fbpx
 
Categories Biltest

Test: Volvo V90 Recharge T6 eAWD R-design

Posted on
Test: Volvo V90 Recharge T6 eAWD R-design

V90 er Volvos flagskib i stationcargenren med masser af plads, flot design samt høj komfort og sikkerhed. Vi har testet den i plug-in hybridudgaven med firehjulstræk, 8-trins automatgeargasse og hele 340 hk. Er det mon den bedste stationcar på markedet lige nu? Det kan du blive klogere på i denne anmeldelse.

Et billede, der indeholder træ, udendørs, bil, parkeret
Automatisk genereret beskrivelse
Længde: 4945mm – Bredde: 1879 mm – Højde: 1472 mm

En elegant kæmpe

Villa, Volvo og vovse – det svenske bilmærke er nærmest blevet indbegrebet af familiebilen over alle familiebiler. Men ikke kun på grund af dette udtryk. Diverse film og tv-serier gennem årene har også været med til at portrættere den klassiske familiebil som en Volvo. Og med god grund. For svenskerne har i mange år formået at lave robuste, stilrene og rummelige biler – og Volvo V90 er ingen undtagelse.

Det er en smule svært at beskrive, men i min optik har Volvo ramt fuldstændig plet med designet af V90’eren. Jeg kan tage mig selv i at stå og betragte bilen på den der lidt stener-agtige måde, hvor du ikke helt ved om der er gået 5 sekunder ller 5 minutter. Og det, som betager mig allermest, er, hvordan de har formået at designe en bil, som både udstråler elegance og overklasse uden at det bliver bling. Det er en kombination, meget få biler formår at ramme.

Længde: 4945 mm - Bredde: 1879 mm - Højde: 1472 mm
Elegance og overklasse uden bling. Sådan er designet på Volvo V90.

Samtidig med at Volvo V90 er kræs for øjet, er det en stor bil, der fylder godt på vejen med sine 5 meter i længden og 1,9 meter i bredden. Den er dog ikke specielt høj, og den semi-lave taglinje gør faktisk, at den bliver en smule shooting-brake-agtig at se på, hvilket kun er et kæmpe plus.

Testbilen står utrolig flot i den champagne/lysegrå farve, og kombineret med sorte indfarvede spejle, frontgitter samt for- og bagkofanger, er bilen frisk at se på med et strej af sportslighed. De 19 tommer alufælge i sort/krom komplimenterer kun looket yderligere.

I mørke gør Volvo V90 sig bemærket med de velkendte Thors Hammer LED-forlygter, som man også ser på andre Volvo-modeller. Bagtil er der L-formet baglygter, der klæder bilen rigtig godt – og når man låser bilen op, kommer der endda et lille lyshow, når baglygterne ’’tænder op’’ fra den ene ende til den anden. Rigtig fed detalje.

Bagenden har et shooting brake-agtigt udtryk.

Nyt Google infotainmentsystem

I kabinen i Volvo V90, får man følelsen af at være indkapslet. Ikke på en klaustrofobisk måde, men på en tryg og behagelig måde. Man sidder lavt i bilen omringet af læder og aluminium, og man føler virkelig, at det er en robust bil, man sidder i. Der er intet, der giver sig eller knager, og det hele er lækkert at røre ved.

Et billede, der indeholder bil, bagagerum, transport, ovn
Automatisk genereret beskrivelse

De nærmest skålformede læder- og alkantara sæder er nogle af de mest komfortable, jeg har siddet i. Man sidder så godt, at man næsten ikke har lyst til at forlade bilen igen. Sæderne er fuldt elektriske og kan indstilles i både længden og ved lårene.

På bagsædet er der oceaner af plads, og her sidder man næsten lige så komfortabelt som foran. I bagagerummet mærker man ikke, at bilen har et batteri, for her er der plads til hele 560 liter.

Ved forsæderne styres bilens 12’’ infotainment touchskærm. Men man behøver faktisk slet ikke bruge fingrene, for Volvo har ved modelårsskiftet (modelår 22) integreret et nyt Google infotainmentsystem i V90 og flere andre modeller, som er stemmestyret.

Et billede, der indeholder bil, udendørs, parkeret, sæde
Automatisk genereret beskrivelse
Det er muligt at downloade forskellige apps til bilen. Jeg prøvede f.eks. at downloade Easypark appen, så man ikke behøver at finde mobilen frem, når man skal parkere. Det er smart.

Infotainmentsystemet fungerer rigtig godt. Man behøver bare at sige ’’Hey Google’’, og så kan man faktisk fortælle bilen, hvad man vil – alt fra rutevejledning til nærmeste tankstation til skift af musik kan styres med stemmen. Og det fungerer overraskende problemfrit.

En harmoni af power og lethed

På vejen viser Volvo V90 Recharge virkelig sit værd. Køreoplevelsen er alsidig, og man får lidt af det hele. Har man bilen i hybridmode eller ’’Pure’’, som er ren elkørsel, flyder bilen let og elegant afsted. Det er dejligt i byen, og den er virkelig støjsvag. Rækkevidden er op til 62 km på ren el. I testen rammer jeg 45 km.

Et billede, der indeholder træ, udendørs, bil, himmel
Automatisk genereret beskrivelse

Skifter du drive mode til ’’Power’’, bliver køreoplevelsen en helt anden. Den 2.0-liters benzinmotor starter op, speederen bliver mere følsom og styringen opstrammes. Benzinmotoren og elmotoren kombineres, og bilens ydelse lander nu på 340 hestekræfter. Det mærkes blandt andet ved accelerationen, hvor den 2,1 tons tunge familiebil klarer 0-100 km/t på bare 5,9 sekunder. Det er imponerende hurtigt.

Jeg tog bilen på en længere tur, og det må siges at være her, den føler sig mest hjemme. Komforten er i topklasse og kombineret med den utrolige støjsvage kørsel, selv med 130 km/t på motorvej, er Volvo V90 Recharge helt perfekt til langture. Jeg fik den op på 13-14 km/l på en okay lang motorvejstur, og det er helt okay for en bil i den størrelse og med den motorkraft.

De forskellige førerassistenter arbejder godt sammen, og det er en fornøjelse at køre på motorvej med lane assist og adaptiv fartpilot slået til, hvor bilen nærmest kører selv.

Og som Volvo jo er kendt for, så er sikkerhed noget, som er i højsædet. Det betyder bl.a. at alle nye Volvoer siden sidste år er begrænset til 180 km/t. Den har selvfølgelig opnået topkarakter hos Euro NCAP i crash test.

En fantastisk bil til familien

Efter en uge i selskab med Volvo V90 Recharges står det mig klart, at den er en fantastisk bil til familien. Og det er svært at pege på en stationcar, som gør det bedre end Volvo V90 Recharge.

Det flotte og tidsløse design, komforten, pladsen og ikke mindst køreegenskaberne går alt sammen op i en højere enhed. Og fordi det er en plu-in hybrid, er priserne ligefrem attraktive. Volvo V90 Recharge T6 aut., som jeg har kørt, fås fra 533.868 kr. i Inscription udgaven. Man får altså utrolig meget kvalitet og bil for pengene, hvis man vælger at gå plug-in hybridvejen.

Så er man familien med trang til kvalitet og sikkerhed, samtidig med at bilen gerne må være lidt kvik, er Volvo V90 T6 eAWD et oplagt valg.

Det bedste ved Volvo V90 Recharge

  • Design
  • Plads
  • Sæder
  • Google infotainmentsystemet
  • Motorkraft

Det kunne være bedre

  • Rækkevidden på el i testen er lavere end de officielle tal

Konkurrenter

Foto: Søren Sahl

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: