fbpx
 
Categories Biltest

Test: Land Rover Defender 3.0 First Edition

Posted on
Test: Land Rover Defender 3.0 First Edition

Mudder og vand. Klipper og skov. I naturlige omgivelser er den nye Land Rover Defender i sit es. Den kommer frem, hvor den vil, og gør det med stor overlegenhed. Men 2020-versionen af den barske offroader har også en anden side. Den har nemlig fået urbane nykker. Det kan du læse mere om i denne test – og se video – hvor vi er bag rattet i den lange 110-version med 3.0 liters benzinmotor og 400 hk.

En kæmpe

Da jeg henter pressebilen hos British Motor Group og stiger op i kabinen, slår det mig, hvor gigantisk denne bil er. Dagen før testede jeg den lille elektriske Fiat 500e i Torino. ”Klip” til at jeg sidder bag rattet i denne kæmpe i København, som med sin kraftfulde række-6’er starter med et nærmest intimiderende brøl.

Jeg har tidligere på året kørt den nye Land Rover Defender i sit naturlige habitat ved Tirsbæk Gods, hvor Land Rover har en imponerende offroad teststrækning. Her guidede en rutineret instruktør mig rundt i dieseludgaven med 200 hk, og jeg blev i den grad imponeret over det høje tekniske niveau, de hjælpsomme assistentsystemer og den blærede luftundervogn.

Frihøjde på 291 mm når der skal køres offroad. Læs offroad test her.

Et overklasseløg

Offroad kørsel er virkelig sjovt og giver et adrenalinkick, hvor du med flammende hjerte ville ønske, at du var født med en guldske i munden og nøglerne til et liv som godsejer i hånden.

Men spuler du mudderet af den duelige offroader, ligner den nye Defender noget, som jeg godt kunne forestille mig stå parkeret i en bred indkørsel på en rolig villavej i Charlottenlund eller Hellerup, og hvor næste tur til Jægersborg Allé lugter af alt andet end offroad kørsel.

Parkeringskældre ved Waterfront og Lyngby Storcenter skal du holde dig fra, da Defenderens højde vil give en gevaldig hovedpine. Men det er underordnet, for by-målgruppen til Defender vil med sikkerhed også have en Mini Cooper eller en anden kompakt hatchback fra et premiummærke i vognparken, så mon ikke det går. Måske er bil nr. 2 endda en elbil.

Land Rover har ”urban” style i modelprogrammet, så det nye design er skabt så bilen kan være et gennemført overklasseløg i gummistøvler såvel som sneakers.

4.758 mm lang – 1.967 mm høj (uden tagbagageholder) – 1.996 mm bred

Designet sender en venlig hilsen til forgængerne – se bare på formen. Bagerst i bilen er der ”tagvinduer” og for- og baglygter hylder tydeligt det ikoniske Defender design. Og fordi Defender kan køre i vand op til 90 cm, så har den selvfølgelig også en “snorkel”.

I kabinen er der et, synes jeg, vellykket mix af rå detaljer med bl.a. synlige skruer her og der og eksklusivitet med lækre materialer. Og sikke et overblik du har bag rattet i denne bil.

Råt og elegant. De synlige skruer er med til at give et indtryk af, at denne bil kan holde til noget.

Modemandens dom over den nye Defender

Vi har inviteret modemand, bymenneske og Land Rover entusiast David fra Herrernes Magasin by David K med på tur i den nye Defender. Se hvordan det gik lige her:

En gentleman

Den adaptive luftundervogn er ikke kun din ven på ujævn terræn i skoven, den har sine klare fordele ved bykørsel. Du oplever nemlig Defender som en høj og komfortabel storbycruiser, der på bedste vis udglatter ujævnheder på misligholdte veje eller nødvendige fartbump. Og når du stiger ud af kæmpen sænker den sig som en galant herre, der vil dig det bedste.

Hvis du hæver bilen til fuld offroad frihøjde i de urbane miljøer – måske fordi du bare ikke kan få overblik nok – kan eftermonterede trin ved alle fire døre være med til at lette ind- og udstigning.

Stor bil. Store sidespejle!

En praktiker

Jeg havde forventet, at den store sidehængslede bagklap med det tunge reservehjul ville være upraktisk ved parkering i byen. Men det fungerer faktisk fint. Jeg har ikke oplevet, at det var et problem.

Versionen med 5 sæder byder på 646 liter i bagagerummet. Land Rover Defender fås også som 5+2.

Bilen har en trækkrog som ekstraudstyr til 22.600 kr. (den folder elektrisk ud og ind), og jeg ville i testen gerne transportere en cykel på en holder. Det satte det store reservehjul på bagsmækken dog en stopper for. Men så røg cyklen bare ind i bagagerummet. Plads er der nok af.

Bagagerummet har en hård plastagtig belægning på gulvet og bag på bagsæderne, som er praktisk, når du skal smide beskidte friluftsagtige effekter ind i bilen. Underlaget er mindre praktisk med to indkøbsposer fra Meny med fredagens rødvin og klimakompenserende veganske retter.

Inde i bilen er der USB-stik overalt. Og bilen har nogle virkelig lækre skærme – både et velfungerende digitalt cockpit og en bred infotainmentskærm med menuer på dansk.

Alle menuer på denne lækre bredskærm er på dansk.

Infotainmentskærmen er også din adgang til at få overblik. Land Rover Defender har nemlig mange assistentsystemer, kameraer og øvrige funktioner, som du kan få fuld glæde af ved bykørsel.

Land Rover Defender er en virkelig stor bil at manøvrere i indre by, så de kameraer, som skal sikre dig, at du ikke får sat en fod forkert i offroad terræn, hjælper dig, når bilen skal parkeres i en snæver vending i byen.

Bakspejlet kan både være spejl og skærm. I skærmfunktion filmes bagud fra toppen af bilens tag (kameraet er placeret i ”hajfinnen”, og det fungerer virkelig godt.

En lille sjov detalje er i øvrigt at Defender er så bred, at der er tre solskærme i forruden.

En velkomponeret 6-cylindret rækkemotor

Perlen i denne Defender er det store orkester under motorhjelmen, hvor benzinen hurtigt får ben at gå på, når musikken spiller. Motoren er med mild-hybrid-teknologi og bomstærk. Den er også hurtig. 0-100 km/t klares på 6,1 sekunder, og i en bil som er så tung, at det store kørekort næsten skal i spil, er det en vild fornemmelse at slippe kræfterne fri.

Køreoplevelsen forstærkes af den velkonfigurerede 8-trins automatgearkasse, som sikrer masser af komfort også ved by- og landevejskørsel.

En million

Prisen for den billigste Land Rover Defender 110 starter lige under en million. For 974.000 kr. kan du blive Defender-ejer. Testbilen med en håndfuld ekstraudstyr i den veludstyrede ”First Edition” koster 1.542.500 kr. hvoraf ekstraudstyret udgør 105.500 kr. Den har bl.a. aktivt differentiale til 22.600 kr.

Der er masser af muligheder for styling og ekstraudstyr, og du kan få den med 5+2 sæder. En tredørs og kortere 90-udgave findes også. Og så er der en van-udgave med mulighed for tre sæder på forreste række.

En plug-in hybrid er på vej og bliver en del af modelprogrammet.

Land Rover Defender er en bil, som forener tradition og teknologi på et højt niveau. Pakket ind i et design, som gør sig godt både i mudder og i 2900 Happiness, appellerer den til et bredere publikum, end vi er vant til i en Defender.

Et herligt overklasseløg, det er den i hvert fald!

Testbilen har “Explore Pack” til 37.000, som udover det sorte tag rack også har denne sidemonterede boks til grej – eller en død fasan fra jagtturen...

Land Rover Defender 3.0 Specifikationer

  • Motor: 6-cylindret rækkemotor (mild hybrid)
  • Gearkasse: 8 trins automatgearkasse
  • Ydelse: 400 hk
  • Moment: 550 Nm
  • Forbrug: 11,2-12,1 km/l (WLTP) ved blandet kørsel
  • Accelerationen 0-100 km/t: 6,1sek.
  • Tophastighed: 191 km/t
  • Tankindhold: 90 liter
  • Bagagerum: 646 liter
  • Pris fra 974.000 kr.

Den nye Land Rover Defender har et bredt modelprogram med både benzin- og dieselmotorer. Bilen findes i flere udstyrsversioner og du kan få den som en kort tre-dørs- (90) eller en længere femdørsmodel (110). Modelbetegnelsen 90 og 110 henviser til akselafstanden målt i tommer.

Læs mere om udstyrsversioner og yderligere specifikationer her.

Foto: Thomas Saks

4 kommentarer

4 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: