fbpx
 
Categories Mød bilentusiasterne

Ugens profil Rikke Aagaard Petersen

Posted on
Ugens profil Rikke Aagaard Petersen

43 år og Communications & Events Manager hos Volvo Car Denmark

Fra Guinness og U2 til sikker, skandinavisk design. Rikke er rykket fra en stilling som pressechef i Tourism Ireland til Volvo Car Denmark, hvor hun siden 1. april 2020 står i spidsen for Volvos danske kommunikation, events og PR.

En uddannelse som Cand.mag. i Engelsk og internationale studier bragte i sin tid Rikke fra studiebyen Aalborg til den pulserende storby London, hvor hun arbejdede i forskellige organisationer. Senest som EU-rådgiver hos British Chambers of Commerce.

Efter syv år i London gik turen tilbage til Danmark hvor Rikke har etableret sig i København med mand og tre børn. Det er næsten villa, Volvo og vovse – dog kunne Rikke ikke drømme om at flytte i villa med ligusterhæk. Hun hører hjemme i byen.

Men Volvoen er på plads. Jobprocessen hos Volvo gik hurtigt og Rikke glæder sig til at få fodfæste i en ny branche. Her vil hun bruge sin erfaring og viden om kommunikation og events til at øge kendskabet til Volvo. Hun vil i det hele taget tilstræbe en 360 graders integreret kommunikation, så der er sammenhæng i de aktiviteter, som sættes i gang.

Hvad glæder du dig mest til i din nye rolle?

Grundet Corona har jeg været meget hjemme, men en stor del af mit job er jo også at komme ud. Jeg glæder mig meget til at besøge Volvos hovedkontor i Sverige og se, hvilken virksomhed, jeg er blevet en del af. Jeg glæder mig også meget til at møde mine nye kolleger på hovedkontoret.

Jeg ser meget frem til min første pressetur med Volvo og til at lære journalisterne i bilbranchen at kende. Det er et helt nyt netværk, jeg skal bygge op.

Hvad har du i din egen garage?

Jeg kører i en Volvo XC40 D3 R-Design. Det gik egentligt lidt hurtigt, da jeg skulle vælge min bil, men jeg har ikke fortrudt valget. Mit hjem er i byen og her passer XC40 perfekt ind. Der er noget urbant over den. Jeg er vild med designet – særligt i R-Design hvor den står lidt mere sporty og har det sorte kontrastfarvede tag. Lygtedesignet er et flot kendetegn ved bilen.

Hvilken bil var din første?

Jeg er en bypige, og har bevæget mig rundt i byen på cykel. Faktisk en el-ladcykel. Den er ret fed. Jeg har tre børn, og da vi fik nummer tre, købte vi vores første bil. Det var en VW Touran. Vi valgte den, fordi den er praktisk og har meget plads.

Er du til køb, leasing eller abonnement?

Min XC40 er en firmabil. At binde sig til noget i dag – udover et huskøb – ser jeg som en tendens, der er for nedadgående. Ser jeg fremad, er jeg overbevist om, at mange vil vælge en fleksibel løsning. Hvis jeg ikke havde firmabil, ville jeg lease.

Når du skal have ny bil, vælger du så mest med hjertet eller hjernen?

Min nabo købte på et tidspunkt en Volvo XC90 – der tænkte jeg, at sådan en ville jeg også gerne have. En flot og stor bil – men næsten for stor at have i byen. En bil skal for mig også gerne være praktisk. Den skal se godt ud og være sikker.

Med tre børn i bilen er sikkerhed et vigtigt parameter for mig. Her er det sympatisk, at Volvo gør meget ud af, at en Volvo også er sikker at køre i for en kvinde. Det betyder bl.a. at Volvo tester til flere kropstyper, når crash test-dukkerne “tager skraldet” i en test. Det er ikke en standard i branchen.

Så vælger jeg mest med hjertet eller hjernen? Jeg ligger nok et sted midt imellem.

Hvis du var en bil, hvilket mærke og model ville det så være?

Da jeg fik min Volvo XC40, gik det op for mig, at den faktisk klæder mig ret godt. Jeg er som nævnt et bymenneske, og jeg har brug for at have by omkring mig. Her passer den urbane XC40 rigtig godt til mig. Så det er nok den, jeg ville pege på.

Hvilken bil er din drømmebil?

XC40 bliver ved med at vende tilbage til mig. Lige nu kører jeg i en dieselversion, men jeg har allerede bestilt en XC40 plug-in hybrid. Min drømmebil er Volvo XC40 i den fuldt elektrificerede version. Det er en flot og kraftfuld bil. Bilen kommer med helt nye sikkerhedsfeatures, som gør den til den mest sikre Volvo til dato.

Har du nogensinde købt en bil, som var et fejlkøb?

Det har jeg ikke.

Hvordan tror du, at danskerne kører i bil i 2030?

Jeg ville ønske, jeg havde en krystalkugle, så jeg kunne give et topkvalificeret svar. Men hvis jeg skulle komme med et bud, så tror jeg, at vi kommer til at “holde bil” på en meget mere fleksibel måde. Fx leasing, minileasing og bil på abonnement.

Jeg tror, at der er lang vej inden de selvkørende biler er udbredt. Om 10 år kan det godt være, at de fleste biler kan køre selv på fx motorvej. Elbiler vil der være flere af – også hybrid – og om 10 år er det måske slut med at købe nye biler med benzin- og dieselmotor.

Men for at el- og hybridbilerne virkelig kan blive udbredt, så skal infrastrukturen være på plads. Der skal flere hurtigladere op og det skal være muligt at have flere opladningspunkter rundt omkring. Nu bor jeg i byen og her skal der virkelig meget infrastruktur på plads, før det giver mening. Det er jo potentielt mange mennesker på lidt plads, som alle gerne vil lade deres bil op, når de kommer hjem fra arbejde.

Vi har p.t. en kampagne hos Volvo, hvor du får gratis el i et år, når du køber en Volvo plug-in hybrid og kører i Pure mode. Pure mode er den indstilling, hvor Volvoen kører på ren el.

Hvilken bilproducent forventer du dig mest af i den kommende tid – og hvorfor?

Det er et stort spørgsmål for mig, som er helt ny i branchen. Hos Volvo har vi tre områder, som driver os: Personal. Sustainable. Safe.
Det er tre grundpiller, som går igen i alt, hvad vi gør. Det er et værdisæt og et drive, som jeg tror meget på – så jeg peger på Volvo. Og jeg har meget høje forventninger. Vi lancerer ikke så mange nye biler – men dem der kommer, er værd at vente på.

Volvo Cars

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: