fbpx
 
Categories Mød bilentusiasterne

Mød ugens profil Thomas Ølshøj

Posted on
Mød ugens profil Thomas Ølshøj

49 år, Ejer & Adm. Direktør i Green Garage

Green Garage er en ny bilforhandler, som udelukkende har grønne biler i butikken. Thomas Ølshøj er ejer og adm. direktør i virksomheden. Han er også idémanden bag – godt hjulpet på vej af sin 20-årige datter, der har påvirket sin far til at gå i en mere bæredygtig retning.  

Thomas har gennem hele sin erhvervskarriere haft med biler at gøre. Senest som stifter af Unicars A/S i 2012, en succesfuld autoriseret Opel forhandler i Hillerød og Birkerød, som han valgte at sælge fra i august 2019. Og før det indgik han sammen med to kompagnoner i et 14-årigt langt partnerskab med forhandling af Toyota og Iveco.

I tiden som Opel-forhandler voksede der en idé hos Thomas om at lave en ny forretning med flere mærker. Det var nok i virkeligheden frøet til det, der i dag er blevet Green Garage A/S. Indledningsvist var tanken, at det skulle være en forretning med almindelige benzinslugende biler. Men Thomas’ datter fik ham altså på andre tanker og de grønne biler blev tilvalgt som en strategisk satsning og en måde at differentiere sig på.

Hvad har du i din egen garage?

Thomas er gået all-in på de grønne biler og det gælder selvfølgelig også privat, hvor han kører i en BMW I3. Hjemme i indkørslen står også en Mini Countryman plug-in hybrid, som Thomas’ kone primært kører i.

Her ses den praktiske BMW i3. En større sedan BMW i4 er på trapperne.

Hvilken bil var din første?

Min første bil var en Opel Manta tilbage i 1988, som jeg købte fornuftigt og solgte fornuftigt. Det gav mig appetit på at gå handelsvejen med biler.

Er du til køb, leasing eller abonnement?

Leasing er det, som jeg absolut hælder mest til. Både som privatperson men også rent professionelt som bilforhandler. Tanken om at man skifter relativt ofte, kan jeg godt lide, og på leasingen har man også en lavere likviditetsbinding som forbruger.

Når du skal have ny bil, vælger du så mest med hjertet eller hjernen?

Det er nok mest med hjertet. Det betyder meget for mig, hvordan bilen ser ud.

Hvornår og hvordan startede din passion for biler?

Passionen for biler handler for mig selvfølgelig om selve bilerne, men det handler også meget om salget som håndværk. Det er kombinationen af biler, salg og god kundeservice, som giver mig en passion for det, jeg laver. Og biler er bare lidt mere sexede at sælge end køleskabe.

Hvad er din vildeste oplevelse med biler?

Oplevelsen ved at køre elbil er for mig den vildeste biloplevelse. Jeg er simpelthen så imponeret over køreglæden i el- og hybridbiler generelt. Dertil finder jeg den udvikling, der pågår i netop disse år, med langt mere miljørigtige teknologier, meget betagende. Vi skal alle give et seriøst bidrag til en bedre verden med mindre forurening. Det har vi med Green Garage virkelig en mulighed for at yde vores bidrag til, ved kun at lease og sælge, samt rådgive omkring grønne biler. Det er jeg enormt stolt af.

Hvis du var en bil, hvilket mærke og model ville det så være?

Svært spørgsmål. Men jeg tror, det må være en Volvo XC60. Den er solid og pålidelig – og det er kvalitet uden at flashe for meget.

Hvilken bil er din drømmebil?

Måske en Porsche Panamera hybrid… Nej, det er nok mere en Mercedes-Benz GLE hybrid, når den kommer.

Foto: Mercedes-Benz

Har du nogensinde købt en bil, som var et fejlkøb?

Ikke nogen jeg kan komme i tanke om i privat regi.

Hvordan tror du, at danskerne kører i bil i 2030?

Jeg har en tro på, at en overvejende del af danskerne vil køre i el- eller hybrid-biler. Ikke alle men i hvert fald mere end halvdelen. Jeg har ikke nok indsigt i brintbiler, men måske kunne der også ske noget på den front.

Det er svært at spå om udviklingen med selvkørende biler. Jeg tror ikke vi har 100 % selvkørende biler om 10 år, men i enkelte afgrænsede miljøer vil det nok kunne fungere fint.

I 2030 tror jeg at forsvindende få køber bil i traditionel forstand. Flertallet tror jeg vil lease, leje eller have bil på abonnement.

Hvilken bilproducent forventer du dig mest af i den kommende tid – og hvorfor?

Jeg vil være ked af at låse mig fast på en. Jeg har en tro på, at de bilproducenter som har musklen til at matche disse års tårnhøje krav til udvikling af teknologier og dertil erfaringen og vilje, vil klare sig godt. Jeg har høje forventninger til Volvo, BMW, Mercedes-Benz, Audi, Toyota og Volkswagen. Og selvfølgelig Tesla.

En ny VW ID.4 er på vej. Indtil videre har vi kun set den iført camouflage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: