artipelag. På store skærme vises små klip med designdetaljer og livsstilssituationer. Musikken er finurlig med en meget crisp fløjte.

Jeg er en sucker for shows med flotte billeder, lyd og lys, og Volvo leverer virkelig varen her. Og den nye ES90 er altså en flot bil. Anderledes end hvad jeg havde forventet – men flot, det er den.

Efter afsløringen har jeg arrangeret interview med Volvos øverste chef for produkt og strategi – Erik Severinsson – da jeg gerne vil høre mere om Volvos retning. Hvor vil man hen med sine biler.
Det første, jeg spørger Erik om, er det, der fylder mest i mit hoved: Hvorfor ikke en konventionelt designet sedan?
Erik forklarer, at man vil have fat i andre kunder med ES90. Kunder som gerne vil have komforten og elegancen fra en sedan samtidig med at bilen gerne må være praktisk. Og så siger han, at den ikke nødvendigvis henvender sig til en familie.
Det sidste forklarer, at ES90 – som trods alt er 5 meter lang – har et relativt beskedent bagagerum på 424 liter. Det er mere eller mindre det samme, der kan være i den mindre Polestar 2.
Til gengæld har man med en lang akselafstand på 3,1 meter tilgodeset kabinepladsen, hvor bagsædepassagerer kan strække ben og nyde de luksuriøse omgivelser.

Og apropos luksus: ES90 virker absolut som en premiumbil, og her har jeg en snak med Erik Severinsson om, hvad Volvo ser som premium i 2025. Er det materialerne? Det tidsløse design? Sikkerhed? Bæredygtighed?
Ifølge Erik er det lidt af det hele. Sikkerhed er afgørende for en Volvo, og her er man ikke gået på kompromis med noget som helst i ES90, men det står ikke alene.
Erik holder fast i, at det er summen af det hele. Det er fx også måden, som døren lukker på – og bilens lyde.

Og hvad byder fremtiden så på? Kommer der en herregårdsvogn, som jo er den ultimative Volvo i manges optik – inklusive min egen (indrømmet lidt gammeldags) opfattelse af en ægte Volvo?
Det vil Erik hverken be- eller afkræfte. Men han indrømmer, at der skal meget lidt til at lave en EV90, nu hvor ES90 er i programmet.
Den næste nyhed fra Volvo bliver en SUV – nemlig den elektriske EX60, som rammer et midtersegment, hvor mange køber bil. Det skal nok blive spænende.
Platform til store og små
Volvo har en ny platform, hvor man kan lave både små og store biler, og her vil Volvo – især med de større modeller – tilbyde 800V lade-teknologi. Det er også tilfældet med ES90.
Erik mener, at store biler med store batterier er oplagte at tilbyde med 800V, som giver hurtig opladning – i ES90 op til 350 kW – og lang rækkevidde – i ES90 op til 700 km.
For mindre biler med batteristørrelser under 70 kW mener Erik, at 400V er tilstrækkeligt.
Hvilke andre modeller, vi kan forvente fra Volvo, må tiden vise. Nye modeller vil blive planlagt med udgangspunkt i data og brugerbehov, så min drøm om en elektrisk herregårdsvogn får lov at leve videre.
Du kan læse mere om den nye Volvo ES90 her.

Foto: Thomas Saks
Carlife365 var inviteret til verdenspremiere i Stockholm af Volvo Car Danmark, som betalte for transport og overnatning.