25 år og Salgschef i Aston Martin Copenhagen
Jonas har ansvaret for salg af Aston Martin og er en del af et lille salgsteam. Det er en meget bred rolle – en blækspruttestilling – hvor Jonas har kontakten til Aston Martin rent importmæssigt, han bestiller biler og demobiler, arrangerer events og laver markedsføring. Han er også ansvarlig for en masse praktisk administration, budget og andre vigtige gøremål, som sikrer driften af forretningen.
Han har officielt siddet i rollen som salgschef siden december 2019 men har været i branchen gennem Nellemann siden 2014, hvor han startede som personlig assistent for den daværende koncerndirektør. Siden 2015 har Aston Martin været omdrejningspunktet.
Udover rollen som salgschef i Aston Martin Copenhagen, er Jonas ved at færdiggøre sit speciale i jura. Det er den uddannelsesretning, han oprindeligt startede. Jura er ikke umiddelbart karrierevejen for Jonas – passionen ligger i det job, han har nu.

Hvad har du i din egen garage?
Generelt i bilbranchen kører man i det mærke, som man sælger. Hos Aston Martin ville det dog være en meget dyr løsning for mig. Jeg har derfor en Mercedes-Benz A-klasse sedan, som passer rigtig godt til mit behov. Daimler ejer en lille del af Aston Martin, så på den måde passer stjernen fint, når jeg kører ud til kunder. Jeg har også en motorcykel – en sporty Yamaha R3.
Hvilken bil var din første?
Det var en Kia Rio, som jeg anskaffede mig da jeg startede hos Nellemann. Kia er et brand i Nellemann koncernen, så jeg har også kørt i Kia Stinger. Min seneste bil var en Mercedes-Benz GLC.
Er du til køb, leasing eller abonnement?
Jeg har firmabil.
Når du skal have ny bil, vælger du så mest med hjertet eller hjernen?
Jeg ligger nok tungest i den ende af skalaen, hvor hjertet er. Som bilnørd kan jeg bedst lide nye biler, så jeg altid har den nyeste teknologi i min bil. Design og funktion vejer højt, når jeg skal vælge bil.
Hvornår og hvordan startede din passion for biler?
Det er kommet med tiden siden mit første job hos Nellemann. Det lå ikke i kortene, at jeg skulle arbejde med biler. Jeg var jo egentlig startet op på et jurastudie. Men Aston Martin har åbnet mine øjne for et fantastisk brand og en fantastisk verden med biler.

Hvad er din vildeste oplevelse med biler?
I slutningen af 2015 kom James Bond filmen SPECTRE. Her var jeg relativ nystartet hos Aston Martin, og vi havde i forbindelse med premieren på filmen en helt crazy uge, hvor vi var rundt fra morgen til aften i smoking med Aston Martin og masser af fest og rød løber. Det var en fed oplevelse, som jeg aldrig vil glemme.
Jeg værdsætter også de mange oplevelser, jeg har med mine kunder. Min rolle er nok ikke så typisk sælgeragtig – jeg opfatter mere mig selv om en ambassadør for brandet. Jeg kommer ofte meget tæt ind på livet på vores kunder, og her er der masser af spændende indblik og historier, som jeg sætter rigtig meget pris på i mit job. Det er nok i virkeligheden det fedeste ved det job, som jeg har.
Hvis du var en bil, hvilket mærke og model ville det så være?
Det første der falder mig ind er Aston Martin – måske en DB11. Her tænker jeg det traditionelle i brandets værdi pakket ind i en ung og moderne indpakning. Men når jeg tænker lidt nærmere over det, kunne det også være en Mercedes-Benz Geländewagen eller en C-klasse coupé.
Hvilken bil er din drømmebil?
Aston Martin DBX 😊. I den mere realistiske ende vil jeg gerne have en Mercedes-Benz GLC igen på et tidspunkt – eller måske den nye Mercedes-Benz GLB.


Har du nogensinde købt en bil, som var et fejlkøb?
Hmmmmm, nej. Det har jeg faktisk ikke.
Hvordan tror du, at danskerne kører i bil i 2030?
Hvis det står til regeringen, kører vi meget elektrisk. Men hvis vi er lidt mere realistiske, så tror jeg, der vil være meget hybrid. Alle bilmærker kommer til at tilbyde hybridversioner – også Aston Martin. Men der skal ske meget med infrastrukturen, før det er muligt at have en million elbiler i Danmark.
Jeg tror at der i 2030 stadig vil være et marked for sportsvogne og der vil være nogen, som går op i at køre i bil med V12-motor og manuel gearkasse. Ikke som den primære bil – men som en bil der står i garagen til særlige anledninger.
Hvilken bilproducent forventer du dig mest af i den kommende tid – og hvorfor?
Jeg tror klart det er Volkswagen-koncernen, som kommer til at bære meget af den udvikling, vi kommer til at se. Der kommer nok et kapløb mellem Volkswagen- og Daimler-koncernen. Men mon ikke Volkswagen-koncernen bliver førende på elbiler.
