fbpx
 
Categories Newsflash

Newsflash: Uge 1 2023

Posted on
Newsflash: Uge 1 2023

Her er et udpluk af ugens højdepunkter – bl.a. om avanceret navigation i Volvos elektriske flagskib EX90, farvel til en potent Kia og goddag til en anden, attraktive kampagner fra Ford, leveringsklare Renault Megane Electric til 2022 priser, en ny kæmpe kineser med plads til syv og to produktnyheder, som vi ikke fik skrevet om i december – nemlig den nye Hyundai Kona og Toyota Prius. Bedre sent end aldrig – som man siger. God læselyst.

Federe navigation i ny Volvo EX90

Når Volvo lancerer den nye elektriske EX90 bliver det med Google HD Maps, som giver mere detaljerede og opdaterede trafikoplysninger.

Sammen med data fra bilens LiDAR og andre sensorer bruges vejinformationen til at skabe en mere forudsigelig og tryg køreoplevelse. Ifølge en pressemeddelelse fra Volvo bliver køreoplevelsen også mere behagelig.

Samlet set er teknologien en vigtig brik mod selvkørende biler, som Volvo taler mere og mere om.

Læs mere om Volvo EX90 her

Foto: Volvo

Slut med Stinger

Kia lukker for nye bestillinger af den potente Stinger, som siden 2017 har været den mest kraftfulde bil i programmet med V6-motor, baghjulstræk og imponerende specifikationer.

Pladsen overtages af den fuldt elektriske Kia EV6 GT, som udover at være elektrisk er endnu hurtigere end Stinger. Med en acceleration fra 0 til 100 km/t på 3,5 sekunder er den ca. 1 sekund hurtigere.

EV6 GT drives af en dobbelt-motoriseret elektriske drivlinje, der producerer 585 hk (430 kW) og et drejningsmoment på 740 Nm.

EV6 GT er baseret på Kias Electric Global Modular Platform (E-GMP) med et batteri på 77,4 kWh og en rækkevidde på 424 km (WLTP kombineret). Den har 800V opladningsteknologi, hvilket gør den i stand til at lade fra 10-80 % på 18 minutter i de mest kraftige hurtigladere.

Kia Danmark vil opfylde alle eksisterende kundeordrer på Stinger og fortsætte med at yde fuld kundepleje og eftermarkedssupport til alle Stinger-ejere. Kia leverer de første kundesolgte EV6 GT modeller i starten af 2023 via Kias danske forhandlernet. Prisen for den nye EV6 GT er 599.900 kr.

Læs vores test af Kia Stinger

Læs om vores første tur i Kia EV6 GT

Attraktive kampagner fra Ford

Ford sluttede 2022 af med en attraktiv kampagne på Kuga PHEV, hvor du kan privatlease den populære mellemklasse SUV med en udbetaling på 0 kr. og en månedlig ydelse på 3.995 kr.

Kampagnen fortsætter i januar og så længe lager haves.

2023 er skudt i gang med yderligere en kampagne, som er på den elektriske Ford Mustang Mach-E. Alle modeller er nedsat i pris og der er mulighed for at spare op til 73.000 kr.

Læs vores test af Ford Kuga PHEV

Læs vores test af Ford Mustang Mach-E

Læs mere om Ford Kuga PHEV kampagne her

Se Ford Mustang Mach-E kampagnepriser her

Foto: Thomas Saks

Renault Megane Electric kan nu bestilles igen

Mangel på mikrochips har udfordret Renault så meget, at mange kunder har ventet længe på en ny Renault Megane Electric. Nu lysner det, og Renault fortæller i en pressemeddelelse, at samlebåndet ruller igen. Forventet levering er inden for de næste par måneder for de kunder, som allerede har bestilt. Nye kunder, som bestiller nu, kan forvente at få leveret inden sommerferien.

Priserne ændres ikke i 2023, så startprisen begynder ved 349.990 kr. for Equilibre. Her er der 18”alufælge, fuld LED lyspakke, bakkamera og naturligvis en omfattende sikkerhedspakke.

En bedre udstyret Techno-version koster fra 369.990 kr. med 20” alufælge, klimaanlæg og 24” touchskærm.

Topversionen Iconic koster fra 389.990 kr. og byder bl.a. på træpaneler på dørsider og instrumentbord, lædersæder og Harman Kardon lydsystem. 

Læs vores test af Renault Megane Electric her

Renault Megane E-TECH Electric
Foto: Thomas Saks

Kinesisk kæmpe på vej til Danmark

K.W. Bruun føjer endnu et mærke til porteføljen – kinesiske Hongqi.

Den første model, der lanceres i Danmark, vil være den elektriske SUV Hongqi E-HS9 med op til 7 sæder.

Den er 5,2 m lang, 1,7 meter høj, 2,2 m bred og har en vægt på 2.705 kg. Den kan fås med op til 120 kWh batteri og en rækkevidde op til 515 km. Tophastighed er 220 km/t og 0-100 km/t sker på 4,9 sek.

Udstyrsvarianterne vil være tilpasset det nordiske marked og priserne starter fra 795.000 kr.

Hongqi blev etableret i 1958 og er Kinas ældste bilproducent. I dag er Hongqi den førende producent af luksus/premiumbiler og er en del af FAW gruppen, der er Kinas andenstørste bilproducent. FAW har desuden joint venture med VW, Audi, Toyota og Mazda.

Hongqi er etableret globalt med produktionsfaciliteter i Kina og et designcenter i München under ledelse af chefdesigner Giles Taylor, som tidligere har været hos Rolls-Royce. Desuden er der et R&D center i Sillicon Valley.

Foto: Hongqi

Ny Kona med mere markant design

Før jul kunne Hyundai annoncere en ny Kona, som får et mere dynamisk og strømlinet design. Den nye generation vokser og længden er øget med hele 150 mm i forhold til den nuværende. Bredden øges med 25 mm og akselafstand får ekstra 60 mm.

Den nye KONA lancers både som benzin, hybrid, og elbil og forventes lanceret i Danmark i efteråret 2023.

Femte generation Prius med kabel og solcelletag

Til sommer introduceres femte generation Prius i Danmark udelukkende som plug-in hybrid. Den får Toyotas nye generation plug-in hybrid drivlinje som består af en 2.0-liters benzinmotor med 148 hk og en elmotor på 160 hk. Det giver en samlet systemydelse på 223 hk. Til sammenligning har den nuværende Prius Plug-in Hybrid 122 hk.

De foreløbige tal viser, at rækkevidden på el er øget til 69 km, mens CO2-udledningen er målt til 19 g/km (WLTP).

Vælger man en udgave med solceller på taget, vil man kunne lægge op til 8 km ekstra rækkevidde på ren el til pr. dag udelukkende ved solenergi, og er bilen parkeret i solen i flere dage i træk, vil solcelletaget alene kunne lade bilen fuldt op. Smart!

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet