Categories Bilnyheder

Zeekr 9X vil udfordre de etablerede luksus-SUV’er

Posted on
Zeekr 9X vil udfordre de etablerede luksus-SUV’er

Foto: © Zeekr

Zeekr har på få år markeret sig som et ambitiøst nyt bilmærke på det europæiske marked. Nu tager det kinesiske mærke endnu et stort skridt med introduktionen af den nye Zeekr 9X – en luksus-SUV, der skal dyste mod store SUV-modeller i premiumklassen.

En hybrid – men kører som en elbil

Zeekr 9X har en hybrid-drivlinje. Ja, du læste rigtigt. Men det hele er vendt lidt på novedet. Normalt forbindes en hybrid med en benzinmotor, der blot får lidt hjælp fra en elmotor. Zeekr gør det modsatte.

Den nye Super Hybrid-drivlinje er udviklet med udgangspunkt i den elektriske køreoplevelse. Under normal kørsel er det de to elmotorer – én på hver aksel – der driver bilen. Benzinmotorens primære opgave er at fungere som generator og producere strøm til batteriet, når det er nødvendigt. Først ved høj belastning eller motorvejshastigheder kan benzinmotoren kobles direkte til forakslen og bidrage til fremdriften.

Det betyder i praksis, at bilen det meste af tiden skal opleves som en elbil med den øjeblikkelige acceleration og den støjsvage køreoplevelse, som mange elbilister allerede har vænnet sig til – men uden den rækkeviddeangst, som fortsat kan afholde nogle købere fra at skifte til en fuldt elektrisk bil.

Zeekr 9X er allerede på gaden i hjemlandet Kina. Her har jeg spottet den i forbindelse med et besøg i Kina tidligere på året.

Ultrahurtig opladning

En af de mest interessante detaljer er den elektriske arkitektur.

Zeekr 9X er bygget på en 900(!)-voltsplatform, som understøtter meget høje ladeeffekter. Zeekr oplyser, at batteriet kan hurtiglades fra 10-80 % på lige under 10 minutter.

Den samlede rækkevidde opgives foreløbigt til op til 737 km.

Det er værd at bemærke, at tallene fortsat er foreløbige og endnu ikke europæisk typegodkendt, men hvis de holder stik, vil Zeekr placere sig helt i toppen blandt opladelige hybrider.

Kabinen udstråler luksus

Det er dog ikke kun drivlinjen, der skal imponere.

Kabinen er tydeligt udviklet med fokus på premium-segmentet. Materialerne tæller nappalæder, ægte træ og mikroruskind, mens flere detaljer – blandt andet den krystalformede betjening i midterkonsollen – skal give en oplevelse, der ligger tættere på luksusbiler end traditionelle familie-SUV’er.

Særligt anden sæderække har fået stor opmærksomhed. Her byder Zeekr på Business Class-sæder, som næsten kan lægges helt ned, og passagererne får deres egen skærm til styring af komfort- og underholdningsfunktioner.

Samtidig domineres instrumenteringen af et 47-tommer head-up-display, som strækker sig over forruden, mens en 17″ OLED-skærm fungerer som centrum for bilens infotainmentsystem.

Musikelskere kan se frem til et lydsystem fra britiske “Naim” med 32 højttalere.

Komfort er en topprioritet

Zeekr satser tydeligvis på, at 9X skal være lige så behagelig at blive kørt i, som den er at køre.

Den adaptive luftaffjedring kombineres med dobbelt luftkammer, dual-valve CDC-støddæmpere og aktiv støjreduktion, som tilsammen skal sikre en rolig og komfortabel køreoplevelse.

Indstigningen er ligeledes gjort lettere med bagdøre, der kan åbnes op til 90 grader, og elektriske indstigningstrin.

Bagagerummet rummer 677 liter med alle seks sæder i brug, mens kapaciteten vokser til 2.148 liter, når anden og tredje sæderække lægges ned. Anhængervægten er op til 2.000 kg.

Avanceret førerassistance

Zeekr 9X bliver udstyret med en omfattende pakke af sensorer bestående af lidar, kameraer, radar og ultralyd, som tilsammen danner grundlaget for bilens avancerede førerassistentsystemer.

Derudover får modellen adaptive matrixforlygter, som automatisk tilpasser lysbilledet efter trafikken, ligesom bilen løbende kan opdateres via trådløse softwareopdateringer (OTA).

Carlife365 mener…

Zeekr har allerede vist med modeller som X, 7X og 7GT, at mærket kan bygge biler med et kvalitetsniveau, der udfordrer de etablerede premium-producenter.

Med 9X tager Zeekr næste skridt op. Kombinationen af en elektrisk orienteret hybridteknologi, hurtig opladning, eksklusive materialer og et meget markant design gør modellen til en interessant nyhed i luksusklassen.

Om bilen også leverer den raffinement, køredynamik og komfort, som de europæiske premium-mærker er kendt for, må vi vente med at vurdere, til vi har haft mulighed for at teste den.

Priser og dansk lancering er endnu ikke offentliggjort.

Specifikationer: Zeekr 9X

  • Seks-personers luksus-SUV
  • Ny Zeekr Super Hybrid-drivlinje
  • To elmotorer og benzinmotor med generatorfunktion
  • 900-volts elektrisk arkitektur
  • 10-80 % DC-opladning på 9,5 minutter (foreløbigt)
  • Op til 737 kilometers samlet rækkevidde (foreløbigt)
  • 47-tommer head-up-display
  • 17-tommer OLED-infotainmentskærm
  • Naim-lydsystem med 32 højttalere
  • Luftaffjedring med dobbelt luftkammer og CDC-støddæmpere
  • Bagagerum: 677-2.148 liter
  • Anhængervægt: 2.000 kg
  • Danske priser offentliggøres senere.

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet