fbpx
 
Categories Biltest

Test: Kia Sorento 1.6 T-GDI Plug-in Hybrid 4WD

Posted on
Test: Kia Sorento 1.6 T-GDI Plug-in Hybrid 4WD

Den har vundet et hav af priser og ved vores første testkørsel i dieselvarianten vandt den også mit hjerte. Kia Sorento er en gennemført 7-sæders SUV, der nu også fås som plug-in hybrid med en elektrisk rækkevidde på 57 km. Til priser fra 429.000 kr. ligner den et røverkøb. Men er den værd at gå efter? Få svaret i denne anmeldelse.

Testbilen er i udstyrsversionen Premium.

Den billigste i programmet

Lad os slå det fast fra starten: Plug-in hybrid-varianten er den billigste Sorento i modelprogrammet. Selv i højeste udstyrsversion Premium er den billigere end diesel- og hybrid-modellerne i laveste udstyrsversion Prestige. Det er samtidig den variant, som kan trække mindst – nemlig 1.500 kg.  

Ligesom hybrid-varianten har Sorento plug-in hybrid en 6-trins automatgearkasse. Det er kun diselvarianten, som har 8-trins automatgearkasse, og det er også den variant, som må trække mest (2.500 kg).

Batteriet er placeret under kabinens bund, så du har fortsat et gigantisk bagagerum på over 800 liter med bagsædet i bagerste position. Og som i de øvrige modeller kan du med et snuptag omdanne bilen til en 7-sæders SUV.

Der er masser af komfort ved bagsædet.

Noget af det, som jeg virkelig synes er godt ved Sorento, er, at den er så anvendelig og alsidig. Anden bagsæderække kan justeres ved at skubbe det hele eller dele af det frem og tilbage, og bagsæderyglænet lader sig også indstille.

Hele kabinens indretning virker i det hele taget så velgennemtænkt, at det er svært at finde tilsvarende SUV’er, som løser opgaven ligeså godt. Der er tænkt over alt i forhold til praktikalitet og funktionalitet, og oplevelsen af kvalitet og finesse er så tilpas høj, at Sorento kan måle sig med premium mærker i helt andre prisklasser.

Bagagerum: 809 liter bag 2. sæderække / 175 liter bag 3. sæderække

Stærk, stille og smooth

Kia Sorento plug-in hybrid er en firehjulstrækker med to motorer, og den mest kraftfulde i programmet. Den har en 1.6-liters turboladet benzinmotor med direkte indsprøjtning, som alene yder 180 hk og leverer et drejningsmoment på 265 Nm.

Forbrændingsmotoren er kombineret med en højtydende litium-ion-polymer-batteripakke på 13,8 kWh og en kraftfuld elmotor, som yder 66,9 kW og et drejningsmoment på 304 Nm. Elmotors rotor er optimeret med en to-trins lamineringsproces, som reducerer støj og vibrationer. Tilsammen giver disse drivlinjekomponenter Sorento Plug-in Hybrid en systemydelse på op til 265 hk og et drejningsmoment på 350 Nm.

Det er en fed oplevelse at køre på el i den store SUV. Den føles stærk, stille og helt smooth. Der er et imponerende lavt støjniveau i kabinen, og du motiveres virkelig til at køre på el, når oplevelsen er så fed. Med benzinmotoren i gang føles opfører Sorento sig også eksemplarisk, men der kommer selvfølgelig lidt mere motorstøj.

I de første dage af testen var mine ture primært korte. Her beviser Kia Sorento plug-in hybrid, at rækkevidden på 57 km ikke er urealistisk. Hvis du har adgang til en ladestander og har forholdsvis korte daglige ture, vil du kunne køre på el det meste af tiden.

Jeg var også på en længere tur på motorvej i løbet af testugen, og her står det klart, at den bliver lidt tørstig, når strømmen er spist og de dyre benzindråber skal serveres. Ved motorvejskørsel og skiftende hastigheder mellem 110 og 130 km/t ligger benzinforbruget mellem 10-12 km/l i min test. Ved mere blandet kørsel ser tallene lidt pænere ud.   

Kia Sorento plug-in hybrid leverer kørekomfort på højt niveau. En række køreprogrammer giver mulighed for at vælge en lidt mere sportslig kørsel, og med bilens firehjulstræk kan du også optimere bilen til kørsel i terræn med sne, mudder eller sand. Det gør KIA Sorento til en god allrounder i SUV-klassen.

Omfattende udstyr

I Premium-udgaven, som jeg tester, får du alt tænkeligt udstyr, og jeg værdsætter særligt de lækre sæder med varme og køl, head-up display, lækker BOSE lyd og trådløs opladning af mobilen.

Glassoltag kan tilkøbes som ekstraudstyr til 20.000 kr.

Infotainmentskærmen er bred og nem at anvende. Herfra kan du indstille stort set alt i bilen. Og der er mange – rigtig mange – indstillingsmuligheder. Ambientebelysning i kabinen kan indstilles i et hav af farvemuligheder. Det digitale cockpit har også forskellige visningsmuligheder – lige fra klassisk til moderne.

Ambientebelysning i kabinen kan indstilles i et hav af farvemuligheder.
I bedste premium-stil er der rullegardiner ved de bagerste sideruder.
De forreste sæder har både varme og køl. Nappalæder koster 15.000 kr.

Læs mere om udstyr her.

Helt nye sikkerhedsfeatures

Noget af det, som jeg synes er genial nytænkning i KIA Sorento, er bilens blind-spot kameraer. Når du skal dreje eller skifte vognbane og aktiverer blinklyset, tændes en skærm i det digitale cockpit. Og vupti – væk er de blinde vinkler. Det ikke bare lyder smart – det er super smart og meget anvendeligt fx ved højresving i tæt bytrafik eller ved overhalinger på motorvejen.

Blind spot kamera er en ekstra sikkerhed – bl.a. i tæt bytrafik .

De forskellige assistentsystemer i KIA Sorento giver dig en oplevelse af, at bilen kan køre selv. KIA Sorento læser fx skilte og tilpasser hastigheden. Vejbaneassistenterne er absolut i den bedre ende af skalaen.

En lang række andre sikkerhedsfeatures har også fundet vej til KIA Sorento. Fx en ”safe exit” funktion, så du ved parkering langs en trafikeret vej kan være sikker på, at børnene først kan stige ud (døren låses op), når der er fri bane for trafik. Og der er airbags mellem sæderne, så passagerer ikke hamrer hovederne sammen.

En sensor på bagsædet fortæller dig, om du har husket at fjerne tasker – eller spædbørn – når du forlader bilen. Men husker man da ikke sit barn, når man forlader sin bil? Der er desværre historier fra det virkelige liv, som fortæller, at det kan glippe. Og når først solen bager, kan det gå grueligt galt. Igen er det godt tænkt af KIA, og det beviser, at mærket også kan være first mover med ny teknologi. Det er altså ikke kun forbeholdt Mercedes-Benz at have den rolle.

Læs mere om sikkerhedsfeatures her.

Uhørt meget bil for pengene

KIA Sorento plug-in hybrid fås i tre udstyrsversioner – Prestige, Upgrade og Premium – og for at få adgang til mange af de premium features, som jeg nævner og værdsætter, skal du sætte flueben ved Premium-modellen.

Testbilen i Premium-versionen står til 539.000 kr. og tilbyder uhørt meget bil for pengene. Privatleasing er på vej.

Kig Sorento plug-in hybrid er bestemt værd at gå efter. Særligt hvis du har adgang til ladestander og køre mange korte ture i dagligdagen. Hvis du har behov for at trække tungt, kommer du ikke uden om dieselvarianten, som klarer den diciplin bedre.

Det bedste ved KIA Sorento

  • Fed “elbil oplevelse”
  • Holder rækkevidden godt
  • Alsidig og anvendelig – en god allround 7-sæders SUV
  • Masser af nytænkning – især de nye sikkerhedsfeatures er godt tænkt
  • Høj kvalitet og premium feeling

Det kunne være bedre

  • Benzinforbrug i den høje ende – særligt ved motorvejskørsel

Specifikationer

  • Motor: 1,6 T-GDI / elektrisk motor (360 V)
  • CO2 udslip: 38 g/km
  • Samlet ydelse: 265 hk
  • Max. moment: 350 Nm
  • Tophastighed: 193 km/t
  • Gearkasse: 6-trins AUT
  • Præstation (0-100): 8,7 sek.
  • Anhængervægt m. bremse: 1.500 kg
  • Brændstofforbrug: 62,5 km/l v. blandet kørsel
  • Bagagerum: 809 liter bag 2. sæderække / 175 liter bag 3. sæderække
  • 7 års garanti

Foto: Thomas Saks

3 kommentarer

3 kommentarer

  1. Kan Kia Sorento plug-in-hybrid 2021 også oplade batteriet ved kørsel og brug af benzinmotoren?

    1. Hej John. Den kan lade batteriet mens du kører og bl.a. genvidne energi når du bremser. Det batter dog ikke det store.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: