fbpx
 
Categories Bilnyheder

Første kig: Ny Suzuki eVitara

Posted on
Første kig: Ny Suzuki eVitara

Snart kan Suzuki-kunder og andre elbilkøbere komme ud og køre i en elektrisk Suzuki. Den nye eVitara kan bestilles nu og lanceres til sommer. Jeg har set en for-produktionsmodel, og her er første indtryk.

Den nye eVitara er udviklet i samarbejde med Toyota og bygges på Suzukis fabrik i Indien. Her bliver ”søsterbilen” Toyota Urban Cruiser også bygget.

En elektrisk SUV i B-segmentet

Den nye eVitara er den første 100% elektriske SUV fra Suzuki.

eVitara måler 4.275 mm i længden, 1.800 mm i bredden og 1.636 mm i højden, hvilket gør den 9 cm længere end den traditionelle Vitara. Akselafstanden er på 2.700 mm, hvilket giver en rummelig kabine med god plads på både for- og bagsæder.

Bilen er i den kompakte klasse for SUV’er – også kaldet B-segmentet.

Med mine 187 cm kan jeg lige præcis være på bagsædet. Det kan i øvrigt længdeforskydes (standard på alle versioner), så man kan optimere efter behov for benplads eller bagagerumsplads.

Designet viser en robustudseende bil med tydelige SUV-elementer. Det er bl.a. de kraftige plastkanter rundt om skærmkasserne. Man sidder desuden højt i bilen, og det er nemt at stige ind og ud.

Platform og ydeevne

eVitara er udviklet på Suzukis nye Heartect-e platform, der er specielt designet til elbiler. Bilen drives af en elmotor, som kombinerer motor, reduktionsgear og inverter i en kompakt og vægtbesparende løsning.

Afhængigt af batteristørrelsen yder motoren mellem 144 og 174 hk i de forhjulstrukne modeller med et moment på 194 Nm, mens en firehjulstrækker er udstyret med en ekstra elmotor på baghjulene. Den yder 184 heste og har et moment på 300 Nm.

Batteri og rækkevidde

eVitara tilbydes med to batteristørrelser: 49 kWh og 61 kWh, begge af LFP-typen uden kobolt, som kan tåle op til 100 % opladning. Den forventede rækkevidde er fra 350 km for det mindre batteri til over 430 km for det større.

DC-opladning forventes at være omkring 90-100 kW mens AC følger standarden på 11 kW, som ses hos de fleste mærker. De officielle WLTP tal ventes på plads i løbet af de kommende måneder.

Alle versioner er udstyret med varmepumpe.

Udstyrsversioner

Indvendigt byder eVitara på en moderne kabine med en 10,25” digital instrumentering. Infotainmentsystemet har en 10” skærm, og bilen understøtter trådløs Apple CarPlay og Android Auto.

Yderligere funktioner inkluderer elektrisk justerbart førersæde og glastag afhængig af udstyrsversion.

eVitara kommer i versioner: Club, Active og Adventure. Club fås udelukkende med det lille batteri og 144 hk, mens Active og Adventure har det store batteri og 174 hk.

Den firehjulstrukne version fås udelukkende som Adventure, som er topmodellen med bl.a. kunstlæderkabine (sort eller brun) og glastag.

Adaptiv fartpilot og de digitale skærme er standard i alle modeller. Vil man have varme i forsæder og i rattet, skal man op i Active-niveauet.

Dansk lancering

Produktionen af eVitara starter i foråret 2025 på Suzukis fabrik i Gujarat, Indien, og de første modeller forventes at ankomme til Danmark i løbet af sommeren.

Priserne er endnu ikke offentliggjort, men det forventes, at eVitara vil blive positioneret som et attraktivt alternativ i segmentet for kompakte elektriske SUV’er med en startpris under 250.000 kr.

I samme klasse er bl.a. KIA EV3 og altså den nævnte Toyota Urban Cruiser.

Foto: Thomas Saks

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet