fbpx
 
Categories Biltest

First Drive: Aston Martin DBX 707

Posted on
First Drive: Aston Martin DBX 707

SUV-bølgen rammer også mærker, som vi normalt forbinder med rendyrkede sportsvogne. Det gælder bl.a. Ferrari med den nye Purosangue men i høj grad også Aston Martin, som med DBX har fået godt fat i det højbenede marked. Jeg kører den potente DBX 707, og om den er en SUV med et strejf af sportsvogn eller omvendt, kan du blive klogere på her.

Første tur i en DBX

Turen til Jomfruens Egede, hvor Aston Martin Copenhagen har inviteret til prøvekørsel af 707, sker i solskin og temperaturer lige omkring frysepunktet. Det er en tidlig morgen i slutningen af marts, og jeg har netop læst, at DMI kalder årstiden for usædvanlig kold.

Dagen før er Danmark dækket i sne og med en melding fra arrangøren om, at testbilen står på sommerdæk, krydser jeg fingre for, at solen har styrke nok til at fjerne det på denne dag uønskede hvide underlag. Det er nemlig min første tur i en DBX og så endda i den kraftige 707’er med – ja, 707 hk – og 900 Nm. Det må ikke glippe.

Da jeg når frem til Jomfruens Egede, står der en knaldsort DBX 707 og venter på mig foran godset. Farven og stylingen får den til at se pænt rå ud.

Målet med 707 er at bringe så meget Aston Martin DNA som muligt ind i SUV’en. Det sker ved at tune den hverdagsagtige ”familiebil” med plads til fem og et mere end hæderligt bagagerum på over 600 liter.

Specielt 707 design

I forhold til den almindelige DBX har 707’eren mere markante luftindtag og en større grill for at sikre køling af motor og gearkasse. På bagenden er der dobbelt diffuser for optimal downforce og fire store afgangsrør – to i hver side.

Grillen er større end på den almindelige DBX – bl.a. for at give luft til motor og gearkasse.
Den dobbelte diffuser er markant og viser, at der skal noget til at holde bilen nede, når kræfterne slippes løs.

Designdetaljer med synlig carbon (ekstraudstyr) er med til at skabe det rå look, og i kabinen har Aston Martins Q-afdeling, som laver bespoke, fuldendt det sportslige rå look med detaljer, der matcher den sorte racer. Her er der bl.a. Alcantara detaljer på sæderne. På rattet er der også Alcantara.

Det er muligt at vælge en mere afdæmpet konfiguration både ud- og indvendigt, så den klassiske elegance fra Aston Martin er mere fremtrædende.

Brølende V8 motor

Prøvekørslen starter med en instruktør bag rattet, som forklarer, hvordan bilen er opbygget, og hvordan de forskellige køreindstillinger er tænkt. Da motoren springer an, sker det med et brøl fra V8-motoren. Du kan vælge, om det skal være med praleeffekt og høj lyd eller mere afdæmpet, når du starter bilen. Som default er den afdæmpet.

En 4,0-liter V8 Twin-Turbo motor er lånt fra Mercedes-AMG og tilpasset 707’eren med en kraftig omgang tuning. Den ledsages af en 9-trins automatgearkasse og paddles på rattet til hurtig nedgearing eller ren manuelt gearskifte.

Motorlyden afhænger af bilens køreindstilling og er mest dominerende i den dynamiske køreindstilling Sport +. Du kan skrue op for motorlyden i de mere komfortprægede køreindstillinger, hvilket jeg personligt ville vælge, for motorlyden er stærkt vanedannende.

Spændet går fra GT, som er den mest komfortable køreindstilling, over i Sport og Sport +. Der er tilmed et program til terræn, som mest handler om frihøjde og fordeling af kræfter i bilens firehjulstræk.

Aston Martin DBX 707 er Safety Car til Formel 1.

Ikke sart i mudderet

Der ikke specifikke offroad features, som vi kender fra fx Defender, så terræn mode skal tages med et gran salt. Men testruten bringer mig rent faktisk ud på mudrede strækninger i skovene på godsets 1.375 hektarer, og det går uden problemer.  

At gå all-in på offroad-egenskaber i 707 giver heller ikke mening, for denne bil er nemlig skabt til noget helt andet. Da jeg selv kommer bag rattet og prøver de forskellige køreindstillinger, er jeg forbavset over, hvor meget bilen skifter karakter.

I Sport + forvandler DBX 707 sig til en fuldblodsracer med en stramhed, der overgår de mest sportslige versioner fra konkurrerende mærker. På magisk vis elimineres enhver fornemmelse af en over 2-tons tung SUV. Aston Martin er simpelthen lykkes med at putte en sportsvogn ind i en praktisk SUV.

Jeg er imponeret over, hvor knivskarpt styretøjet er, og hvor godt bid der er i bremserne. Der er keramiske skiver på 420 mm for og 380 mm bag, og de gør præcis, hvad de skal.

707 vejer et stykke over 2 tons, men du mærker ikke vægten, når bilens dynamiske side foldes ud.

Blot 3,3 sekunder fra 0 til 100 km/t

På de små snoede veje rundt i lokalområdet ved Jomfruens Egede, holder jeg tungen lige i munden. Jeg kan inden for lovens rammer ikke folde bilens potentiale ud. Der er launch control og 0 til 100 km/t tilbagelægges på bare 3,3 sekunder. Det er vanvittigt hurtigt i så stor og tung en bil. Topfarten er 310 km/t.

Kunder til 707 vil i realiteten næppe køre race og ej heller tage bilen på bane, men den er sjov at lege med i mellemaccelerationerne og i sving på almindelige veje. Design, motorlyd og køreegenskaber går op i en højere enhed og giver en ”drivers car” fornemmelse, der typisk hører hjemme i lavtliggende sportsvogne.

Aston Martin 707 hører til blandt de mest kraftfulde luksus SUV’er på markedet.

Komfortabel nok til hverdagsbrug

Kundegruppen til den heftige SUV findes formentlig blandt eksisterende fans af mærket, og vælger man en potent DBX med alt den praktik, som en SUV rummer, er der også nødt til at være en vis komfort.

Jeg kører med 22” sommerdæk og den fås med op til 23”. Komforten er fin med 22” fælge, og jeg tænker, den bliver lige til den hårde side med større fælge.

Kabinen giver en fed luksusoplevelse med høj komfort og alt tænkeligt udstyr. Materialerne er udsøgte, og alt virker godt skruet sammen. Pladsen er god og de sportslige sæder yder fin komfort.

Der er masser af knapper på instrumentbordet, og det kan efterhånden virke oldschool i en tid, hvor alt styres fra digitale skærme. Der er bl.a. genvejsknapper til justering af affjedring og motorlyd, og du kan sænke bilen med luftundervognen, så ind- og udstigning lettes.

Gearvalg sker også med knapper. Rent funktionelt fungerer det fint, og der er skam digitale indslag med infotainment og instrumenterne i cockpittet.

En sportsvogn forklædt som SUV

Det er lykkedes for Aston Martin at bringe skarpheden fra en sportsvogn ind i en SUV. Det er imponerende, hvad der kan lade sig gøre rent køredynamisk i så stor og tung en bil, uden komfort og praktisk anvendelighed går fløjten.

Du kan sågar køre offroad “light”, og der er noget cool over den sorte 707’er, når den står der med rygende varm motor, bremseskriver der giver sig og mudder op ad siderne.

Aston Martin DBX 707 koster fra 5.000.000 kr. og testbilen, som jeg kører, koster 5.960.000 kr. med ekstraudstyr og carbon styling-elementer.

Foto: Thomas Saks

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet