fbpx
 
Categories Bilnyheder

Første kig: Ny Kia Niro EV

Posted on
Første kig: Ny Kia Niro EV

Vi har været på besøg i Kias europæiske hovedkvarter i Tyskland og set den nye Kia Niro EV, som udover den elektriske udgave også kommer som plug-in hybrid på det danske marked. Den er bygget på sin egen platform og får en mere ungdommelig karakter sammenlignet med forgængeren.

Det nye design giver Niro et ungdommeligt og mere robust look.

Niro er en vigtig model i Kias program og lander i en prismæssig attraktiv bilklasse, hvor der høj efterspørgsel og stor volumen. Den nuværende Niro er Kias tredje mest solgte model, og ved vores første møde med den nye model står det klart, at Kia har taget opgaven meget alvorligt med afløseren. Sammen med den nye Kia Sportage står Kia med et stærkt lineup i mellemklassen med crossover og SUV på tværs af drivlinjer.

Større end forgængeren

Den nye Niro er større end forgængeren og har en længde på 4.420 mm (+65 mm), en bredde på 1.825 mm (+20 mm) og en højde på 1.570 mm (+10 mm). Akselafstanden er på 2.720 mm. Vi har siddet i bilen og den opleves rummelig. Det slanke sædedesign frigiver ekstra plads bagi, så bagsædepassagererne har bedre plads, og USB-C-porte monteret på sæderne giver nem adgang til opladning.

Med en bagagerumskapacitet på 475 liter og yderligere 20 liter i opbevaringsrummet under frontklappen har den nye Niro EV en samlet bagagerumskapacitet på 495 liter. Det er imponerende i den bilklasse.

495 liter bagage kan Kia Niro EV rumme. PHEV-modellerne har en bagagerumskapacitet på 348 liter grundet batteriets placering.

Elektrisk drivlinje med 463 km rækkevidde

EV-versionen er kraftig sag med en ydelse på 204 hk (255 Nm) og en tophastighed på 167 km/t. Den accelererer fra 0-100 km/t på 7,8 sekunder.

Størrelsen på batteriet er 64,8 kWh og kan oplades fra 10-80 % på lidt over 40 min. i en lynlader. Systemet kan forvarme batteriet, så man kan lade hurtigt selv i meget koldt vejr. Batteriet er placeret i bunden af bilen.

Ved hjælp af Kia Connect kan førerne af en Niro EV se og styre opladningen af bilen, planlægge en rute med onlinenavigation, synkronisere kalendere og få adgang til funktioner i bilen som fx afstanden til en ladestation, direkte vejrudsigter og trafikinformationer i realtid.

EV-udgaven må trække 750 kg.

Plug-in hybrid med 65 km elektrisk rækkevidde

PHEV-modellen er udstyret med Kias 1,6-liters GDI-benzinmotor i kombination med anden generation af den 6-trins automatiske dobbeltkoblingsgearkasse. Sammen med en 62 kW elmotor giver det en samlet systemydelse på 183 hk og en elektrisk rækkevidde på op til 65 km (WLTP ved blandet kørsel). Kia introducerer en højvoltsopvarmer, som forlænger den elektriske rækkevidde i koldt vejr og hjælper med hurtig opvarmning af kabinen.

Den har en intelligent Green Zone-køreindstilling, så bilen automatisk skifter til eldrift i nærheden af skoler og hospitaler og andre områder, som er defineret som Green Zones. Man kan selv tilføje flere Green Zones efter eget ønske.

Plug-in hybriden må trække 1.300 kg.

Nyt og mere ungdommeligt design

Sammenlignet med forgængeren ser den nye Niro en tand mere rå ud. Bundskjoldet og de markante sideskørter giver et mere robust look og den kontrastfarvede C-stolpe giver karakter. På EV-versionen er der en tofarvet lukket kølergrill og sideskørter samt modelspecifikke 17” aluminiumsfælge.

Ladetilslutningen på elbilversionen er placeret midt på frontgrillen.

Bagenden har fået et langt mere skarpt designudtryk med de boomerangformede LED-baglygter.

Den nye Niro fås i ni forskellige farver og kan individualiseres med kontrastfarvede eller indfarvede C-stolper og tre forskellige typer finish til sideskørterne alt efter den valgte udstyrsvariant.

Instrumentbordet minder om det vi har set i den nye Kia EV6 og Kia Sportage og består af et flot curved display. Et 10,25” display viser bil- og navigationsinformationer, og infotainment- og klimareguleringen. De digitale cockpit kan suppleres med et 10” head-up-display, som viser bl.a. hastighed og navigationsanvisninger. Det er unikt i denne bilklasse.

Instrumentbordet ligner det, som også er i den nye Kia Sportage. Kvalitet og finish virker i orden og Kia har skruet op for brugen af genbrugsmaterialer i bæredygtighedens tegn.

Niro fås med Remote Smart Parking Assist, som vi har set i andre Kia-modeller. Vehicle-to-load-funktion er også muligt – en funktion, som vi kender fra bl.a. Kia EV6. Det betyder at bilens batteri kan bruges til eksterne elektriske apparater via en adapter i ladestikket.  

Kia Niro er udstyret med alt det nyeste inden for assistent- og sikkerhedssystemer fra Kia, og listen er lang. Udover en udvidet nødbremsefunktion er der bl.a. intelligent skiltegenkendesle m. hastighedsassistent, udvidet vognbaneassistent, motorvejsassistent, træthedsregistrering, fjernlysassistent, navigationsbaseret adaptiv farpilot, aktiv blindvinkelassistent, bakkamera og assistent for bagvedkrydsende trafik.

Den nye Kia Niro lander i Danmark i løbet af sommeren, men de eksakte tidspunkter er endnu ikke fastlagt. Niro PHEV lanceres formentlig først lige før sommerferien. Niro EV kommer umiddelbart lidt senere på den anden side af sommerferien. Priserne er endnu ikke officielle.

Foto: Thomas Saks

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: