fbpx
 
Categories Biltest

Test: Audi e-tron 55 Quattro

Posted on
Test: Audi e-tron 55 Quattro

Den første og største elbil fra Audi hedder e-tron og er en voluminøs SUV med to elmotorer og et helt nyt elektrisk Quattro firehjulstræk. Den ligner en Audi og føles som en Audi. Men e-tron har de fordele – og ulemper – som følger med en elbil anno 2019. Carlife365 har tilbragt en uge i selskab med Audi e-tron 55 Quattro, og her kan du læse, hvad vi mener om den elektrificerede tysker.

Storslået lancering

Da Audi lancerede Audi e-tron i september 2018 skete det ved et storslået event i San Francisco med lysende droner, som dannede de fire karakteristiske Audi-ringe i den mørke Californiske aftenhimmel. Grundet tidsforskellen var jeg stået tidligt op den morgen for at følge live-streamingen af den måske vigtigste produktlancering fra et tysk bilmærke i nyere tid.

Jeg husker tydeligt hvordan hårene rejste sig på mine arme, da bilen trillede lydløst ind på scenen. Her stod en vaskeægte Audi med alt det bedste, som vi kender fra Audi, men med fuldt elektrificerede egenskaber.

Blandt de tre tyske premiummærker – Audi, BMW og Mercedes-Benz – kom Audi først med et bud på fremtidens elbil.

Audi e-tron er 100% Audi

Tesla fik med lanceringen af Audi e-tron pludselig en værdig konkurrent. Og direkte adspurgt hvorfor Audi skulle være så lang tid om at lancere en elbil lød forklaringen, at en Audi skal være 100 % Audi. Så for Audi har det ikke været så afgørende at komme først – det har været mere vigtigt at lave den bedste elbil, så den føles som en Audi og er tro mod mærkets DNA.
Og missionen synes at være fuldført.

Audi e-tron ligner et ny SUV i Q-familien et sted mellem Q5 og Q7. Udefra ser den store single frame kølergrill dog noget anderledes ud grundet mindre behov for luftindtag til køleren. Og så står testbilen med de nye virtuelle sidespejle, som umiddelbart kunne virke som en gimmick, men ved nærmere bekendtskab giver de sindssygt god mening. Mere herom senere.

Bremsekalibrene er gule og på bagsmækken giver et lysende bånd på tværs af bagklappen mellem baglygterne en klar profil i mørket.

Klassisk Audi kabine

I kabinen er Audi-fornemmelsen lige i øjet. Alt er som det plejer at være i en Audi, og du genkender indretning, skærme og knapper fra andre modeller som fx Audi A6 eller Audi Q8.

De virtuelle sidespejle inkluderer et par skærme, som sidder i hver side af fordørene. Og i det digitale cockpit har du en indikator for strømforbrug samt opladning – herunder også opladning af batteriet ved opbremsning. Elbilinstrumenterne kunne egentlig godt træde mere frem, da der er meget ”nudging” i at køre elbil. Her ville det være cool, hvis Audi kunne lave en visning i det digitale cockpit, som ”uddanner” dig i at køre i elbil, så rækkevidden bliver så optimal som mulig.

Infotainment og betjening af klimaanlæg, navigation og bilens andre funktioner styres fra de to dobbelte trykfølsomme skærme, som vi kender fra mange andre Audier. Det fungerer fint. Der er en separat knap til at skrue op og ned for lyden til anlægget, hvilket jeg personligt sætter stor pris på.

Du kan vælge drive-indstilling både på analoge knapper og på skærmen. Her kan du fx vælge ”efficiency” eller ”dynamic”.

Audi kvaliteten er på højt niveau i e-tron og bilen føles bundsolid og godt bygget. Der er trådløst Apple CarPlay. Gearvælgeren er i helt nyt design og enkel at anvende.

Fordelen ved virtuelle sidespejle

Som nævnt kan de virtuelle sidespejle godt virke som en ren futuristisk gimmick. Og jeg skal da også indrømme, at det lige tager et par dage at vænne øjet til at orientere sig mod en skærm fremfor det punkt, hvor sidespejlet normalt sidder. Men udover at se futuristiske ud, så giver de fantastisk god mening. Fx har du et langt bedre view i mørke. Og i regn eller frost, har du ikke våde og duggede sidespejle at bøvle med.

Virtuelle sidespejle giver bl.a. langt bedre udsyn i mørkt og regnfuldt vejr.

I skærmene sidder desuden en indikator (gult lys) hvis du har trafik i synsfeltet, som du skal være opmærksom på. Og så er der en grøn indikator ved blik. Efter nogle dage og lidt tilvænning, er jeg blevet fan af de virtuelle sidespejle.

2½ tons raket

Audi e-tron har alle fordelene ved SUV’en. Du sidder højt og bilen er praktisk i anvendelse. Pladsen er overdådig og du har et rum foran under motorhjelmen, hvor der kan opbevare kabler, når bilen ikke oplader. Rummet kan også bruges til fx vådt eller beskidt tøj fra en tur ved stranden eller i skoven.

Audi e-tron er en tung bil med omkring 2½ tons at slæbe rundt på. Men grundet den dobbelte elmotor med Quattro firehjulstræk, har du et ret sindssygt kræftoverskud i bilen. Accelerationer foregå trinløst og 0-100 km/t sker på under 6 sekunder. Men du kan altså godt mærke, at bilen er tung. Og jeg synes køreegenskaberne er mere til cruise og komfort end decideret sportslig kørsel.

Lydbilledet er…. well. Det krævet nok lige lidt tilvænning. En elbil er ikke fuldstændig lydløs. Den har en lidt særlig elbillyd, som er sådan lidt zuuuuuum-agtig. Egentlig ret fesen. Audi, kan der ikke leges mere med den lyd? Vind- og dækstøj har Audi heldigvis været meget heldig med at dæmpe, så det generes du ikke af.

Audi e-tron er en tung sag. Alligevel klarer den 0-100 km/t på under 6 sekunder.

Rækkevidden afhænger af dig

Jeg starter testen af Audi e-tron med at være bagud. Bagud på strøm. Med 20 % opladning af batteriet finder jeg hurtigt ud af, at følelsen af ”kan jeg nu nå frem?” fylder pænt meget. 5 graders varme udenfor, regnvejr og duggede ruder kalder på klimaanlæg og sædevarme. Men aktivering af disse funktioner æder straks af rækkevidden. På en tur sidste tur fra Lyngby til Virum når rækkevidden ned på 30 km. Stress!

Luksus ved bagsædet med klima, sædevarme og friskluftdyser både i dørsiden og ved midterkonsollen. Men det koster på rækkevidden, når det anvendes.

Audi e-tron kan med et fuldt opladt batteri klare omkring 400 km rækkevidde – og 429 i de helt nye modeller, som har fået en opdatering. Dog ikke hvis du aktiverer sædevarme, ”normalt” klimaanlæg (der er også et ECO trin i klimanlægget) foran og bagi med mere. Så er du tætter på de 300 km – i hvert fald i min test.

Er det så et problem? Ikke hvis du har en oplader hjemme i din indkørsel og kan lade bilen natten igennem. Så er der intet problem. Alternativt skal du finde nogle ”lyn” opladere på din vej eller i dit nabolag, da adgang til hurtig opladning egentlig er mindst lige så vigtig som lang rækkevidde.

Audi e-tron er en veldrejet sag med flotte designdetaljer.

Ny indstigningsversion fra 569.909 kr.

Audi e-tron 55 Quattro starter fra 799.990 kr. Heldigvis holdes elbilafgifterne i ro i den nye finanslov, så prisen får ikke det store nøk opad, som ellers lå i kortene.

En indstigningsmodel med mindre batteri er kommet i programmet til priser fra 569.990 kr. Den hedder Audi e-tron 50 Quattro. Det mindre batteri betyder, at rækkevidden er kortere (329 km WLTP) og det tager lidt længere tid at lade batteriet op.

Audi e-tron 50 Quattro har også elmotor på både for- og bagaksel. Ydelsen på 230 kW (313 hk) og et moment på 540 Nm giver den en acceleration fra 0-100 km/t på 6.8 sekunder. Det er kun marginalt mere end den større 55 Quattro og det skyldes bl.a. at bilen bliver 150 kg lettere grundet det mindre batteri.

Audi e-tron i min Top 3

Audi e-tron 55 Quattro får en “thumbs up” fra Carlife365 trods pressede situationer med rækkevidden. Før testen lå Audi e-tron i min personlige Top 3. Det gør den stadig. Jeg synes, du får utroligt meget bil for pengene. Men den kræver i den grad en oplader hjemme i indkørslen fra CLEVER. Alt andet bliver for presset.

Med alle Audis elbiler følger i Danmark en standardinstallation af en Clever ladeboks, et Clever Unlimited-abonnement med ubegrænset opladning til en fast månedlig pris for kunden, samt en ladebrik der giver adgang til Clevers netværk af offentlige ladestandere.
Du kan i en Clever app finde nærmeste ladestation.

Audi e-tron 55 Quattro specifikationer

  • Batterikapacitet i kWh: 95 (brutto), 86 (netto)
  • Maksimal ydelse i kW: 300 (boostfunktion)/265
  • Maksimalt drejningsmoment i Nm: 664 (boostfunktion)/561
  • Tophastighed i km/h: 200
  • Acceleration 0-100 km/h i sek.: 5,7 (boostfunktion)/6,6
  • Egenvægt i kg: 2.565
  • Elektrisk rækkevidde (WLTP): op til 429 km (opdateret model)
  • Energiforbrug i kWh/100 km (WLTP): 22,8
  • Opladningskapacitet vekselstrøm/jævnstrøm: op til 22 kW/op til 150 kW
  • Opladningsvarighed med 11 kW/22 kW (0-100 %): ca. 8,5 timer/ca. 4,3 timer
  • Opladningsvarighed med 150 kW (5-80 %): ca. 30 min.
Der er plads til 600 liter i bagagerummet. Læssekanten er høj.
Foran er der et rum med plads til 60 liter. Her kan du med fordel opbevare kablerne.

7 kommentarer

7 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet