fbpx
 
Categories Biltest

Test: Polestar 2

Posted on
Test: Polestar 2

Den er bygget i Kina men ligner og føles som en svensk Volvo. Navnet er til at udtale og lyder ligefrem cool. Og så har den en imponerende performance. Sådan er Polestar 2, som vi tester med dual engine samt versionen med én motor og forhjulstræk i long range udgaven. Men hvilken er værd at gå efter? Det kan du blive klogere på i denne anmeldelse, hvor vi også forholder os til en af de mest oplagte konkurrenter.

Slægtskabet med Volvo ses også i designudtrykket på Polestar 2..

Polestar og performance går hånd i hånd

Polestar har i mange år været forbundet med performance-versioner af Volvoer og har før den tid rødder tilbage i raceverdenen. At tage det brandnavn og sætte det i spidsen for en ny linje af elektrificerede high performance biler i Volvos moderkoncern Geely er godt tænkt. Man forstår ret hurtigt, hvad mærket kan og vil, og heldigvis skuffer resultatet ikke.

Vi starter testen af Polestar 2 i den kraftigste version med to elmotorer og 300 kW / 408 hk. Her klares 0-100 km/t på blot 4,7 sekunder, og du får den der fornemmelse af at blive presset tilbage i sædet, når speederen trykkes i bund og kræfterne får lov til at folde sig ud. Her kan du score nemme point, når børnene skal køres i biffen med kammeraterne. Topfarten er 205 km/t, men det er i accelerationerne, at bilen er sjovest.

Polestar 2 har ingen startknap, så når du sidder i sædet, trykker bremsen i bund og vælger gear, er bilen tændt. På samme måde slukker den selv, når du parkerer.

Öhlins dæmpere som på en race motorcykel

Testbilen har som ekstraudstyr en performance pakke med justerbare Öhlins dæmpere. Det giver en raceappeal på den lidt nørdede måde, da det kræver en dedikeret indsats at justere dem. Egentlig hører den slags mere hjemme iført læderdragt og hjelm på ryggen af en sportsoptimeret race motorcykel.

Pakken indeholder desuden stylingselementer med kontrastfarvede bremsekalibre og sikkerhedsseler i en gylden farve. Flotte 20” alufælge med godt udsyn til bremsekalibrene fuldender det performanceorienterede look.

Du kan indstille den regenererende effekt i tre trin, så du kan praktisere one-pedal-driving i bykørsel og køre med mindre nedbremsende effekt på motorvejen. Mellemtrinnet er hverken fugl eller fisk, så det springer du bare over. Derudover kan rattets respons indstilles i flere trin fra let til det mere stramme.

Sammen med en hæderlig undervogn og et lavt støjniveau, er køreoplevelsen i Polestar 2 helt i top. Med dual engine og performance pakke er Polestar 2 tro mod sit brandnavn. Den leverer varen med stor overbevisning, og er blandt de mest velkørende elbiler på markedet.

Coupé, sedan eller crossover? Polestar 2 har sit helt eget udtryk med en designmæssig vellykket profil.

Batteriet på 78 kWh kan lynlades med op til 150 kW. Vi lader batteriet til 100 % og kan se, at det giver en rækkevidde på 400 km ved lave temperaturer. På papiret burde 450 km være opnåeligt ifølge WLTP normen. Ved blandet kørsel skal du nok regne med lige under 400 km i rækkevidde om vinteren – men det afhænger helt af, hvor meget du leger med bilens accelerationsevne.

Der er ingen badge på bagklappen – men nederst på fordørene fremgår batteristørrelse og ydelse.

Bedre rækkevidde i version med én motor

Hvis du kan nøjes med mindre saft og kraft og gerne vil have lidt længere rækkevidde, så er versionen med forhjulstræk og 170 kw / 231 hk den, du skal gå efter. Her sparer du 24.000 kr. med samme batteristørrelse sammenholdt med dual engine. Ved en opladning til 100 % er der 440 km at gøre godt med. Det er tallene vi kan dokumentere i vores test ved lave temperaturer.

På papiret viser WLTP en rækkevidde på den gode side af 500 km. Den bedre rækkevidde opnår du også fordi du simpelthen kører anderledes. Den har i sagens natur ikke samme performanceegenskaber som dual engine, så kørestilen bliver med lidt mindre aggressiv og lidt mere morfar.

Testbilen med single motor står uden performance pakken, og har derfor ikke de gyldne designdetaljer. Fælgene er 19″.

Polestar 2 findes også med et mindre batteri i en standard range version. Her må du nøjes med 64 kWh batteri og en lidt mindre effekt.

Lækker kabine

I kabinen opleves Polestar 2 som en premium bil, hvor der er styr på samlekvaliteten. Materialevalget er overbevisende ligesom i en Volvo. Lyden når du bruger blinklyset og når bilen låses op er fuldstændig som i en Volvo, så du er ikke i tvivl om, hvor komponenterne kommer fra.

Fraværet af fysiske knapper giver et strømlinet udseende. Skærmen i midterkonsollen er velfungerende, men når bilens parkeringskamera er tændt, forsvinder muligheden for at betjene fx klimaanlæg.

Bilen har som standard to digitale skærme baseret på Google, og det fungerer virkelig godt. Stemmestyringen er noget af det bedste på markedet. Men det er primært orienteret mod Android, så du får mest valuta for pengene, hvis du dedikerer dig den platform.

Bilens software opdaterer over-the-air, og i testugen blev 2.0 opdateringen bl.a. frigivet.

Polestar 2 skal have nogle ekstraudstyrspakker for at stå komplet. Her er pilotpakken desværre nødvendig for at få adaptiv fartpilot. Den står til 22.500 kr. og indeholder også andre ting – bl.a. flere assistentsystemer og 360 grader kamera. Det virker fesent, at bilen ikke har adaptiv fartpilot som standard.

Derudover er plus-pakken til 40.000 kr. nødvendig at tage med, da den indeholder den (i min optik) nødvendige varmepumpe. Pakken indeholder også panorama soltag, elbetjente sæder, varme i bagsæder, varme i rat, varme i vinduesviskerdyser, en anderledes interiørbelysning og trådløs opladning til mobiltelefon. Du får tilmed et vanvittigt lækkert Harman Kardon lydanlæg, som er federe end den Sonos løsning, du får i en Audi Q4 e-tron.

Ikke så god plads

Pladsen i kabinen har ikke samme rummelighed, som du får i konkurrerende mærker. Der er kun plads til 405 liter i bagagerummet, og ved bagsædet er der mindre benplads. En irriterende tunnel i midten af bilen gør det svært at sidde tre personer på bagsædet. Det er en af ulemperne ved at genbruge platformen fra Volvo XC40, for en dedikeret elbilplatform ville give et plant gulv. Sammenlignet med en Audi Q4 e-tron virker Polestar 2 nærmest en klasse mindre målt på pladsfornemmelsen i kabinen.

Vi oplever, at mange spørger om forskellene mellem netop Polestar 2 og Audi Q4 e-tron, og det er i nuancerne, at du oplever de to bilers styrker og svagheder.

Varmepumpe og adaptiv fartpilot er standard i Q4 e-tron og skal tilkøbes i Polestar 2. Tilgengæld kan du ikke få varme i bagsædet i Q4 e-tron og den kan p.t. ikke opdatere over-the-air. Leveringstiden er ekstrem lang mens ventetiden på en Polestar 2 er kortere. På performance siden er Polestar 2 klart den sjoveste og stemmestyringen er langt bedre. Men Q4 e-tron er meget mere rummelig. Det er som nævnt de små detaljer, der afgør, om det er den ene eller den anden, som er det oplagte valg for dig.

Dual Engine giver den performance, en Polestar bør have.

Her er den Polestar 2, vi ville vælge

Hvis vi isoleret set kigger på det mest optimale valg i Polestar 2 modelprogrammet, så ville vi gå efter dual engine long range med pilot- og plus-pakke. Det giver ekstraudstyr for over 60.000 kr. men du vil blive ked af at undvære adaptiv fartpilot og varmepumpe, så der er ingen vej uden om. En opgradering til 20” fælge fås for lige under 10.000 kr. og den ville vi også tage med. I den konfiguration står bilen til 469.5599 kr. eller 5.600 kr. i månedlig leasingudgift.

En all-in løsningen ville være at smide performancepakken til 50.000 kr. med nu du er i gang. Her får du automatisk flotte 20” fælge og det betyder, at du reelt betaler 40.000 kr. for Öhlins dæmperne og de gyldne designdetaljer, som er prikken over i’et og giver den helt rette Polestar-feeling.  

Specifikationer – Polestar 2 dual engine

  • Ydelse på 300 kW / 408 hk medfirehjulstræk
  • Moment 660 Nm
  • Acceleration 0-100 km/t 4,7 sekunder
  • Topfart 205 km/t
  • Rækkevidde med fuld opladning (testresultat) 400 km
  • Batteri: 78 kWh
  • Opladning DC 150 kW
  • Bagagerum: 405 liter + frunk 35 liter
  • Dimensioner: L 4.606 mm X H 1.479 mm X B 1.985 mm
  • Akselafstand: 2.735 mm
  • Træk: 1.500 kg
  • Egenvægt: 2.069 kg

Foto: Thomas Saks

3 kommentarer

3 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet