fbpx
 
Categories Biltest

First Drive: Renault Megane E-TECH Electric Iconic

Posted on
First Drive: Renault Megane E-TECH Electric Iconic

Femte generation Megane lanceres udelukkende som elbil. Vi så den første gang til et sneakpeak i Paris i sommeren 2021 og faldt med det samme for det futuristiske design og den gennemførte kabine med Google-baseret skærm. Nu har vi endelig været en tur bag rattet til en First Drive i Marbella, og har svært ved at få armene ned. Det er den bedste Megane, Renault nogensinde har bygget.

LED-lys både for og bag giver en unik signatur i trafikken.

Lav vægt giver pote

Megane Electric er baseret på en ny dedikeret elbilplatform og fås med to batteristørrelser – et stort på 60 kW (220 hk) med en rækkevidde på 450 km (WLTP) og et mindre på 40 kW (130 hk) som har strøm til 300 km. Vores testbil har det store batteri, som er det mest oplagte, hvis du ofte kører længere ture. Med det store kan du nemlig hurtiglade op til 130 kW mod 85 kW med det lille batteri.

Rækkevidden testes i halvlunt forårsvejr på en ca. 250 km strækning i et mix af bykørsel, motorvej og snoede bjergveje. Efter endt kørsel er der fortsat 56 procent strøm tilbage på batteriet, og det er imponerende godt.

Det er lykkes Renault at holde bilens samlede vægt så lavt som muligt, hvilket er godt for rækkevidden. Motoren vejer kun 145 kg og batteriet i bunden af bilen er så smalt, at bilens samlede højde kan holdes nede på 1,5 meter. Det er rent faktisk lavere end den fossildrevne Megane.

Det store batteri har en ydelse på 160 kW (220 hk) og 300 Nm. Det giver en acceleration fra 0-100 km/t på 7,4 sekunder. Topfarten er 160 km/t.

Vi skifter på turen mellem de forskellige drive modes lige fra Eco til Sport, hvor Megane viser en alsidighed med høj kørekomfort og fin dynamik. De 220 hk virker passende til bilens størrelse.

Renault har lavet hvad de kalder en “cocoon” bund med skum, som absorberer støj. Vi bemærker, at der generelt er et lavt støjniveau under kørsel.

Den samlede længde på bilen er kun 4,2 meter, men med hjulene placeret helt ude i hjørnerne og en akselafstand på 2,7 meter er pladsfornemmelse i bilen god og større end i den model, som afløses. Benpladsen ved bagsædet er mindre sammenlignet med en VW ID.3, men til gengæld er bagagerummet med 440 liter større.
Bilens design gør bagruden lille, og det udfordrer udsynet. Som ekstraudstyr fås et digitalt bakspejl med kamera – så er det problem løst.

Lækker Google skærm

Kvalitetsfornemmelsen i kabinen er høj. Vi kører i Iconic-modellen med lædersæder og flotte træpaneler som sammen med et fedt Harman Kardon lydanlæg giver en mere luksuriøs oplevelse end mange konkurrerende mærker kan diske op med. Det lidt kantede rat minder om det, der er i Q4 e-tron.

Stemmestyringen er blandt de bedste i klassen og multifunktionsrattet gør det nemt at tilgå bilens funktioner og visninger. Trådløs Apple CarPlay er muligt sammen med trådløs opladning på en svævende hylde under skærmen.

Den store digital flade på 24” med digitalt cockpit og infotainment ”powered by Google” er klart noget af det bedste, du p.t kan få i en mellemklasseelbil. Systemet har en processor som i en tablet og fungerer lynhurtigt uden at lagge. Alle menuer er på dansk og betjeningen virker meget nem i den intuitive brugerflade.

For at optimere kørsel og opladning er det min erfaring, at det ofte kan svare sig at køre med navigation – også selvom du kender vejen. Her er det en fordel, at du kan se Google Maps direkte i det digitale cockpit mens du fx bruger infotainmentskærmen til musik eller styring af andre indstillinger.

Softwaren har over the air opdatering fra begyndelsen, som udover Google også omfatter bilens øvrige funktioner.

Priser og udstyr

Renault Megane E-TECH Electric koster fra 266.990 kr. med 40 kWh batteri og 130 hk. Versionen med 60 kWh batteri og 220 hk koster fra 303.990 kr.

Bilen fås i tre udstyrsvarianter: Equilibre, Techno og Iconic. Derudover en særlig variant som flådebil.

Equilibre har som standard blandt andet 18 tommer alufælge, LED lys, bakkamera og fuld sikkerhedspakke.

Technoversionen kommer med 20 tommer alufælge og klimaanlæg. I Iconic er der specielle 20 tommer fælge, ægte træ på dørsider og instrumentbord, lædersæder og Harman Kardon lydsystem. Det er den version, vi tester.

Privatleasing koster fra 3.495 kr. pr. måned over 36 måneder med 15.000 km om året. Det store batteri koster 100 kroner ekstra om måneden. Technoversionen koster den 3.795 kr. med 40 kWh batteri og 3.895 med det store batteri. Iconic koster 4.095 kr. med 40 kWh batteri og 4.195 kr. med det store batteri.

Renault introducerer en forsikringspakke med faste priser for alle uanset alder og bopæl. Megane med 130 hk koster 5.600 kr. pr år, mens 220 hk versionen koster 5.995 kr. inkl. ansvar, kasko og glasforsikring med en selvrisiko på 3.000 kr.

Du kan se alle priser og udstyrspakker her.

Megane kommer til Danmark i løbet af april. Renault oplyser, at de prioriterer microchip til den nye vigtige elbil, og forventer at kunne levere inden for få måneder.

Den nye CMFB-EV platform har forhjulstræk. Bilen må trække op til 900 kg.

Foto: Thomas Saks

Carlife365 var inviteret til Marbella af Renault Danmark, som betalte for transport og ophold.

5 kommentarer

5 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: