Her er et udpluk af ugens højdepunkter – bl.a. hæder til Kia EV6, et facelift til VW T-Roc og så får Årets Bil i Danmark, Hyundai Ioniq 5, længere rækkevidde i 2023 modellen.
Kia EV6 kronet som verdens bedste ved den debuterende prisuddeling, ‘Best Cars of the Year’
Ved ‘Best Cars of the Year’ 2021/2022 er Kia EV6 kåret til verdens bedste og får rosende ord med på vejen for sin kvalitet, innovation, design og teknologi. Det oplyser Kia i en pressemeddelelse.
Prisuddelingen ‘Best Cars of the Year’ har et dommerpanel med designere, ingeniører, motorsportspionerer, journalister, medieselskaber, bilforhandlere, bilkonsulenter, større eventarrangører og helt almindelige bilkøbere.
Læs vores test af Kia EV6 her.
Ny T-Roc med skarpere design og nydesignet interiør til 299.995 kr.
Efter næsten fem år på markedet frisker Volkswagen den populære T-Roc op med ændret design og et mere digitaliseret interiør. Standardudstyret hæves og priserne starter fra 299.995 kr.
T-Roc har overtaget rollen fra Golf som den mest solgte mellemklassemodel med Volkswagen emblem i Danmark. Vi kan simpelthen ikke få nok af SUV’er og crossovers. Den blev lanceret i 2017 og tiden er blevet moden til det obligatoriske facelift.
Hyundai IONIQ 5 får længere rækkevidde
Hyundais elbil IONIQ 5 får ved modelskift til 2023 en udvidet rækkevidde fra 481 km til 507 km på Long Range-modellen.
Det sker ved en øget batterikapacitet fra 72.6 kWt til 77.4 kWt, hvilket giver en øget rækkevidde på op til 25 og 26 km på én opladning alt afhængig af, om det er 2WD eller 4WD.
Den øgede batterikapacitet giver både en længere rækkevidde og flere hestekræfter på Long Range-udgaverne. Går man efter den længste rækkevidde, skal man vælge den tohjulstrukne model med 19″. Den har en rækkevidde på op til 507 km, hvilket er op til 26 km mere på én opladning. Den længere rækkevidde, opnår IONIQ 5 med et batteri på 77.4 kWt og priserne starter ved 354.995 kr. for Essential-modellen.
Den firehjulstrukne IONIQ 5 med et 77,4 kWt-batteri, der leverer 325 hk, øger rækkevidden fra 460 til op til 485 km. Altså op til 25 km mere på én opladning end den nuværende på 72.6 kWt. Priserne starter ved 414.995 kr. for Advanced model.
Læs vores test af Hyundai Ioniq 5 her.
Privatleasing af Jeep med ubegrænsede km
Leasing-kunder med stort kørselsbehov har mulighed for at lease en Jeep med ubegrænset km. Som UNLIMITED-kunde kan du nemlig køre ligeså mange km, du vil, og slippe for en eventuel ekstraregning, når perioden udløber. Det nye koncept fra Jeep er på kort tid blevet populært og vælges nu af 60 procent af kunderne. Det oplyser Jeep i en pressemeddelelse.
– Vores UNLIMITED-privatleasing er hurtigt blevet populær, og på meget kort tid har den overgået den normale type privatleasing. Kunderne har fra dag ét kunne se fordelene i køre så meget, de har lyst til. Den store interesse viser, at vi med UNLIMITED tilbyder et produkt, som danskerne er interesserede i, fordi det giver dem værdi, overblik og sindsro, siger Rune Reffstrup Melander, der er produkt- og marketingdirektør i FCA Danmark, der er dansk importør af bl.a. Jeep.
– Når over 60 procent af vores leasingkunder vælger UNLIMITED, er det et tegn på, at vi har ramt rigtigt. De ubegrænsede har stor værdi for kunden, og vi er stolte af at være de første, der bringer det på markedet, siger Rune Reffstrup Melander.
Læs vores test af Jeep Compass 4xe her.
Læs vores tesf af Jeep Renegade 4xe her.
Ny Kia Niro med mere ungdommelig appeal
Større, mere avanceret, digitaliseret og elektrificeret. Det er kort og godt essensen af den nye Kia Niro, som ventes lanceret senere i år. Bilen får umiddelbart en mere ungdommelig appeal med større mulighed for tilpasning af farver og udtryk.
Den nye Niro er baseret på tredje generations platform og har et større karrosseri, som giver klasseledende pladsforhold i kabinen og bagagerummet. Senere præsenteres to elektrificerede drivlinjer i form af en plug-in-hybriddrivlinje (PHEV) og en fuldt elektrisk drivlinje (BEV).
Læs mere om den nye Kia Niro her.
newsflash