Volvo vil gerne surfe på den grønne bølge og varsler et bredt udvalg af plug-in hybrid- og el-biler. Den mindste SUV med Volvo badge på snuden – Volvo XC40 – bliver den første 100 % elektrificerede Volvo. Den ser vi forhåbentlig senere på året. I mellemtiden har Volvo lanceret XC40 plug-in hybrid, som findes i to varianter: T4- og en lidt kraftigere T5 Recharge.
Vi har testet Volvo XC40 T5 Recharge med R-Design styling og udstyr. Læs om vores indtryk af bilen og om den er værd at gå efter.

Smooth operator
Som bilanmelder er det både sjovt og interessant at prøve så mange forskellige biler og opleve hvordan bilproducenterne arbejder med plug-in hybrid-teknologien. Så lad os kigge lidt nærmere på, hvordan Volvo har grebet det an i XC40 plug-in hybrid.
Jeg blev lidt overrasket, da jeg så specifikationerne. Volvo XC40 T5 Recharge har en 3-cylindret(!) benzinmotor på 1.5 liter og 180 hk som suppleres med en elmotor. Det giver en samlet ydelse på 262 hk og et moment på hele 425 Nm. Bilen trækker på forhjulene og har således ikke firehjulstræk ligesom en almindelig Volvo XC40 T5. 0-100 km/t klares på 7,3 sekunder og bilen har en begrænset topfart på 180 km/t.
Jeg skal klart indrømme, at den 3-cylindrede benzinmotor gjorde mig skeptisk til at starte med. Men jeg må sige, at den spiller overraskende harmonisk sammen med elmotoren. De to motorer giver samlet en køreoplevelse, som bedst kan beskrives som smooth. Bilen opleves komfortabel og egentlig også ret agil. Du slipper dog ikke helt for vibrationer fra den 3-cylindrede motor, men det er ikke noget, som direkte generer.
XC40 T5 Recharge har en 7-trins DCT automatgearkasse som passer godt til motorens opsætning. Styretøjet virker velafstemt og du har en fornemmelse at kontrol og sikkerhed bag rattet.

Fire driving modes
Volvo XC40 T5 Recharge har fire forskellige driving modes. Det betyder bl.a. at du kan vælge at køre på ren el i ”Pure mode” eller gå i ”Sport mode” med snablen godt nede i benzintanken. Der er også en off road mulighed, hvilket virker lidt spøjs da bilen ikke har firehjulstræk. Den indstilling som nok vil blive mest anvendt er ”Hybrid mode”, hvor bilen selv sørger for at optimere strøm, benzin og hvad der ellers skal til for at bilen kører så langt på literen som muligt.

Hybrid-indstillingen opleves meget behageligt og Volvo har gjort meget for at tilsikre, at du ikke mærker overgange mellem benzin- og elmotor. Det gælder også i lydbilledet, hvor det er svært at høre om bilen kører på el, benzin eller blandet. Det er et stort plus ved denne bil.
Bilen bruger motorbremse til at sende energi tilbage til batteriet og det foregår egentlig ganske ubemærket. Du kan følge med i bilens display, når det sker. Her kan du også se hvornår bilen kører på el- eller benzin.

Husk at lade op når du kan
Med en plug-in hybrid skal du huske at lade bilen op, når du kan. Det kræver tilvænning og det kræver en god infrastruktur med ladestandere. Hvis du fx skal ud og handle ind, så vil en time i en type 2 lader give dig omkring 12-14 km i rækkevidde. Så det nytter at lade, når du kan.
I Volvo XC40 T5 Recharge kan du køre op til 43-45 km ved blandet kørsel og Volvo angiver brændstofforbruget ved blandet kørsel til 50,0 – 45,5 km/l (WLTP). Hvor bilens rækkevidde på ren el ikke er helt i skoven, så havde jeg svært ved at komme i nærheden af det brændstofforbrug, som Volvo angiver. Her ligger vi tættere på 16-18 km/l i testen.
I Volvo XC40 T5 Recharge kan du vælge at ”gemme strømmen” til senere og du kan også lade bilens benzinmotor oplade batteriet. Det er smart.
En cool bil
Designet på Volvo XC40 T5 Recharge kan bedst betegnes som cool. Testbilen står i farven “Glacier Silver” med sort kontrasttag (standard på R-Design) og sorte sidespejle. Afhængig af lyset kan netop denne lak få bilen til at se meget forskellig ud. Testbilen har en opgraderet 20” fælg, hvilket klæder bilen. R-Design har som standard 19” fælge.
Bilens urbane appeal er tydelig og det er også den Volvo, som har den mest ungdommelige udstråling. Det friske og modige design har dog et lille aber dabei, idet knækket på bagdøren op mod C-søjlen stjæler udsyn skråt bagud. Dette kan udfordre overblikket, når du skal tage et højresving i tæt bytrafik omringet af cykler, el-løbehjul og fodgængere.

Slet ikke så lille
Selvom Volvo XC40 er den mindste SUV i Volvos SUV-modelprogram, så er den slet ikke så lille endda. Bilen er rummelig nok til en familie og selv høje mennesker sidder godt og komfortabelt på bagsædet.
Du finder et lille rum under gulvet i bagagerummet og her kan du bl.a. opbevare bilens ladekabel.

Indretningen i kabinen er både flot og praktisk. Kabinedesignet er helt på linje med de øvrige modeller i Volvos program og sæderne er virkelig gode og komfortable. Kvaliteten føles høj og du er ikke i tvivl om, at Volvo gerne vil være et premium mærke.




Sikker Volvo
Volvo XC40 T5 Recharge er ganske pænt udstyret og du har bl.a. varme i rattet og varme i bagsæderne som standard samt bakkamera, parkeringssensor for og bag og LED-forlygter. På sikkerhedsfronten får du stort set alt, hvad du har brug for – dog skal visse assistentsystemer tilkøbes – eksempelvis adaptiv fartpilot og BLIS.
Det er nok de færreste der ved, at en Volvo er testet, så den er lige sikker for både mænd og kvinder. Det er ikke en standard i bilbranchen, hvor mange crash tests udelukkende udføres med mandlige crashtest-dukker . Her har Volvo i mange år testet så en Volvo også er sikker for en kvinde.

Det koster Volvo XC40 T5 Recharge
XC40 Recharge koster fra 426.143 kr. for en T4 med 211 hk. Testbilen uden ekstraudstyr står til 507.140 kr. Det er svært at finde et sammenligningsgrundlag med andre premium SUV plug-in hybrider i samme prisklasse, da der ikke er det store udbyd på markedet endnu.
Der er en Range Rover Evoque plug-in hybrid på trapperne, som virker som en direkte konkurrent til Volvo XC40 T5 Recharge. BMW X2 er også på vej med en plug-in hybrid-version. Kigger vi på mærker som Ford Kuga PHEV så er konkurrencen hård, da den mest veludstyrede Kuga Vignale PHEV står til 320.000 kr.
Gratis el i et år
Volvo XC40 T5 Recharge er en cool SUV med gode køreegenskaber og overbevisende kvalitet og premiumfornemmelse. Plug-in hybrid-teknologien er velfungerende og det er en fed fornemmelse at køre på ren el i en Volvo.
I R-Design-udgaven får du den styling, som giver det lille ekstra til bilen, så den står helt skarpt designmæssigt med bl.a. det kontrastfarvede tag. Og så er udstyrsniveauet højt i R-Design.
Volvo XC40 T5 Recharge giver især god mening, hvis du kører mange korte ture og har god adgang til opladning både hjemme og på jobbet – samt hvor du ellers kommer rundt.
Volvo tilbyder i en kampagne gratis strøm i et år til din kørsel i “Pure mode”. Denne kampagne gælder til d. 30. september 2020. Set i det lys er Volvo XC40 bestemt værd at overveje, hvis du er på udkig efter en SUV plug-in hybrid.

Volvo XC40 T5 Recharge specifikationer
- Motor: 3 cylindret benzin på 1.5 liter + el-motor
- Ydelse: 262 hk ved 5.800 omdr./min
- Max. moment: 425 Nm ved 3.000 omdr./min
- Gearkasse: 7 trins aut. DCT gearkasse
- Brændstofforbrug: 50,0 – 45,5 km/l. ved blandet kørsel (WLTP)
- CO2: 46 – 51 g/km
- Tophastighed: 180 km/t.
- 0-100 km/t: 7,3 sekunder
- Køreklar vægt: 1.875 kg
- Totalvægt: 2.290 kg
- Anhængervægt m./u. bremser: 1.800 kg/750 kg

Konkurrenter
- Range Rover Evoque PHEV
- Ford Kuga PHEV
- Mini Countryman PHEV
- BMW X2 PHEV
Foto: Thomas Saks
plug-in-hybridrechargesuvtestvolvovolvo xc40volvo xc40 recharge