fbpx
 
Categories Biltest

Test: Hyundai i20 1.0 T-GDi Advanced

Posted on
Test: Hyundai i20 1.0 T-GDi Advanced

På trods af stigende interesse for SUV’er og crossovers, er biler i den lille klasse fortsat populære blandt danskerne. Kigger man i statistikken ligger Peugeot 208, Citroen C3 og Opel Corsa alle i top 5 i de foreløbige salgstal i 2021. Jeg har testet den nye Hyundai i20 med 100 hk, 6-trins manuelt gear i Advanced-udgaven for at se, om den har hvad der skal til, for at stå stærkt i feltet.

Hyundai er generelt inde i en spændende udvikling med mere modige designvalg, højere kabinekvalitet og ny teknologi. Da jeg for et års tid siden testede den nye Hyundai i10 kårede jeg den til bedste valg i mikroklassen, og den nye SUV Hyundai Tucson står som et skarpt alternativ til fx VW Tiguan. En helt ny mini SUV/Crossover – Hyundai Bayon – er på trapperne og nye elbilsatsninger som Ioniq 5 kommer for alvor til at positionere Hyundai på en ny måde.

Mere kant og karakter

Den nye Hyundai i20 ligner langt fra den foregående model. Designet har fået mere kant og gør bilen til – i mine øjne – en af de mest veldesignede i klassen. Det er særligt det markante lygtedesign, den brede integrerede grill og bagenden med tværgående lygtebånd og sort kontrastfarve, som giver bilen sin helt egen karakter. Testbilens 17” alufælge pynter gevaldigt.

I kabinen går form og funktion hånd i hånd. Der er skruet op for de digitale indslag med et flot digitalt cockpit (10,25”) og en velfungerende touchskærm (8”), hvorfra de fleste af bilens funktioner styres. I en teknikpakke til 13.995 kan touchskærmen opgraderes til 10,25” og du får dansk navigation og Bluelink. Den ville jeg vælge.

Klimaanlæg styres heldigvis med almindelige analoge knapper, og der er en god gammeldags volumenknap, som du kan dreje på. Tak for det!

Plastkvaliteten minder mere om Hyundai i10 end Hyundai Tucson. Det er sort og hårdt. Her byder fx en Renault Clio på en højere kvalitetsoplevelse.

Testbilen har et premium BOSE lydanlæg (del af lyd- og lyspakke til 7.995 kr.) og sammen med det flotte digitale cockpit lykkes Hyundai alligevel – trods hård plast – med at skabe en atmosfære i bilen, som vækker glæde.

Sæderne giver god støtte og har fine indstillingsmuligheder. Bagsædepladsen er langt bedre end i mange konkurrenter og er en af bilens store plusser. Med mine 187 cm har jeg langt bedre benplads i i20 end fx Renault Clio.

Bagagerummet sluger 351 liter. Det er 25 liter mere i forhold til forgængeren og kun 30 liter mindre end i en VW Golf

Adgangen til bagegerummet er god.

Sikkerhed i højsædet

Udstyrsniveauet i Advanced er imponerende højt, men selv i de lavere udstyrstrin Pure og Essential har Hyundai sørget for, at bilen er godt udstyret.

Hyundai i20 byder også på et højt sikkerhedsniveau, og allerede fra laveste udstyrsniveau Pure er der som standard automatisk nødbremse, skiltelæser og fodgængergenkendelse. Alarm for glemte effekter på bagsædet og fri bane assistent er også en del af standardudstyret.

Bilen har bl.a. en aktiv blind spot assistent, hvilket er et sjældent syn i denne klasse.

Bevæger du dig op i mellemtrinnet Essential har den automatiske nødbremse også drejefunktion og kan genkende cyklister. Derudover er der baksensor og -kamera og komfortudstyr som varme i forsæder og rat.

Jeg ville derfor som minimum gå efter udstyrsversionen Essential, som også byder på Apple Carplay /Android Auto og det flotte digitale cockpit. Trådløs opladning kan tilkøbes som ekstraudstyr til 2.495 kr.

Varme i rattet er standard fra Essential og op.

Komfortabel hverdagsbil

Testbilen er modellen i20 1.0 T-GDi Advance. Benzinmotoren har 100 hk og er den største i modelprogrammet. Den har tilpas med saft og kraft ved dagligdagskørsel, og et fornuftigt benzinforbrug omkring 19 km/l ved blandet kørsel. Ved agil motorvejskørsel kunne jeg godt savne bare en smule mere overskud.

Testbilens 6-trins manuelle gearkasse er godt konfigureret til bilen, og gearskift foregår let og ubesværet. Sammen med et præcist styretøj og en velafstemt undervogn, er der fin komfort i Hyundai i20. Med til komforten hører også at bilen er godt støjdæmpet. Et punkt som Hyundai er blevet langt bedre til end tidligere.

En mindre benzinmotor med 84 hk er også i programmet. Den har en 5-trins manuelt gearkasse. Du kan få 7-trins automatgearkasse sammen med den store motor, som findes i versionerne Essential og Advanced.  

Slet ikke så lille: Længde 4040 mm – bredde 1450 mm – højde 1750 mm

Pris fra 144.995 kr.

Testbilen uden ekstraudstyr står til 184.995 kr. og med Hyundais 5 års garanti uden kilometerbegrænsning, er det en attraktiv prissætning. Som sædvanligt bliver du ikke flået, når du køber ekstraudstyr hos Hyundai, så overvej at toppe op med trådløs opladning og nogle af de andre pakker.

Vælger du automatgear, kan adaptiv fartpilot fås i førerassistentpakken til 5.995 kr., som også giver en række yderligere assistentsystemer.

Priserne for Hyundai i20 starter fra 144.995 kr. og privatleasing er muligt.

Med den nye Hyundai i20 får du en bil med et skarpt og moderne design, god plads, fint udstyr og masser af sikkerhed. Læg dertil 5 års garanti uden km begrænsning, og pakken er interessant nok til at give konkurrenterne kamp til stregen.

Det bedste ved Hyundai i20

  • Velskabt mini med et flot design
  • God plads i kabinen – særligt bagsædepladsen imponerer
  • Højt sikkerhedsniveau
  • 5 års garanti uden kilometerbegrænsning

Det kunne være bedre

  • Sort og hård plast går an i Hyundai i10 – her kunne i20 godt snobbe lidt mere opad

Specifikationer

  • Motor: 1.0 T-GDi trecylindret turbobenzinmotor
  • Ydelse: 100 hk
  • Moment: 172 Nm
  • Gearkasse: 6-trins manuelt
  • 0-100 km/t: 10,4 sekunder
  • Brændstofforbrug: 19,2 km/l (WLTP) ved blandet kørsel
  • Garanti: 5 år uden kilometerbegrænsning

Foto: Thomas Saks

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: