Efter et relativt langt tilløb er XPENG endelig klar til at levere biler i Danmark. P5-modellen er droppet og i stedet satses der på at vinde markedsandele med den store nye SUV G9 og en kraftigt opdateret P7 sedan. G9 koster fra 479.000 kr. og P7 starter ved 399.900 kr.
Selv om begge modeller er nye, er G9 den med størst nyhedsværdi. P7 har vi set og kørt i udgaven før den Europa-venlige opgradering.
Stor SUV med indbygget seng
XPENG G9 er en rummelig SUV baseret på en ny platform med 800 v teknologi og et 98 kWh batteri, som kan oplades op til 300 kW ved lynladning. Rækkevidde er op til 570 km og bilen må trække op til 1.500 kg.
XPENG G9 billedgalleri (slideshow)
Bilen har baghjulstræk eller firehjulstræk og op til 551 hk (717 Nm). Med en luftaffjedret undervogn, der kan indstilles til både dynamik og komfort, kan den store SUV skydes afsted fra 0-100 km/t på bare 3,9 sekunder.
Bilens størrelse har inspireret XPENG til at udvikle et ”sleeping kit”, som er en selvoppustelig luftmadras. Lægges sæderne ned bliver hele den bagerste del bag forsæderne til et fladt gulv, og madrassen forvandler bilen til en rummelig seng med plads til to voksne. ”Sleeping kit” medfølger gratis ved alle bestillinger til og med juni 2023.
G9 kommer i tre versioner, hvor den billigste koster 479.900 kr. og den dyreste lander på 599.900 kr.

Hurtigere opladning og bedre kabine i P7
Den opgraderede P7 bevarer det flotte udvendige design, som vi kender, så de fleste ændringer er under huden: Det er bl.a. forbedret rækkevidde, hurtigere opladningshastighed og en helt ny kabine i bedre kvalitet og med optimeret indretning. Softwaren er desuden opdateret, så den er hurtigere.
P7 kan nu lade med 175 kW DC og det er en væsentlig og mærkbar forbedring. Batteriet på 86,2 kWh giver en rækkevidde op til 576 km. Nyt er en varmepumpe, som bidrager til den øgede rækkevidde. Ændringen betyder, at frunk under motorhjelmen forsvinder, men det virker som den rette prioritering fra XPENGS side.
I kabinen ledsages varme i alle sæder nu også af varme i et mere lækkert rat og dørene har mulighed for soft-close som vi kender fra premium-mærker som Mercedes-Benz.
XPENG P7 billedgalleri (slideshow)
Den specielle variant med mågevingedøre er en del af modelprogrammet, som består af tre varianter til priser fra 399.900 kr. op til 599.900 kr. for versionen med mågevingedøre.
Den kraftigste P7 har sportsundervogn og op til 473 hk (757 Nm), hvilket sikrer en acceleration fra 0-100 km/t på 4,1 sekunder. Det er lidt hurtigere end modellen før opgraderingen. Brembo-bremser er standard.

Opdateret sikkerhed og infotainment
Både G9 og P7 kommer med de nyeste assistent- og sikkerhedssystemer (XPILOT) med et hav af radarer, sensorer og kameraer. De støtter op om bilens sikkerhed men også komfort og assisteret parkering.
Softwaren til infotainment er opdateret med henblik på en mere smooth og hurtig betjening. Bilens stemmestyring, som vi har testet i den tidligere model, fungerer godt og er nu optimeret til at svare og handle på kommandoer fra alle passagerer i bilen. Det hele forbedres løbende via OTA-opdateringer.
Begge biler kan leveres med et højtalersystem fra danske Dynaudio med Dolby Atmos-teknologi.
Udvidet garanti
XPENG løfter garantien fra 5 til 7 år på alle biler, som er købt i 2023. Dette gælder kun i 2023, hvorefter 5 års garanti bliver standard igen. Derudover rummer garantipakken 5 års vejhjælp, 8 års garanti på batteri, motor og BMS-enhed, 3 år på lak samt 12 års garanti på rust.
Den 3. februar åbner XPENG et nyt dansk hovedkontor og showroom på Lodbrogsvej 4a i Hillerød. Det bliver som supplement til Experience Store i Axel Towers i København, hvor der fortsat vil være showroom.
XPENG tilbyder service gennem OmniCarService, som er en mobil service, der kommer til dig, så du ikke selv skal køre på værksted. Reparationer, som ikke kan foretages mobilt, klares på et nyt værksted på XPENGS adresse i Hillerød.
Foto: XPENG
xpengxpeng g9xpeng p7