fbpx
 
Categories Biltest

First Drive: KIA Sorento

Posted on
First Drive: KIA Sorento

Store, praktiske og potente familie-SUV’er har i mange år været et marked domineret af Volvo, Mercedes-Benz og BMW. Men der er også plads til andre spillere, hvilket Skoda og Seat har bevist med Kodiaq og Tarraco. Nu melder KIA sig ind i kampen med en ny og større udgave af KIA Sorento. Og det sker med selvtilliden i top. For det store SUV segment er et marked i vækst, og her vil KIA gerne have en bid.

Carlife365 har været blandt de første i Danmark til at prøve den nye syvsæders KIA Sorento, som med forskellige drivlinjer står klar hos landets KIA-forhandlere i starten af 2021.

Det er på mange måder en gennemført og imponerende bil, hvor KIA beviser, at de ikke bare kan bygge småt og godt men også stort og lækkert. Hvad den kommer til at koste, ved vi af gode grunde ikke, da lovændringer om registreringsafgiften gør det svært for den danske KIA importør at melde noget som helst ud. Så vi venter i spænding.

Sixpack og 20 tommer alu

Den danske præsentation af KIA Sorento finder sted ved Holckenhavn Slot ved Nyborg, hvor KIA har linet en stribe Sorento’er med diesel- og hybrid-benzinmotorer op på slotspladsen. En plug-in hybrid er også i programmet, men den variant må vi vente lidt endnu med at prøve.

Ved første øjekast er det tydeligt, at KIA med sikker hånd har skabt en moderne SUV, som har et sporty udseende. Frontens brede grill med integrerede forlygter og det modige vertikale baglygtedesign er sammen med kromdetaljer og godt pumpede kofangere med til at give det udtryk, som KIA igen og igen kalder for maskulint.

Der er da også billeder af både sixpacks og håndvægte i det præsentationsmateriale, som KIA gennemgår for pressen. Og i udvalget af fælge har en pimpet 20” alufælg fundet vej. Det ser fedt ud – og det spiller.

Ifølge KIA er det særligt SUV’ens fremtoning og udstråling, som er afgørende for valget af netop den type bil. Men Sorento kan mere end bare se godt ud. Som en smart og gennemtænkt detalje har KIA placeret bagrudeviskeren i toppen af ruden under spoileren. Forestil dig en snedækket bil, og du vil nikke anerkendende til denne løsning. Godt tænkt!

En kabine med premium-drys

I testbilen spreder en duft af nappa-læder sig, når døren går op. Du kan både få varme og køl i forsæderne og der står BOSE på lydanlægget. Ved sideruderne i de bagerste døre er der rullegardiner. USB-stik findes på alle tre rækker i bilen. Og passagerer på anden sæderække kan både få varmet rumpen og selv justere det forreste passagersæde. Det sker ved at trykke på en knap på siden af sædet, så det kører frem eller tilbage.

Kopholdere er spredt med rund hånd. Et ”samtaleanlæg” skal gøre det nemmere at føre en samtale for passagerer mellem de tre sæderækker.

Ambientebelysning i et helt særligt 3D-design ser super cool ud og kan i øvrigt indstilles i lige den farve, du ønsker.

De digitale skærme er både flotte og nemme at aflæse. Som en ny og smart teknisk detalje er der en ”blind spot view monitor” i det digitale cockpit (12,3”), så du nemmere kan orientere dig ved vognbaneskift. Jeg prøvede denne feature på en tur langs den fynske motorvej, og det fungerer virkelig godt.

Der er i det hele taget en fornemmelse af overblik og overskud bag rattet i Sorento. Det er svært at pege på noget, du mangler. Og så er der også de ting, du ikke vidste, at du manglede. Via infotainmentskærmen kan du vælge en serie lydafspilninger lige fra bølgeskvulp til cafestemning. Well…why not. Og så giver Sorento mulighed for multi bluetooth forbindelse, hvilket er en god feature, når der er flere passagerer i bilen.

Pladsen i kabinen er rigtig god, og selv på bagerste række kan man – takket være et fleksibelt bagsæde på anden sæderække – få nogenlunde fornuftig plads til stængerne. Bedst til børn – men voksne kan også sidde der.

Det fleksible bagsæde muliggør, at du kan stuve lige over 900 liter bagage ind, når sædet er kørt frem. Som minimum kan du have 705 liter, når tredje sæderække ikke anvendes.

Nyskabende teknologi

Når KIA Sorento lander i Danmark i starten af det nye år, vil det ligeledes være en introduktion af helt nye teknologier fra KIA. Du får bl.a. det nye UVO app- og infotainment system, som giver dig mulighed for at styre en hulens masse features remote via app’en eller anvende last-mile-navigation på din tur.

En lang række nye sikkerhedsfeatures er udviklet til KIA Sorento. Fx en ”safe exit” funktion, så du ved parkering langs en trafikeret vej kan sikre, at børnene først kan stige ud (døren låses op), når der er fri bane for trafik. Der er også airbag mellem sæderne, så passagerer ikke hamrer hovederne sammen.

En sensor på bagsædet fortæller dig, om du har husket at fjerne tasker – eller spædbørn – når du forlader bilen. Men husker man da ikke sit barn, når man forlader sin bil? Der er desværre historier fra det virkelige liv, som fortæller, at det kan glippe. Og når først solen bager, kan det gå grueligt galt. Igen er det godt tænkt af KIA, og det beviser, at mærket også kan være first mover med ny teknologi. Det er altså ikke kun forbeholdt Mercedes-Benz at have den rolle.

EURO NCAP resultatet foreligger endnu ikke, men KIA satser på højeste score. Selvfølgelig.

En cruiser og arbejdshest

Jeg har kørt i versionen med dieselmotor og hybrid-benzinmotor. Her er min favorit den potente dieselmotor med 202 heste, som har den fordel, at du kan smide 2.500 kg på krogen. Den er en stærk arbejdshest og en komfortabel cruiser på lande- og motorvej. Dieselversionen er den eneste som har en funktionalitet, hvor du kan parkere bilen ”remote” via nøglen (fjernbetjeningen).

Hybrid-benzinmotoren gør det også godt. Batteriet er på 1,49 kwh og bilen kan derfor køre i ren EV mode kortvarigt. Denne version kan trække 1.650 kg og har 230 hk.

Endelig er der plug-in hybrid, som kan trække 1.350 kg. Her får du hele 265 hk og ren firehjulstræk. Rækkevidden på ren el er opgivet til 68 km. Den har vi til gode at prøve.

Samlet set en interessant pakke

KIA Sorento er afgjort en interessant nyhed – og en stærk spiller. Den kommer med en samlet pakke, hvor design og funktionalitet spiller. Og så er jeg imponeret over hvor meget premium-feeling, KIA kan præstere.

Ville jeg eje den? Ja tak!

Carlife365 var inviteret af KIA Motors Danmark.

Foto: Thomas Saks

3 kommentarer

3 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: