fbpx
 
Categories Biltest

First Drive: Kia Niro EV og PHEV

Posted on
First Drive: Kia Niro EV og PHEV

Kia Niro kom på markedet i 2016 som en praktisk mellemklasse crossover med hybridmotor. Siden er flere elektriske varianter kommet til – først som plug-in hybrid i 2017 og året efter som ren elbil. Afløseren står nu klar på en helt nyudviklet platform, hvor alle tre drivlinjer lanceres i ét hug. Vi har været en tur i Frankfurt for at køre den nye Niro, og her er vores første indtryk.

Foto: Kia

Der er små designforskelle afhængig af drivlinje. Mest anderledes er den elektriske Niro, hvor der bl.a. er en låge til ladestik i fronten og anderledes fælge.

Nyt frisk design

Niro er Kias tredje mest solgte model, og har siden lanceringen solgt over 350.000 eksemplarer i Europa. I Danmark er særligt plug-in hybriden populær, og vi har i tidligere tests berettet om fine køreegenskaber, god plads og fornuftig rækkevidde på el – desværre pakket ind i en jævn kedelig krop.

Siden har Kia fået ny strategi og mere mod. Med sloganet ”Movement that inspires” skal det være slut med gode biler i kedelige klæder. Se bare på den nye Kia EV6, Sorento og Sportage, som i den grad er faldet i hænderne på modige og visionære designere.

Den nye Kia Niro er ingen undtagelse. Designet er langt mere ungdommeligt og friskt. Den fås i ni forskellige farver og kan individualiseres med kontrastfarvede eller indfarvede C-stolper og tre forskellige typer finish til sideskørterne alt efter den valgte udstyrsvariant. På EV-versionen er der tofarvet lukket kølergrill og sideskørter samt modelspecifikke 17” aluminiumsfælge.

Bagenden har fået et langt mere skarpt designudtryk med de boomerangformede LED-baglygter. Den ser bredere og mere muskuløs ud, og det klæder virkelig Niro.

Mere rummelig kabine

Den nye Niro er større end forgængeren og har en længde på 4.420 mm (+65 mm), en bredde på 1.825 mm (+20 mm) og en højde på 1.570 mm (+10 mm). Akselafstanden er på 2.720 mm.

Den nye Niro føles rummelig og det slanke sædedesign frigiver ekstra benplads til bagsædepassagererne.

Med en bagagerumskapacitet på 475 liter og yderligere 20 liter i opbevaringsrummet under frontklappen har den nye Niro EV en samlet bagagerumskapacitet på 495 liter. Det er flot i den bilklasse. PHEV-modellerne har en bagagerumskapacitet på 348 liter grundet batteriets placering.

Instrumentbordet minder om det, vi ser i den nye Kia EV6 og Kia Sportage. En flot curved skærm har et 10,25” display til infotainment og navigationsinformationer samt bilens generelle indstillinger. Der er digitalt cockpit som kan suppleres med et 10” head-up-display, som bl.a. viser hastighed og navigationsanvisninger. Det er unikt i denne bilklasse.

Kvalitet og finish virker gennemført, og Kia har skruet op for brugen af genbrugsmaterialer i bl.a. bilens sæder og loft. Her er endnu en Kia, hvor den oplevede kabinekvalitet overgår mange af de konkurrerende mærker.

Plug-in hybrid og elbil mest oplagt i Danmark

Ved pressepræsentationen tilbyder Kia testture med alle tre drivlinjer – HEV, PHEV og EV. Vi holder os til PHEV og EV, da den nuværende afgiftsmodel får HEV’en til at ligne et virkeligt dårligt køb.

Første tur foregår i plug-in hybriden. Den har Kias 1,6-liters GDI-benzinmotor kombineret med en 62 kW elmotor, som giver en samlet systemydelse på 183 hk (203 Nm) og en elektrisk rækkevidde på op til 65 km (WLTP ved blandet kørsel). Batteriet er på 11,1 kWh.

Med den nye Niro lancerer Kia for første gang en intelligent Green Zone-køreindstilling i Europa, så bilen automatisk skifter til eldrift i nærheden af skoler og hospitaler og andre områder, som er defineret som Green Zones. Man kan selv tilføje flere Green Zones efter eget ønske.

Vi kører på ren el den første del af turen i en byzone, hvor bilen glider støjsvagt og komfortabelt gennem trafikken. Den regenererende bremseeffekt kan indstilles i tre niveauer, hvor den kraftigste særligt giver mening i tæt bytrafik.

Senere får den lidt mere gas på lande- og motorvej, og bilens samlede systemydelse kan folde sig ud. De 183 hk virker tilpas til bilens størrelse, og selv med benzinmotoren i gang er bilen behageligt støjdæmpet. Direkte hurtig er den dog ikke. 0-100 km/t sker på 9,6 sekunder og topfarten er 168 km/t.

Plug-in hybriden må trække 1.300 kg.

Ved blandet kørsel kan vi se, at den elektriske rækkevidde på 65 km ikke er helt skudt ved siden af. Opladningen tester vi ikke i First Drive, så den tester vi, når pressebilen lander hos os i Danmark. På papiret tager en fuld opladning 3,5 timer med 3,6 kW AC opladning.

El-varianten er favoritten

Den helt store køreoplevelse får vi i EV-version, som er en kraftig sag med en ydelse på 204 hk (255 Nm) og en tophastighed på 167 km/t. Den accelererer fra 0-100 km/t på 7,8 sekunder.

Størrelsen på batteriet er 64,8 kWh og kan oplades fra 10-80 % på lidt over 40 min. i en lynlader (77 kW ladekapacitet). Systemet kan forvarme batteriet, så man kan lade hurtigt selv i meget koldt vejr. Batteriet er placeret i bunden af bilen.

Vi har til gode at teste opladningstiden i Niro EV. Umiddelbart virker 77 kW hurtigladning ikke specielt hurtigt, så det kræver en god ladekurve, hvis det ikke skal tage for lang tid.

Kia Niro EV må trække 750 kg.

Kia har udviklet i-PEDAL, som gør det muligt at køre one-pedal i Niro EV. Funktionen kan deaktiveres, når du fx kører på motorvej, hvor flowet ikke harmoner så godt med den kraftige regenererende effekt.

Kia Niro EV er klart vores favorit. Den kører lige en tand mere smooth end PHEV’en, er super støjsvag og komfortabel og så er den mere frisk i accelerationerne, hvor 0-100 km/t foregår 2 sekunder hurtigere end i plug-in hybriden. Vi glæder os over at se, at rækkevidden ser ud til at holde rigtig godt. Ved starten havde vi 48 % strøm tilbage på batteriet, og efter en god times frisk kørsel er der lige omkring 42 % tilbage. Det lover virkelig godt.

Tre udstyrsversioner

Kia Niro er udstyret med alt det nyeste inden for assistent- og sikkerhedssystemer fra Kia, og listen er lang. Udover en udvidet nødbremsefunktion er der bl.a. intelligent skiltegenkendesle m. hastighedsassistent, udvidet vognbaneassistent, motorvejsassistent, træthedsregistrering, fjernlysassistent, navigationsbaseret adaptiv farpilot, aktiv blindvinkelassistent, bakkamera og assistent for bagvedkrydsende trafik.

På udstyrssiden er det imponerende at se, hvad Kia kan tilbyde i denne klasse – bl.a. head-up display. Kia ændrer lidt på udstyrsvarianterne, så billigste variant nu bare hedder Niro. Derefter følger Prestige og på toppen Upgrade.

Niro fås med bl.a. med Remote Smart Parking Assist, som vi har set i andre Kia-modeller. Vehicle-to-device opladning er også muligt – en funktion, som vi kender fra bl.a. Kia EV6. Det betyder at bilens batteri kan bruges til eksterne elektriske apparater via en adapter i ladestikket.  

Nu giver Niro mening

Billigste Niro PHEV koster fra 309.900 kr. op til 379.900 kr. og Niro EV koster fra 339.000 kr. op til 379.000 kr. Oplagte konkurrenter i den prisklasse er VW ID.3 og Renault Megane Electric.

Den nye Kia Niro EV står skarpt i både PHEV- og EV-udgave, men vores favorit er klart Niro EV. Kia forventer da også, at der med den nye model vil ske en forskydning, så der potentielt sælges flere fuldelektriske Niro’er end plug-in hybrider, som er storsælgeren i det foregående modelprogram.

Med den nye Kia Niro har Kia formået at forbedre bilen på alle punkter, og de har forstået, at indpakningen betyder noget. Det nye moderne design binder tingene sammen: En god bil i et godt design. Nu giver Niro pludselig meget mere mening.

Den nye Kia Niro lander i Danmark i løbet af sommeren.

Foto: Kia

Carlife365 var inviteret til Frankfurt af Kia Danmark.

Foto: Thomas Saks

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: