fbpx
 
Categories Mød bilentusiasterne

Mød ugens profil Joachim Vishart Hummel-Gryholm

Posted on
Mød ugens profil Joachim Vishart Hummel-Gryholm

Joachim har ansvaret for marketingafdelingen i XPENG Danmark. XPENG er en 7 år gammel, international teknologivirksomhed med ekspertise inden for produktion af elbiler, selvkørende teknologi og softwareudvikling.

XPENG har været i Danmark lidt over et år med base i Axel Tower og er i gang med at organisere sig med nyt hovedkvarter i Hillerød. Snart vil man også kunne se, prøve og købe en XPENG i det jyske.

”Det er sjældent, at man i bilbranchen og som marketingmand får lov til at være med til noget helt fra start. Jeg havde klart undervurderet, hvor meget arbejde det ville kræve, når der på første arbejdsdag ikke engang er en kaffemaskine eller for den sags skyld en kaffekop. Men det er utroligt spændende og lærerigt og det hele værd”, indleder Joachim.

Han er uddannet fra CBS som kandidat med speciale i marketing og erhvervsøkonomi og startede sin karriere i bureaubranchen. Her lærte han for alvor hvordan man arbejder både højt og lavt med alt fra store strategiske beslutninger ned til de mere praktiske hands-on taktiske og operationelle ting. Det var her, han fik en forkærlighed for bilkunderne.

”Da Renault, som var en tidligere kunde, tilbød mig en rolle i deres marketingteam, sprang jeg til. Her fik jeg en god introduktion til bilbranchen i en professionel organisation med dygtige kolleger”, fortæller Joachim med et stort smil.

Nu sidder han i stolen som marketingansvarlig hos XPENG, hvor tilgangen er at fokusere fremfor at skyde med spredehagl. Joachim vil sikre en bred penetration i markedet gennem fysisk og mental tilgængelighed af XPENG-brandet samt et stærkt samarbejde mellem salg og marketing, så der ikke er kunder, der ryger mellem stolene.

”Vi har stadig meget at lære, men vi bliver bedre dag for dag. Den første store sending elbiler er på vej til levering i juni, og nu ser vi ind i en fremtid, hvor vi regner med at lancere en ny model hvert år samtidig med, at vi udvikler organisationen”, siger Joachim.

Foto: XPENG

Hvilken bil var din første?

Min første bil var også min første firmabil, da jeg i sin tid fik min entré i bilbranchen. Det var en blå Renault Kadjar, søsterbilen til danskerfavoritten Nissan Qashqai. Jeg glemmer aldrig den dag, jeg blev kørt til Nærum af vores regionschef Torleif Røst og budt velkommen i Renault-familien af Jan Siekierski fra Autohuset Vestergaard.

Bilen var topudstyret og havde et Bose-anlæg. Efter en fin gennemgang af bilen, tilsluttede Jan min telefon via CarPlay og satte ”Money For Nothing” med Dire Straits på. Mens Mark Knopflers ikoniske guitarintro bragede ud af højtalerne, rakte han mig nøglerne og sagde ”god weekend”. Det minde giver mig stadig smil på læben.

Senere tog bilen min hustru og mig rundt i hele Europa på bryllupsrejse. Efterfølgende kom jeg godt rundt i Renault modelprogrammet, og for hyggens skyld har jeg også givet den gas i en diseldrevet 4×4 Dacia Duster, som jeg stadig mener er en genial værdi-for-pengene-bil, der ikke prøver at være noget, den ikke er.

Hvad kører du i nu – og hvorfor har du valgt den?

Mens jeg venter på at få min helt egen XPENG, hvilket jeg glæder mig helt vildt til, så kører jeg i min loyale Renault ZOE fra 2019. Det er en god, trofast og pålidelig bil, som præsterer 16 kWh/100 km.

Jeg er en kæmpe “total cost of ownership” nørd, og indtil videre har bilen kostet mig 350 kr. i service, 500 kr. i dækskifte og den har slugt 6.658 kWh strøm til en samlet pris på ca. 7.000 kr. efter refusion. Det er fantastisk.

Den er dog uden tvivl for lille med to små børn, og jeg glæder mig til at skifte den ud med noget større og mere praktisk. ZOE’en beholder vi – det har hun fortjent efter trofast tjeneste.

Læs anmeldelsen af Renault Zoe på Carlife365.
Foto: Thomas Saks

Er du til køb, leasing, firmabil eller abonnement?

Jeg er mest en ”ejermand”, som gerne vil købe og eje min egen bil, men jeg er samtidig i den heldige situation, at jeg har mulighed for en firmabil, og det er dejlig let. Derfor vokser leasing mere og mere på mig, da man kan få mulighed for at køre nogle dejlige biler og samtidig kender udgiften på forhånd. Det giver ro i sindet.

Jeg anerkender også de store fordele, som leasing kan have, og jeg ser det meget tydeligt hos XPENG. Mange af vores kunder vil gerne afprøve deres første elbil gennem leasing, så de kan se, om det er noget for dem, uden at skulle stå med ejerskabet af bilen efter de første 12 måneder. Det fjerner en række barrierer, man møder om elbiler – især som nyt mærke i Danmark.

Når du skal have ny bil, vælger du så mest med hjertet eller hjernen?

Jeg vil jo meget gerne betragte mig som en, der køber bil med hjernen, men jeg må også erkende, at jeg flere gange har været meget tæt på at hoppe på en gammel Volvo XC90 med V8 motor, en Lexus LS400 eller en Range Rover Classic LSE – udelukkende fordi jeg ville elske at køre i dem og passe på dem samtidig med, jeg kunne nyde lidt bilhistorie.

Det er dog altid hjernen, der har vundet over hjertet i sidste ende, når man begynder at læse sig ned i typiske fejl og omkostninger over tid på de skønne gamle biler – samt afgiften. Så jeg må nok sige hjernen. Men når jeg siger, at jeg glæder mig vildt til, at jeg får min første XPENG, så er det både hjernen og hjertet, der glæder sig.

Hvilken bil drømmer du om?

Til dagligt brug og med hjernen som ledende stjerne i overvejelsen, har jeg faktisk aldrig set en elbil, der pund-for-pund har imponeret mig så meget som XPENG G9.

Det lyder måske lidt kliché, og man er vel marketingnørd med en vis bias, men jeg har aldrig arbejdet med et bilmærke, hvor jeg hånden på hjertet kan sige, at jeg synes vi har den bedste bil på markedet lige nu, specielt når man tænker værdi-for-pengene i det premium-segment, bilen konkurrerer i. Lynhurtig opladning, ekstremt gode køreevner og en gennemgribende teknologioplevelse på skærmene. Det er ret fedt.

XPENG G9. Foto: XPENG
Foto: XPENG

Skulle jeg ikke være fornuftig og vælge fuldstændig uden at skele til omkostninger, miljøet eller hverdagspraktik, så var det nok blevet Range Rover Classic LSE.

Jeg ville elske at invitere ungerne og fruen med på skovtur og sidde på splitbagklappen med en god kop kaffe, og se hvem der kan kaste sten længst ud i søen, inden vi igen vækker den brummende V8 til live og tøffer hjem ad landevejen – men det ville også blive alt for dyrt i tweed og Barbour-jakke, for at holde den livsstil på niveau.

Hvad ser du som den største udfordring i danskernes mobilitet lige nu?

For det første synes jeg, det er dejligt, at man er begyndt at omtale det som mobilitet og ikke transport eller bilkørsel. Jeg synes, der er mange positive toner, men samtidig har branchen en række udfordringer.

Salget af elbiler går strålende og hurtigere, end vi havde regnet med. Men selv om jeg arbejder for en bilproducent, så er det vigtigt at anerkende, at mobilitet kan tage mange andre former end fire hjul. Vi skal have bragt flere mobilitetstilgange i spil på tværs af hele landet, flere elbiler, bedre super cykelstier og bedre grøn offentlig transport.

Hvorfor er danskerne ikke gået 100 % over på elscootere/knallerter endnu? Er det på grund af økonomi? Eller måske vejret? En bredere accept og anerkendelse af, at omstillingen af den danske mobilitet til mere CO2-venlig størrelse kan ske på andre måder end at øge salget af elbiler, ville det være en dejlig nuancering.

For det andet så mener jeg, at producenterne af elbiler sammen med ladeoperatørerne, har et kæmpe ansvar i at uddanne og oplyse danskerne. Elbiler kan sagtens løse mange daglige transportbehov uden man behøver at bekymre sig for opladning og rækkevidde.

De danskere, der bor i lejligheder, møder stadig udfordringer med opladning, som husejere ikke har, men jeg ved også, at en række ladeoperatører arbejder i døgndrift for at løse netop dette.

For tredje så mangler der uden tvivl velfungerende, sikre og moderne elbiler i de mindre segmenter til spiselige priser. Det er let at sige, når man selv sidder hos XPENG og producerer premium-biler i +400.000 kr. prisklassen, men det ændrer ikke på, at den gennemsnitlige danske og europæiske forbruger i almindelighed ikke køber nye biler i de prisklasser.

XPENG P7.
Foto: Thomas Saks

Derfor håber jeg inderligt, at den nære fremtid kommer til at byde på mindre og billigere alternativer til den gennemsnitlige forbruger – eller markante forbedringer i omkostninger ved elbilproduktion i takt med, at teknologien modnes.

De første skridt til dette tages allerede af en del producenter, hvor man forsøger at effektivisere produktionen, undgå unødvendigt spild og minimerer antallet af modelvariationer, så de samlede omkostninger kan holdes nede til fordel for forbrugeren. Vi går en spændende tid i møde i bilbranchen!

Hvordan tror du, at danskerne kører i bil i 2030?

Jeg tror, vi kun har set toppen af isbjerget, når det kommer til delebilsordninger og abonnementsløsninger. Men det skal ske på en måde, hvor det er fleksibelt, tilgængeligt og økonomisk attraktivt. Det har indtil videre vist sig sværere, end man umiddelbart skulle tro.

Mange af danskerne i byerne ejer ikke en bil af lyst, men fordi de af praktiske årsager bliver nødt til det. Vi må anerkende, at læserne af bl.a. Carlife365 har lidt mere interesse for biler end den gennemsnitlige dansker.

Hvis du gennem et abonnement eller en deleordning ALTID kunne være garanteret tæt på ubegrænset adgang til at få dækket dit mobilitetsbehov udover jernhesten og DSB, så tror jeg, det vil tage fart meget hurtigt. Det er en spændende udfordring, og det er sjældent en branche får mulighed for at redefinere sig selv fuldstændig. Udfordringen skal vi tage imod med kyshånd.

Jeg tror også vi vil se flere ”mutantløsninger”, som mixer nye og eksisterende produkter. Ellerten var et legendarisk eksempel på en eldreven transportform, som var forud for sin tid, men dog løste mange ting på en gang. Aptera fra Californien, Microlino fra Schweiz og Renault Twizy fra Frankrig er alle gået i samme retning og forsøger at reintroducerer noget, der ligger i grænselandet mellem en bil og en motorcykel. Det er spændende at følge med i.

Jeg håber at lovgivningen åbner mere op for intelligente og autonome mobilitetsmuligheder, så vi kan teste grænserne for, hvad der vil sige at transportere sig fra A til B.

Det ville være et paradigmeskifte at få lov til at bruge transporttid på noget andet end fokuseret befordring, og det er noget, vi hos XPENG har dybt forankret i vores virksomheds DNA, hvor vi i Kina som de første har fået godkendt at køre fuldstændigt selvkørende med vores masseproducerede XPENG G9 og P7i.

Forestil dig hvor du kunne bo og arbejde, hvis du kunne bruge din transporttid på enten afslapning, arbejde eller en hobby. Det er et drømmescenarie for mig men alligevel noget, der udvikler sig med lynets hast i vores branche.

Det kommer til at have vidtrækkende konsekvenser for mange sideløbende brancher såsom forsikring og shipping. Om svaret er autonome delebiler, robotaxis eller dedikerede ”selvkørende spor” til last- og personbiler på motorvejen, ved jeg ikke, men jeg håber, vi kommer et godt stykke af vejen inden 2030.

Jeg vil i hvert fald gerne gøre mit for at sikre, at danskerne i 2030 har adgang til bedre, sikre og mere bæredygtige biltransport.

Foto: XPENG

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet