fbpx
 
Categories Biltest

First Drive: Renault Austral

Posted on
First Drive: Renault Austral

Kadjar blev aldrig den store succes og Arkana er mere crossover end SUV. Renault introducerer derfor den helt nye Austral, som er en familievenlig SUV med god plads og moderne hybridmotor. Om tredje gang er lykkens gang undersøger vi ved den internationale presselancering i Madrid, hvor vi kører Renault Austral for første gang.

Renault Austral er 1.62 meter høj, 1.83 meter bred, 4,51 meter lang, og har en akselafstand på 2.67 meter. Den har en frihøjde på 18 centimeter.

Familieslæde med fleksibelt bagsæde

Austral har en størrelse, som passer til mange familier. Der er god benplads for og bag, og loftshøjden er god. Et fleksibelt bagsæde kan længdejusteres 16 cm og tilgodese benplads eller mere bagagerumsplads. Bagagerummet varierer i størrelse fra 430-500 liter afhængig af variant.  

Bagsædet kan længdeforskydes 16 cm i sektioner og ryglænets hældning kan justeres. 
Bagklappen kan betjenes elektrisk ved en knap eller en sensor under bilen.

Renault Austral har været på vej i flere år og lanceres nu i Frankrig, Spanien, Portugal, Italien og Tyskland. Vi ser den først i Danmark om et lille års tid. Det er der flere grunde til, som vi kommer tilbage til.

Med Austral satser Renault på at vinde familien tilbage. Familien som vel at mærke ikke er klar til hverken fuld- eller semi-opladebare biler og derfor dømmer den elektriske Megane eller en plug-in hybrid fra et konkurrerende mærke ude. Og den nye Austral har et es i ærmet. Den vejer ikke alverden (omkring 1.500 kg uden last) og fås med en ny brændstoføkonomisk hybridmotor. 

Ny hybridmotor

Austral deler platform med den nye Nissan Qashqai, og Renault har sammen med ingeniører fra Japan, Frankrig og Sydkorea brugt to år på at skabe en E-TECH hybridmotor med høj ydelse og lavt brændstofforbrug.

Den klarer op til 22,2 km/l ved blandet kørsel og er baseret på en trecylindret 1.2 liters benzinmotor med 130 hk plus en 50 kW elmotor, som fås med en samlet systemydelse på 160 eller 200 hk. Begge har automatgearkasse med op til 15 kombinationsmuligheder.

Den nye E-TECH hybridmotor lanceres i Danmark sammen med en 12v mild-hybrid, der er udviklet sammen med Daimler. Her er der tale om en firecylindret 1.3 liters benzinmotor med 140 hk og 6-trins manuelt gear eller en lidt kraftigere med 160 hk og CVT automatgear. For begge er brændstofforbruget omkring 16 km/l.

Vi har kørt versionen med den nye E-TECH hybridmotor og 200 hk. Den ser stærkere ud på papiret, end den føles i virkeligheden. Bilen accelererer fra 0-100 km/t på 8,4 sekunder, hvilket er hæderligt for en familiebil, men trykker du sømmet i bund for at overhale på motorvej, går der for lang tid inden de to motorer og de mange gearkombinationer bliver enige om, hvad der skal ske. Selv i køreprogrammet Sport savner jeg bedre respons, når der er brug for en kvik acceleration.

Ved almindelig kørsel i Comfort- eller Eco-køreindstilling føles bilen komfortabel og støjsvag. Her viser den sin stærke side.  

Renault Austral bygges på Renault fabrikken i Valladolid i Spanien, hvor blandt andet også Renault Megane og Renault Kadjar er blevet bygget.

Avanceret firehjulsstyring lugter af premium

Udover den nye hybridmotor vil Renault også lokke kunder til med andre fristelser.

Austral fås med 4Control, som er aktiv firehjulsstyring, hvor baghjulene drejer op til 5 grader kontra forhjulene ved lav fart og med forhjulene ved høj fart. Det er en feature, som også anvendes på større Renault-modeller som Espace.

Fordelen mærkes især, når bilen skal parkeres eller vendes på en snæver plads. En venderadius på lige godt 10 meter er imponerende i en bil på den størrelse.

I sving med fart på skal den medstyrende bagende give mere dynamik, fortæller Renault. På første tur i området omkring Madrid mærkes baghjulsstyringen da også, men den umiddelbare vurdering er, at bilen føles lige levende nok, så det kræver en dybere test for at vurdere, om det er pengene værd.

Dybest set kalder en akselafstand på 2,6 meter i Austral ikke på firehjulsstyring, men det giver bilen et strejf af premium. Normalt ser vi denne feature i langt dyrere og større biler som Range Rover og elektriske Mercedes EQ- modeller.

Alpine skal give Austral et sportsligt look

Et andet premium-tiltag i Austral er tillægspakken Alpine. Det er første gang, Renault anvender det sportslige mærke i en familiebil, og det overrasker lidt, at det sker med en praktisk SUV. Alpine handler udelukkende om styling.

Alpine-versioner har specielle badges, skarpere 20″ fælge og blå syninger i kabinen. Alcantara her og der giver en mere sportslig feeling i kabinen, som i andre versioner har plast eller træ.

Austral fås i tre udstyrsversion ligesom den elektriske Megane, og alle modeller har samme store 2 x 12” skærm med digitalt cockpit og infortainment, som anvendes i den elektriske lillebror. Systemet er baseret på Google Automitive software og fungerer virkelig godt – det er faktisk noget af det bedste, man kan få i klassen.

Som i Renault Megane E-TECH Electric er gearvælgeren placeret ved rattet.

Af andre premium tilvalg kan nævnes head-up display, Harman Kardon lyd og panoramaglastag.

Austral fås med alt det nyeste inden for assistent- og sikkerhedssystemer, og virker moderne og komplet på det punkt. Mængden afhænger af udstyrsniveauet og dermed prisen, du betaler.

I Danmark et godt stykke inde i 2023

Renault kan ikke sige præcist hvornår Austral kommer til Danmark. Vi gætter på august eller september 2023. De fem lande, som den lanceres i nu, er ikke ligeså langt i elektrificeringen, som vi er i Danmark, så lanceringsplanen giver på en måde mening.

Plug-in hybriderne daler stille og roligt i popularitet i takt med at afgiftsrabatten udfases i Danmark, så set i det lys, giver det måske netop mening at vente med lanceringen i Danmark.

Om Renault kan få succes med den nye Renault Austral i Danmark afhænger af flere faktorer – herunder købernes interesse for alternative plug-in hybrider og fuldt elektriske SUV’er samt levering og priser. Og så skal udstyr og styling prissættes attraktivt, for Austral er nødt til at spille med sin premiummuskel, for at kunne hive kunder væk fra japanske og koreanske pendanter.   

Priserne for Austral er endnu ikke fastlagt i Danmark.

Basisversionen hedder Equilibre, mellemversionen Techno og topversionen Iconic. Renault Austral fås syv forskellige farver: Glacier White, Pearl White, Flamme Rouge, Diamond Black, Satin Grey. Desuden fås versionen Alpine Esprit i Satin Shale Grey med 20 tommer fælge og og blå syninger. Alpine versionen kan fås til både Techno og Iconic versionen.

Foto: Thomas Saks

2 kommentarer

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet