fbpx
 
Categories Biltest

Test: Jaguar I-PACE Black

Posted on
Test: Jaguar I-PACE Black

Jaguar var med I-PACE blandt de første premiummærker med et reelt alternativ til Tesla i familievenlig størrelse. Efter fire år på markedet er der kommet en del konkurrenter på banen, så en særlig Black-udgave med specifik styling og udstyr skal sørge for, at I-PACE fortsat er relevant. Om det er nok undersøger vi i denne test.

Sidst vi testede Jaguar I-PACE var i starten af 2021, hvor den netop havde fået en vigtig opgradering, så den kunne lade hurtigere. Grundstenene med 90 kWh batteri, 11 kW AC- og 100 kW DC-opladning er uændrede ligesom firehjulstræk er standard.

Lynopladning ved Danmarks største åbne station i Odense.

Sort er det nye… sort

Black-udgaven har primært et højere standardudstyr og en mere skarp styling med masser af Gloss Black finish på bl.a. sidespejle, kølergrill, siderudelister og emblemer. Sammen med 20” fælge i samme sorte finish giver det bilen et mere råt udseende. Fælgene er virkelig flotte, og det røde Jaguar-emblem træder ekstra synligt frem i den sorte flade. Lækkert!

På udstyrs- og komfortsiden er der panoramatag, mørktonede ruder, sportssæder i Ebony-læder, sorte interiørlister og Ebony-sort taghimmel. Varme i sæderne og trådløs opladning er ligeledes standard.

Bilen fremstår komplet og efterlader en fornemmelse af kvalitet og luksus. Men konkurrenterne er efterhånden så godt med, at den ikke virker ligeså førende, som da den så dagens lys.

Lækker lukksusstemning i kabinen. Du er ikke i tvivl om, at det er en premiumbil.

Flot og funktionel kabine

I-PACE vinder fortsat på en flot og funktionel kabine med fin rummelighed og et fornuftigt bagagerum med plads til 505 liter. Et praktisk frunk under motorhjelmen kan bruges til opbevaring af kabler.

Bilens infotainment er baseret på Pivi Pro og har trådløs Apple CarPlay/Android Auto. Skærmen har flot grafik, er hurtig og nem at betjene. Der er specifikke EV indstillinger så du kan se forbrug og optimere rækkevidden.

Gearvælgeren udgøres af knapper til venstre i midterkonsollen.

God køredynamik

Jaguar I-PACE Black har firehjulstræk og 400 hk. Med et moment på hele 696 Nm føles den rigtig kvik, og 0-100 km/t klares da også på kun 4,8 sekunder.

Bilen er mest potent i Dynamic drive mode, som ledsages af en kunstig motorlyd med cylinderklang. Den er underholdende og leverer en god performance uden at gå på kompromis med komforten. Køreoplevelsen er der ikke en finger at sætte på. Lyden er en hilsen til fortiden og er en sjov feature.

Polestar 2 og Tesla matcher på køredynamik og i kulissen spøger den nye Mercedes EQE som et alternativ i samme prisklasse.

I-PACE har modtaget 88 globale bilpriser herunder World Car of the Year, World Car Design of the Year og World Green Car of the Year i 2019.

Rækkevidde i testen

I testen kan vi konstatere, at frisk kørsel i Dynamik drive mode og 130 km/t på motorvejen æder rækkevidde. Så skal du køre langt foregår det bedst i Eco-mode med en mere forsigtig fod på speederen. Ved blandet kørsel er bilens officielle rækkevidde på 415 km ikke urealistisk. Vi noterer os dog en max rækkevidde på 370 km ved blandet kørsel med batteriet ladet 100 % op. Kører du en strækning på motorvej med hastigheder mellem 110-130 km/t er vi tættere på 300 km rækkevidde. Bremsernes regenererende effekt kan indstilles.

Du får brug for at kunne hurtiglade, og her kan vi i testen se, at det sker med hastigheder mellem 50-90 kW. Den burde kunne klare 100 kW, men mange faktorer spiller ind, så det afhænger fx af hvor meget strøm der er tilbage, når du starter opladningen, samt temperaturforhold. Navigationens assistance hen mod ledige hurtigladere for at sikre en kørsel uden for meget rækkeviddeangst på lange ture er OK uden at være prangende.

I-PACE Black fås i hele farveudvalget, inklusive Aruba og Farallon Pearl black premium-metallak. Metallak koster 12.000 kr.

Det koster I-PACE Black

Bilen har adaptiv fartpilot og som ekstraudstyr styreassistent (27.100 kr.), der fungerer overbevisende i tæt trafik på motorvejen. Den hjælper med at styre, accelerere og bremse og holder bilen midt i vognbanen, samtidig med at den holder den valgte afstand til de forankørende.

I-PACE Black koster fra 699.900 kr. og testbilen med ekstraudstyr står til 744.900 kr. Den billigste I-PACE i programmet fås til 674.900 kr.

I-PACE Black kommer i en flot indpakning og kører super godt, men platformen er oppe mod en række nye modeller på markedet med nyere teknologi og skarpe priser, så den får kamp til stregen. Køredynamikken er et stort plus og kvaliteten i kabinen er høj. Kører du meget blandet kørsel, ville jeg ikke være så nervøs for rækkevidden.

Det er stadig en lækker oplevelse at køre I-PACE!

Specifikationer

  • Ydelse: 400 hk og firehjulstræk
  • Moment: 696 Nm
  • Batteri: 90 kWh
  • Opladning AC/DC: 11/100 kWh
  • Tophastighed: 200 km/t
  • 0-100 km/t: 4,8 sekunder
  • Bagagerum: 505 liter + frunk
  • Dimensioner: L 4.682 mm B x 1.895 mm x H 1.566 mm

Foto: Thomas Saks

2 kommentarer

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: