Rækkeviddeangst? Ikke her. En topmoderne platform og et smukt strømlinet design gør Audi A6 e-tron til en oplagt pendlerbil. Jeg tog den på en længere tur på tværs af Danmark for at se, hvordan den klarer sig.
Delt premium platform
På en helt ny 800 volt platform delt med Audi Q6 e-tron og Porsche Macan har Audi lavet en elektrisk udgave af A6, der fås som Avant og Sportback. Det er Sportback, jeg har fat i her.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg har glædet mig til at komme bag rattet i den nye Audi A6 e-tron. Det er den første elektriske model fra mærket, der ikke er en SUV, og det betyder noget for design og køreegenskaber.
Når vi har med elbiler at gøre, har det lavere og lettere format også en anden fordel: Længere rækkevidde. Med en cw-værdi på kun 0,21 har Audi A6 Sportback e-tron på papiret 750 km at gøre godt med og 733 km i testbilen med udstyr.


Tur på tværs af Danmark
Men hvordan ser det ud i virkeligheden? Jeg tager et reality-check og kører fra Virum til Struer til et møde med en samarbejdspartner.
Turen på 380 km foregår på motorvej det meste af tiden. Jeg kører 110 km/t men også 130 km/t på pænt lange strækninger. Min gennemsnitsfart ved ankomsten har været lige over 100 km/t i morgentrafikken.
Udgangspunktet er et fuldt opladt batteri på 100 %, som i performance-udgaven er på 100 kWh (94,9 kWh netto). Der er lune forårstemperaturer på dagen.
Ved ankomsten i Struer har jeg 20 % strøm tilbage på batteriet. Mit forbrug ligger lige altså lige omkring 20 kWh/100 km.
Der er en Clever lynlader ved virksomheden, jeg er på besøg hos, og jeg sætter bilen til at lade op ved min ankomst. Da jeg kommer ud igen en time senere er den ladet op til 100 % – og den har været færdig med at lade allerede en halv time efter min ankomst.
Den avancerede 800 volt platform klarer op til 270 kW på det højeste punkt, men ladekurven er generelt så fornuftig, at 10-80 % opladning kan klares på lige omkring 20 minuntter.
Turen tilbage til Virum går ligeledes som en leg, og jeg kan konstatere, at de knap 800 km tilbagelagt i Audi A6 Sportback e-tron generelt har været en optur.

Behagelig rejsemakker
Bilen tilbyder fin komfort på den lange tur. Den er støjsvag – hvilket bl.a. akustikglas i for- og sideruder hjælper med – og man sidder godt bag rattet. Dertil kommer en tilpas intelligent adaptiv fartpilot, som selv sørger for at justere farten efter den de påbudte tavler.
Det er afslappet, stressfrit og behageligt. Bilen er som skabt til de lange stræk og har i øvrigt en størrelse, som også gør den ideel som familiebil. Der er fin plads i kabinen, men vil du have en mere rummelig fornemmelse over hovedet på bagsædet, skal du gå efter Avant.

Bagagerummet sluger pæne 502 liter, hvilket er det samme som i Avant. Lægges sæderne ned har Avant dog en fordel på pladsen.


Masser af kræfter
Med 367 hk mærker jeg tydeligt, at vi har med en potent bil at gøre. Den accelererer fra 0-100 km/t på 5,4 sekunder og topfarten er 210 km/t. Sidstnævnte er særligt værdifuldt, hvis turen går sydpå gennem Tyskland på Autobahn, og man gerne vil strække ben på strækninger uden hastighedsbegrænsning.
Bilen har en fake e-tron sportslyd. Nogle vil elske det – mens andre står af. Jeg er på heppekoret, da lyden – fake eller ej – giver noget til køreoplevelsen – særligt når du kører lidt friskt og dynamisk.
Køredynamisk ligger A6 Sportback e-tron godt i svingene. Du får fuld valuta for bilens lave tyngdepunkt, hvor det opleves som om den nærmest suger sig fast til asfalten i svingene. Bilen har dynamisk undervogn som standard.
Alt dette sker uden at sætte komforten over styr, og jeg tager hatten af for den fine balance, Audi er lykkes med her. Alligevel imponerende når man ved, at bilen vejer lidt over 2,2 tons.

Kabine med lækker digital brugerflade
Kigger vi på oplevelsen i kabinen er der godt styr på materialer og betjening. Særligt når man vælger S line selection, som udover at løfte kabineoplevelsen også giver specielle 20” fælge. Fælgene giver mig sjovt nok en lretrovibe tilbage til 80’ernes Audi 100.
Som yderligere udstyr har testbilen Dinamica mikrofiber/læder interiør, der løfter oplevelsen yderligere. Det koster 15.549 kr.
Alle udstyrsmodeller har den store panoramaskærm, som vi kender fra Q6 og den nye A5. Jeg kører i udstyrsversionen Progress plus, hvor der også er en skærm til forsædepassageren. Her kan man fx se YouTube. Denne variant er generelt godt udstyret og absolut værd at gå efter.

Under testen glæder det mig, at softwaren spiller. Der er ingen udfald eller problemer, og det er ekstremt nemt at navigere rundt. Grafikken står skarpt og selv i sollys er det let at se, hvad der er på skærmene. Der er ikke noget værre end når softwaren driller, så point til Audi for at levere et færdigt system.
Vellykket elektrificering af A6
Samlet set står Audi A6 Sportback e-tron som en yderst komplet, moderne og velkørende bil. Den kan kurere alle med rækkeviddeangst og tilfredsstille dem, som har brug for hurtig opladning og komme videre i teksten. Og så skader det jo ikke, at designet er lige i øjet.
Audi A6 Sportback e-tron fås fra kr. 554.990 kr. og testbilen koster fra 644.990 kr. uden ekstraudstyr.
Vinterklimareguleringspakke (ratvarme, sædevarme bag, komfortparkeringsklimaregulering) til kr. 10.000 ville jeg vælge med.
Har du luft i budgettet så sæt også kryds i S line selection pakken til 30.000 kr. hvor du bl.a. får opgraderet til de flotte 20” fælge samt en række andre styling elementer, der understrege det sportslige udtryk uden elegancen går tabt.

Specifikationer Audi A6 Sportback Progress plus e-tron performance
- Samlet ydelse: 270 kW / 367 hk (280 kW ved launch control)
- Samlet max. moment 565 Nm
- Batterikapacitet 94,9 kWh netto (100 kWh brutto)
- Rækkevidde op til 750 km for A6 Sportback e-tron performance op til 733 km for testbilen m/udstyr
- Forbrug (blandet kørsel) 14,1 kWh/100 km for A6 Sportback e-tron perform. 14,5 for testbil m/udstyr
- Ladehastighed AC/DC: 11 kW (3 faser / 16 A) / 270 kW (800 volt) – 21 min for 10-80% SoC
- Tophastighed 210 km/t.
- Acc. 0-100 km/t. 5,4 sek.
- Køreklar vægt 2.250 kg
- Totalvægt 2.750 kg
- Anhængervægt m./u. bremser 2.100 kg/750 kg
- Bagagerum (for/bag/sæderne lagt ned) 27 liter / 502 liter / 1.330 liter
Foto: Thomas Saks