fbpx
 
Categories Biltest

Test: MG Marvel R Performance

Posted on
Test: MG Marvel R Performance

MG Marvel R er øverst i modelprogrammet, men alligevel er priserne overkommelige og udstyrslisten lang. Er den pengene værd? Det har vi undersøgt, og du kan finde svaret i denne anmeldelse.

Navngivningen i MG’s modelprogram virker random. Marvel R skiller sig ud med noget, der ligner et rigtigt navn.

Meget bil for pengene

MG laver biler i den overkommelige ende af prisklassen og Marvel R Performance har med sine 288 hestekræfter og 665 newtonmeter en ganske attraktiv pris på 394.999 kr.

Vælger man performance-udgaven får man altså de 288 hestekræfter, der kommer fra tre elmotorer, og en accelerationstid fra-100 km/t på under på 4,9 sekunder. Netop accelerationen er interessant, eftersom MG Marvel R Perfomance med sit prisskilt er en af de billigste måder at komme under 5 sekunder fra 0-100 km/t.

Performance-varianten koster 30.000 kr. mere end Luxury-varianten og har en ekstra elmotor, lavere frihøjde og en større vægt. Tilføjelsen af den ekstra elmotor gør dog, at man mister det store frunk (bagagerum foran) på 150 liter.

Rummelig kabine

Da vi testede MG ZS EV kunne vi konkludere, at kabinen overordnet var rummelig. Det samme gør sig gældende for Marvel R. De gode lædersæder kan indstilles automatisk og kommer med både varme- og kølfunktioner, hvilket er sjældent set i en bil til under 400.000 kr.

Der er både varme og køl i forsæderne.

I kabinen finder man den 12,3” store infotainmentskærm, der er intuitivt sat op og nem at navigere rundt i med tydelig grafik. Ser man bort fra den langsomme reaktionstid på skærmen, fungerer den fint med Apple Carplay eller Android Auto.

Den store skæm er flot men også lidt langsom til at reagere.

Det er værd at nævne det fede BOSE-lydanlæg, der kommer som standard i Performance-varianten ligesom en lang række af features som trådløs opladning, panorama glastag og 360 graders kamera er standard.

På bagsæderne er pladsen rigtig god og loftshøjden er ikke til at klage over. Man sidder fint i sæderne og benpladsen er tilfredsstillende.

Kabinen skuffer lidt i samlekvaliteten, der til tider virker en smule sjusket og med en konkurrent som Hyundai Ioniq 5, er der ikke plads til de store fejl.

Flere heste stjæler plads

Som nævnt mister man i Performance-varianten det store frunk på 150 liter, da den ekstra elmotor tager pladsen. Du har derfor kun 357 liter at gøre godt med i bagagerummet. Det går i hverdagen men kan knibe, når hele familien skal på tur. Den automatiske bagklap er standard i Marvel R.

Med 357 liter er bagagerummet mindre end i en VW Golf.

Det er prisen du betaler for at få ekstra kræfter, og i Performance-varianten får du en kvik accelerationstid. Men det sportslige forbliver ved accelerationen, da bilen opleves mere komfortabel end dynamisk. Affjedringen absorberer ujævnheder og giver en fin komfort. I sving krænger bilen lidt og i accelerationer løfter snuder sig.

Vognbaneassistenten virker for kontant. Kommer man bare en anelse for tæt på en vejbanestribe, hiver bilen dig skarpt tilbage i egen bane. Den irriterer for meget, og du får lyst til at slå den fra.

Gennemsnitlig rækkevidde

Under testen fik jeg ikke rækkevidden over de 310 kilometer, selvom bilen er opgivet til en officiel rækkevidde på 370 kilometer. Ligesom i testen af ZS EV var det i Marvel R også under motorvejskørslen, at kilometerne raslede ned, hvilket dog er tilfældet i de fleste elbiler.

 
Når det er tid til at lade op, er den maksimale opladningshastighed på DC-lader 94 kW. Det er halvt så hurtigt som Hyundai Ioniq 5.

De elegante dørhåndtag pynter.

Flere plusser end minusser

Helt overordnet er Marvel R en rigtig fornuftig bil med en lang standardudstyrsliste og en yderst attraktiv pris. Kvaliteten i den rummelige kabine er god uden at være prangende. Det er et plus, at du får en garanti på 7 år.

Til prisen er MG Marvel R en værdig udfordrer i segmentet og kan man leve med opladningshastigheden og samlekvaliteten, får man en udmærket elbil, der byder på et væld af udstyr, fine køregenskaber og god rummelighed.

Specifikationer

  • Motor: Tre elmotorer
  • Batteri: 69,9 kWh
  • Ydelse: 288 hk / 665 Nm
  • 0-100 km/t: 4,9 sek.
  • Tophastighed: 200 km/t
  • Rækkevidde: 370 kilometer
  • Pris: 394.999 kr. (fås også fra 364.999 kr.)
  • Garanti: 7 år

Foto: Zacharias Lund

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: