Den nye performance SUV-coupé er den hurtigste Polestar-producerede bil til dato. Den lander mellem Polestar 2 og Polestar 3 i størrelse og pris. Her er hvad vi ved om den nye Polestar 4.
Ingen bagrude
Designet stjæler en del opmærksomhed ved første kig, for bagruden er sløjfet. Det giver et lidt avantgarde men alligevel smooth udtryk. Linjerne er aerodynamiske med lavt frontparti, udtrækkelige dørhåndtag, rammeløse vinduer og aeroblades bagerst på bilen.

Den samlede længde er 4.839 mm, bredden er 2.139 mm og højden 1.544 mm. En lang akselafstand på 2.999 giver masser af plads i kabinen.
Polestar 4 har et glastag i fuld længde som standard og fås med en funktionalitet, hvor glastaget kan skifte mellem gennemsigtigt eller farvet. Samme feature som VW ID.7 tilbyder.
Glastaget strækker sig over de bageste passagerers hoveder, og mellem sæderne er der en infotainmentskærm til styring af medie og klima – noget vi typisk ser i premiumbiler som fx Range Rover.

Da bagruden er væk, er bakspejlet erstattet af en skærm i høj opløsning, der via et kamera på taget gør at man kan orientere sig bagud. Man kan ændre det til et spejl, så føreren kan se passagererne bagved, hvis det er nødvendigt.
Større transparens om CO2-aftryk
Interiøret og materialerne er designet ud fra temaet ‘soft tech’ og er inspireret af mode- og sportstøjsindustrien. De nye materialer i interiøret omfatter et særligt skræddersyet, strikket tekstil, der består af 100 pct. genanvendt PET samt biobaseret MicroTech-vinyl og dyrevelfærdsmærket nappa-læder.
Materialerne fremstilles af det samme grundmateriale, som gør dem lettere at genanvende, og bilen leveres med en fyldestgørende livscyklusvurdering, der viser bilens reelle CO2-aftryk, sammen med en bæredygtighedsdeklaration for produktionen af Polestar 4.
Tæpper i bilen er fremstillet af genbrugsplast, og gulvtæpperne er fremstillet af ECONYL, der indeholder genanvendt fiskenet. Dørpanelerne er fremstillet af NFPP (naturfiber-polypropylen), hvilket resulterer i op til 50 pct. mindre ny plast og en vægtbesparelse på op til 40 pct. MicroTech, der først blev introduceret i Polestar 3, er en biobaseret vinyl, hvor råolie er erstattet med fyrretræsolie i konstruktionen baseret på genanvendt tekstil.

Hurtigste Polestar til dato
Polestar 4 er den hurtigste producerede bil fra mærket. Accelerationen fra 0-100 km/t sker på 3,8 sekunder leveret fra en drivlinje på 400 kW (544 hk).
Den fås i versioner med dobbelt- og single-motor. Versionerne med single-motor har baghjulstræk og med dobbelt-motor er der træk på alle hjul. Afhængigt af versionen fås den med fælge fra 20-22″ .
Der er to long range-varianter med et 102 kWh-batteri. Long range Dual motor-varianten har 400 kW (544 hk), 686 Nm og en rækkevidde på op til 560 km WLTP. En frakoblings-funktion gør det muligt at frakoble den forreste elmotor for at øge rækkevidde.
Der er op til 200 kW DC- og 22 kW AC-opladning inkluderet i alle versioner. Der er som standard monteret en varmepumpe.
Long range Single motor-versionen har en 200 kW (272 hk) og 343 Nm-motor bagpå og en rækkevidde på op til 600 km WLTP.

Stor skærm med Google
Polestar 4 har en 15,4″ horisontal skærm med indbygget Google – herunder Google Assistant, Google Maps og Google Play.
Et Harman Kardon-lydsystem fås som ekstraudstyr med 12 højttalere og en 1400-watt-hybridforstærker. Der tilføjes yderligere to højttalere til nakkestøtterne på hvert forsæde med den valgfrie Nappa Pack, der øger det samlede antal højttalere til 16. Apple CarPlay er inkluderet.
OTA-opdateringer (over-the-air) giver mulighed for at sende nye funktioner og forbedringer til alle biler.

Sikkerhedsdryp fra Volvo
Polestar 4 låber Volvo-baserede sikkerhedsfunktioner med bl.a. ni airbags inkluderet og SuperVision Advanced Driver Assistance System fra Mobileye.
Der er i alt 12 kameraer, 1 radar og 12 ultralydssensorer som standard. Herunder et fører-overvågningskamera – der kun videregiver data uden at optage video – og som overvåger førerens øjne og hovedbevægelser for at hjælpe med at undgå uheld i forbindelse med træthed eller uopmærksomhed.
Et 10,2″ digitalt cockpit viser hastighed, batteri og rækkevidde. Når de forskellige assistent-systemer bliver aktiveret, kan en virtuel gengivelse vise andre trafikanter samt aktuelle køreassistent-funktioner og navigationsoplysninger.
Der er head-up display-projektor (HUD) på 14,7″ foran føreren, som projekterer vigtige oplysninger om køretøjet, opkald og navigation på forruden.

Udstyr købes i pakker
Ligesom med Polestar 2 kan 4’eren fås med pakker. Plus-pakken indeholder opgraderinger på komforten og teknologien, mens Plus Pro-pakken giver et karrosseri, der er farvekodet til at matche resten af bilen, samt glastag der kan skifte mellem transparens og farve. Der er også ekstra indvendig belysning. Nappa Pack kan tilpasses som supplement til Plus-pakken og omfatter dyrevelfærdsmærket Nappa-læder med ventilation, massage og ekstra højtalere i hovedstøtten på forsæderne.
Pilot-pakken indeholder Pilot Assist og de tilhørende ekstra funktioner.
Performance-pakken øger performance-looket og køreoplevelsen af Long range Dual motor-versionen med 22″ fælge, Brembo-4-stempel, Polestar Engineered-performancetuning af chassiset og svenske gulddetaljer på bremser, sikkerhedsseler og ventildæksler – ligesom vi kender fra Polestar 2.
Lanceres i 2024 i Europa
Polestar 4 lanceres indledningsvis i Kina med planlagt produktionsstart i Hangzhou Bay, Kina, til november 2023.
Lancering på andre markeder, herunder i Europa, Nordamerika, Asien og Stillehavsområdet, er planlagt til begyndelsen af 2024.
Vejledende lanceringspriser begynder fra 60.000 EUR.

Foto: Polestar
polestarpolestar 4