fbpx
 
Categories Biltest

First Drive: Range Rover

Posted on
First Drive: Range Rover

Overdådig luksus og kapable offroad-egenskaber er essensen af Range Rover, og med den nye model løftes barren endnu højere. Femte generation er en opvisning i sofistikeret design og moderne teknologi. 50 kunder har allerede bestilt den, og en plug-in hybrid variant med op til 109 km elektrisk rækkevidde og stor afgiftsrabat er det store trækplaster.

Vi har kørt den enorme luksus SUV on- og offroad, og her er vores første indtryk.

Range Rover anno 2022 er mere smooth i sit udtryk. Elegant, stærk og moderne.

Tradition og fornyelse gennem årtier

Det er en smuk og solrig morgen på det naturskønne Tirsbæk Gods lidt uden for Vejle. Rammen kunne ikke passe bedre til den spritnye Belgravia-grønne Range Rover, som står på gårdspladsen. Den står face to face med et velholdt klassisk eksemplar, der har adskillige årtier på km-tælleren, og minder os om den arv, den nye model skal løfte.

Folkene fra Land Rover fører os gennem en grundig produktgennemgang i et mix af facts og dyrtproducerede marketingvideoer, hvor bilens teknologi, design og detaljer med bl.a. nyt baglygtearrangement flashes. Godt ser den ud.

Baglygtedesignet er raffineret og giver et moderne udtryk.

Det er tydeligt, at der er lagt ekstremt mange tanker, kræfter og mandetimer i udviklingen af den nye model, og selv uden marketinglingoen er der ingen tvivl om, at det er en imponerende bil, der er skabt. Æstetisk står den tro mod sit ophav uden at være kedelig i designet.

Range Rover plug-in hybrid med lang rækkevidde

Med fem generationer over de sidste 50 år skal en ny model sidde i skabet og være langtidsholdbar. I en tid med elektrificering er udvikling og produktion ikke blevet mindre komplekst, for nu skal der også tænkes grønt. Det handler om at sende de rette signaler, om CO2-regnskaber og om at være på bølgelængde med kundernes behov.

Den nye model kommer derfor som plug-in hybrid og allerede i 2024 lanceres en ren eldrevet variant! Men bare rolig – rækkeseksere og en potent V8 motor lånt fra BMW findes fortsat i programmet sammen med en slidstærk dieselvariant.

Plug-in hybriderne er interessante fordi du sparer over en million i afgift, og de kan lynoplade med 50 kW så 80 % kan opnås på under en time. Rækkevidden er 109 km og realistisk set er 80 km muligt. Det er imponerende tal i så stor og tung en bil, og muligheden for lydopladning gør den ekstra interessant.

Samtlige drivlinjer baseres på samme platform, og det er i sig selv lidt en bedrift, for hvordan bringes en stor og tung elektrificeret offroader gennem 90 cm vand eller hen over tonstunge sten med skarpe kanter? Her kan der ikke sources komponenter fra andre, for det findes ikke, og skal skabes og bygges fra bunden.

Kabine med VIP-feeling

Den nye Range Rover lanceres ud fra en filosofi om moderne luksus. Det hele er skabt for at imponere og forkæle dig, og en særlig eksklusiv SV-udgave skal give dig alt det, du drømmer om – og lidt til. Her står Special Vehicle Operations for at skræddersy bilen til lige netop dine behov med nærmest uendelige konfigurationsmuligheder.

Materialevalget virker ekstremt lækkert og detaljer som blank metalbelægning, glat keramik, træ og blødt læder giver den helt rette stemning af rigmandsbil. Træet er i øvrigt bæredygtigt fældet og du kan få læder, som ikke er læder.

Instrumentbordet er fuldt digitaliseret og skærmene er velfungerende. Infotainmentskærmen er hurtig med lækker, tydelig og klar grafik. Der er almindelige knapper til bl.a. betjening af klimaanlæg og andre indstillinger.

Kvaliteten i kabinen er høj og der er kælet for alle detaljer. Det lugter af premiumbil.

Den findes i to længder med lang og længere akselafstand, og for første gang nogensinde kan du få op til syv siddepladser i den længste udgave. Kombinationsmulighederne i sædeindretningen er mange, og du kan fx vælge at have to bagsædepladser i en såkaldt ”signature suite” i den længste SV-model, hvor du har ekstra god plads og en bred midterkonsol hvorfra hele verden kan styres – eller i hvert fald mange af bilens komfortfunktioner.

Sæderne kan lægges ned og du kan få sædemassage. Her er et elektrisk drevet Club-bord, elektrisk udklappelige kopholdere og et integreret køleskab med SV-graveret Dartington-krystalglas. Det lugter af VIP og chauffør. Som noget nyt kan dørene åbnes og lukkes elektrisk, så tanken om chaufføren er reel.   

Bagklappen kan omdannes til en bænk med puder og kan bære 300 kg. I den øverste del af bagklappen er der lys og højttalere.

Baghjulsstyring og luftundervogn

På lande- og motorvej imponeres vi over hvor komfortabel og stærk bilen er. Den har baghjulsstyring som standard og det giver en imponerende lav venderadius og er guld værd på parkeringspladsen. Hjulene drejer samme retning som forhjulene ved høj fart for at forbedre handling og køreegenskaber. Firehjulstrækket giver masser af bid og du får fuld valuta for bilens mange kræfter.

Luftundervognen er som skabt af engle der ved, hvordan det føles at svæve på en sky. Bilen ligger helt rolig i sving og du mærker ikke den høje vægt. Krængningen er minimal. Som en ny feature fås bilen med noise cancellelation i nakkestøtterne, så du har fuldstændig ro om ørerne.

Ligeså offroad savy som Defender

En del af vores tur foregår offroad, hvor vi hiver en efterhånden godt støvet Range Rover gennem et terræn, som man på forhånd havde dømt ude i denne bil. Det er samme terræn på Land Rovers Experience Center, hvor vi for to år siden kørte den nye Land Rover Defender.

Læg mærke til frihøjden, som stort set er den samme som på en Defender.

Range Rover kan det samme som Defender og har stort set samme frihøjde. Man tror det er løgn, men den klarer terrænet fuldstændig problemfrit – stærk og kontrolleret. Du kan indstille offroad-programmerne til at gøre alt for dig, så du bare skal styre, eller du kan vælge dine egne indstillinger – fx justere differentialer, traction control, powertrain, styring og ride control. Men bilen klarer det nok bedre end dig.

Kameraer med visning fra alle tænkelige vinkler sørger for overblikket hvis du fx er kørt op af en stejl bakke og ikke kan se, hvad der venter forude – præcis som vi kender det fra Defender. Vi prøvede det på en 28 graders stigning, og kameraet var uundværligt.

Offroad-egenskaberne testes på Land Rover Experience Center ved Tirsbæk Gods i naturskønne omgivelser med en kyndig instruktør i passagersædet.

Alsidighed i luksusformat er måske bilens allerstørste styrke. Mange køber den, fordi den kan det, den kan – nok ikke fordi den skal trækkes gennem pløret i tide og utide. De grønne signaler er nødvendige, og det ser ud til, at Range Rover går en fremtid i møde, hvor den fortsat vil være relevant.

Det er svært at finde et punkt, hvor bilen ikke performer og imponerer, og med det nye design pynter den i garagerne i landets dyreste postnumre.

Den nye Range Rover fås fra 1.729.900 kr. i varianten P440e plug-in hybrid med standard akselafstand. Det er med de nuværende afgiftssatser. Range Rover SV starter fra 2.649.900-4.304.900 kr.

Udstyrsversioner og drivlinjer:

  • Den nye Range Rover fås i modellerne SE, HSE og Autobiography, og den eksklusive First Edition fås i løbet af det første produktionsår. SV fra Special Vehicle Operations giver mulighed for utallige konfigurationer, hvor bilen skræddersys specifikke behov.
  • Overordnet fås den nye Range Rover som plug-in hybrid, 6-cylindrede mild hybrid benzin- og dieselmotorer samt en helt ny V8.
  • Range Rover SV fås med en P510e PHEV-drivlinje, effektiv MHEV-diesel eller ny twin-turbo V8-benzinmotor med 530 hk og en tophastighed på 261 km/t. Den nye V8 er 17 procent mere brændstoføkonomisk og producerer 50 Nm mere moment end den tidligere 5,0-liters Supercharged V8.
  • De elektriske plug-in hybridbiler P510e og P440e kan lynoplade med 50 kW så 80 % kan opnås på under en time. Den kraftigste P510e plug-in hybrid-drivlinje har et litium-ion-batteri på 38 kWh, en elmotor på 105 kW og en sekscylindret Ingenium-motor på 3,0 liter. Det giver en acceleration fra 0-100 km/t på 5,6 sekunder.
  • Derudover fås en 6-cylindret D350 Ingenium-dieselrækkemotor.

Foto: We shoot cars / Thomas Saks / Per Kuskner

2 kommentarer

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: