fbpx
 
Categories Biltest

Test: MG ZS EV Comfort

Posted on
Test: MG ZS EV Comfort

I starten af sommeren prøvede vi som nogle af de første i Danmark den nye MG ZS EV i forbindelse med et pressearrangement. Her introducerede importøren Nellemann den nye elektrificerede SUV, som Kina-mastodonten SAIC står bag. Vi trillede en kort tur i Luxury-udgaven og kvitterede med en  ”thumbs up”.

Nu har vi testet bilen i en hel uge. Kan den mon stadig begejstre os? Læs med i dette indlæg, hvor vi går i dybden med MG ZS EV i grundmodellen ”Comfort”.

MG ZS EV i Comfort-udgaven.

Stor interesse

At køre i Danmarks billigste elektriske SUV i sin klasse med et MG emblem på snuden er lidt som en få en hundehvalp. Opmærksomheden er stor og ved de offentlige ladestandere falder vi hurtigt i snak med nysgerrige el-bilister, som er kommet for at lade deres Tesla, Leaf eller Mini Cooper SE op. Hvad er nu det? En MG? En kinesisk elbil!

Vi oplever i det hele taget, at der er en helt særlig kultur omkring offentlige ladestandere, hvor erfaringer – både om livet generelt men i særdeleshed om livet som el-bilist – deles. Et tilbagevendende tema er, at der mangler hurtigladere. En anden gennemgående historie er, at de typer, som langtidsparkerer ved hurtigladere, skulle have en røvfuld. Holdninger er der mange af. De to nævnte eksempler er vi dog helt enige i. Der mangler virkelig flere hurtigladere rundt omkring i Danmark. Og langtidsparkering ved hurtigladere er dårlig elbil-stil!

Rækkevidden i MG ZS EV er opgivet til 263 km (WLTP).

Rækkevidden er ikke problemet

Rækkevidden i MG ZS EV, som er opgivet til 263 km (WLTP), er egentlig ret OK. Særligt når man tænker på, at Danmark er et lille land. Det er sjældent, at der er sådan rigtig langt, når man skal fra A til B.

MG ZS EV holder nogenlunde den rækkevidde, som den lover. Særligt når du kører blandet i by, på lande- og motorvej. Kører du meget på motorvej med 110-130 km/t er en rækkevidde på omkring 200 km mere realistisk.

I vores optik er rækkevidden i MG ZS EV ikke et problem. Problemet er, at vi mangler hurtigladere i landet. For en E.ON stander har ganske vist tre kabler, men den kan ikke hurtiglade to biler på samme tid med 50 kW.

Der er få super-power-stationer i Danmark. Beboere i trekantområdet kan glæde sig over, at der er en i Fredericia, som tilbyder fra 75 kW (4 stk.) op til 175 kW (4 stk.). Her kan en MG ZS EV få juice med et 75 kW kabel, idet bilen kan hurtiglade op til 80 kW. Det betyder, at du kan lade et fladt batteri op til 80% på omkring 40 minutter. Ja tak – mere af det.

MG ZS EV holder nogenlunde den rækkevidde, som den lover.

En discountbil?

Med hundehvalpen på tur, får vi af forbipasserende bekræftet mange af de ting, som vi selv synes godt om ved MG ZS EV: ”Kvaliteten virker høj”. ”Der er meget plads i bilen”. ”Den har meget udstyr ”. ”Rækkevidden er rigeligt til daglig kørsel”. ”Fronten er flot”. Vi hører mange positive tilkendegivelser.

Men efter en uge i MG ZS EV, har vi fundet de… skal vi sige knap så fede ting, som du typisk først opdager på anden eller tredje date. Og som irriterer:

  1. Infotainment skærmen loader langsomt
  2. Bagagerumsklappen åbner ikke højt nok
  3. Aircondition er bare træls – hit med et klimaanlæg
  4. Der er ingen varmepumpe
  5. Lågen til opladestikket i front åbner på en måde, så det dækker for udsynet

Fordi vi er fan af MG ZS EV, og generelt synes at bilen er god og rar og tilbyder meget ”value for money”, har vi fundet nogle løsninger, som får problemerne til at forsvinde som dug for solen:

  1. Infotainment skærmen loader langsomt
    Heldigvis har MG ZS EV Apple CarPlay og Android Auto, så connect din smartphone og drop bilens standardmonterede navigation.
  2. Bagagerumsklappen åbner ikke højt nok
    Er du over 1 meter og 80 vil du med garanti knalde hovedet ind i bagklappen, når du skal have ting ind og ud. Med mine 187 cm stoppede jeg på et tidspunkt med at tælle, hvor mange gange jeg fik hovedpine af MG ZS EV. Så rådet er, at du må få personer under 1 meter og 80 til at stå for bagagen. Så kan du bruge ventetiden på at hente det kabel, som du skal bruge til at connecte din smartphone til bilen. Trådløs forbindelse har den ikke. Og trådløs opladning kan du også glemme.
  3. Aircondition er bare træls – hit med et klimaanlæg
    Der findes ikke dårligt vejr. Kun dårlig påklædning. Er du også vokset op med denne formaning, så ved du, at det er din egen skyld, hvis du sveder, fryser eller bliver våd. Så rul vinduet ned i MG ZS når du sveder og smid en plaid over skødet, når du fryser. Eller køb Luxury-udgaven med panoramatag, som kan åbnes og give luft. Så kan du skabe dit helt eget klimaanlæg. Heldigvis har bilen som standard elruder på alle døre, så helt umulig er opgaven ikke.
  4. Der er ingen varmepumpe
    For at kompensere for den manglende varmepumpe, skal du til tider give bilen lidt ekstra juice. Så hvorfor ikke slå to fluer med et smæk og give bilen – og dig selv – noget at leve af. Ved Stop 42 Farø kan du fx få stegt flæk med persillesovs til 69 kr. Imens kan MG ZS EV lade med 50 kW på en E.ON stander, der som en lille bonus ligger så smukt, at du spontant tager billeder og smider på Instagram.
  5. Lågen til opladestikket i front åbner på en måde, så det dækker for udsynet
    Her er en løsning, som også gavner din sundhed. Sådan gør du: Åben lågen men du står oprejst foran bilen. Lav nu en squat og fjern beskyttelseskappen (husk at have passende afstand mellem fødderne, ret ryg og spænd op i maven). Ned og op igen. Du fortsætter på samme måde, når du skal føre kablet ind. Squat! Ned – ind med stikket – og op igen. Værsgo’: Opladning og træning på samme tid. What’s not to like.
Er du over 1 meter og 80 vil du med garanti knalde hovedet ind i bagklappen, når du skal have ting ind og ud. Med mine 187 cm stoppede jeg på et tidspunkt med at tælle, hvor mange gange jeg fik hovedpine af MG ZS EV.

Er der mere at brokke sig over?

Vi har læst fra andre anmeldere, at det er noget skidt, at der kun er fire MG forhandlere (eller “brand stores” som MG Motor kalder det) i landet. Det skulle angiveligt være en begrænsning i forhold til køb og service.

Well – måske er det prisen for at køre MG ZS EV, som sælges fra 219.999 kr. i Comfort-udgaven og 2.995 kr. om måneden i privatleasing. Men det tyder på, at Tesla-kunder ikke føler sig begrænsede i deres mærke, som har præcist samme setup.

Så vi krydser fingre for, at kvaliteten i MG ZS EV holder. Skulle der være knas med teknikken, så tilbyder MG Motor heldigvis fem års garanti på bilen.

Lige til Instagram: Landets måske bedste udsigt fra en E.ON ladestander finder du på Farø.

Vælg Luxury

Du kan vælge MG ZS EV i to udgaver. Comfort og Luxury. Nogle vil kalde det en begrænsning. Andre klapper i hænderne og priser sig lykkelige for enkeltheden.  

Vi har nu prøvet begge udgaver og anbefaler, at du vælger Luxury, hvor du får federe indtræk, flottere og større fælge, bakkamera, varme i forsæder samt det omtalte panorama glastag, som du jo skal bruge til dit helt egen hjemmekomponerede klimaanlæg. Den koster fra 249.079 kr. og er merprisen værd.

Foto: MG Motor Danmark. MG ZS EV Luxury koster fra 249.079 kr.

Fra basisversionen Comfort får du som standard adaptiv fartpilot, navigation, parkeringssensor og elektronisk håndbremse.

Du kan vælge meget lidt ekstraudstyr. Men hvis du skal have en cykel bagpå, kan du få en anordning til det. En trailer skal du dog ikke regne med at trille rundt med.

Kabler er sjovt nok ekstraudstyr. MG Motor Danmark siger, at hvis man allerede har en elbil, så har man jo også et kabel. Den lader vi lige stå.

Godmodig buddy

MG ZS EV er en rar rejsemakker. Bilen har som standard de assistentsystemer, som gør kørsel i bilen nem og behagelig. Adaptiv fartpilot og vejbaneassistent fungerer fint og er med til at øge komforten under kørsel. Bilen har en komfortabel affjedring, et velafstemt styretøj og gode bremser. Den krænger kun lidt i sving.

Med 136 hk accelererer MG ZS EV fra 0-100 km/t på 8,2 sekunder, og du kan vælge tre ”drive modes” (Eco, Normal og Sport) afhængig af dit humør og dit rækkeviddebehov. Eco giver den bedste rækkevidde. Bilen kan køre 140 km/t på toppen, hvilket jo i bund og grund er nok på danske veje.  

Den regenererende bremseeffekt, hvor batteriet lader op når du bremser, kan indstilles i tre trin. Vælger du den højeste effekt, kan du dyrke det, som mange kalder ”one-pedel-driving”. Det betyder i praksis, at foden bliver en sjælden gæst på bremsepedalen.

Siddeindstillingen bag rattet er god – dog kan rattet ikke justeres i længden. Sæderne er OK uden af være prangende og kan godt virke lidt for bløde i længden.

SAIC kan deres kram

SAIC, som producerer MG, står bag komponenter til både Skoda og Volkswagen og andre mærker

. Det kan mærkes. Alt fungerer fint og instrumentbrættet er intuitivt indrettet. Stilken til den adaptive fartpilot er placeret på en måde, så rattet skjuler den. Det er lidt irriterende i starten, men når du først kender den, er der intet problem i det.

Gearvælgeren, som er en stor drejeknap, er lækkert udført. Gearet er simpelt: Fremad, bagud, parkere eller neutral.                           

Kabinen byder på fin plads til familien og bagagerummet sluger op til 448 liter. Bunden kan indstilles i to højder. Der er godt med aflæggeplads, og USB strømudtag findes hvor du forventer dem i en moderne bil.

Stjernerne kaster lys over MG ZS EV

Den elektrificerede MG ZS EV beviser, at billigst ikke altid behøver at betyde dårligst. Faktisk synes vi, at du med MG ZS EV får den bil i klassen, som tilbyder mest ”value for money”.

Tidligere har biler fra Kina kæmpet med et lidt weird design. Men se lige MG ZS EV. En flot og moderne SUV som falder i europæernes smag. Særligt er vi fan af forenden med den dominere grill og det store MG emblem. Bagenden er nu heller ikke værst. Og interiøret er rigtig pænt.

Biler fra Kina har ofte været hårde ved testdukker – og mennesker – i crashtest og uheld. Men der stråler fem stjerner over MG ZS EV, som beviser, at en kinesisk bil sagtens kan opnå den højeste score i EURO NCAP.  

Velkommen tilbage, MG. Du er helt anderledes, end vi husker dig. Men du gør det godt.

MG ZS EV specifikationer

  • Batteri kapacitet: 44,5 kWh
  • Rækkevidde: 263 km (WLTP)
  • Ydelse: 136 hk
  • Moment: 353 Nm
  • Topfart: 140 km/t
  • 0-100 km/t: 8,2 sekunder
  • Bagagerum: 448 liter
  • Garanti: 5 år
  • EURO NCAP test: 5 stjerner
  • Pris fra 219.999 (Comfort)

Det bedste ved MG ZS EV

  • Value for money (pris, udstyr, køreegenskaber og plads)
  • Troværdig rækkevidde fra fabrik (WTLP)
  • 5 års garanti
  • Sikkerhed
  • Mulighed for privatleasing

Her klarer MG ZS EV sig mindre godt

  • Infotainment skærmen loader langsomt
  • Bagagerumsklappen åbner ikke højt nok
  • Aircondition er bare træls – hit med et klimaanlæg
  • Der er ingen varmepumpe
  • Lågen til opladestikket i front åbner på en måde, så det dækker for udsynet

Foto: Thomas Saks

9 kommentarer

9 kommentarer

  1. Fantastisk gennemført anmeldelse hvor alt fint gennemgås – tak for det.
    Har selv leaset en og er meget glad for dette kinderæg med plads, komfort og fornuftig rækkevidde/ladetid.

    1. Mange tak for det. Super at du kan bruge det 🙂 Og ja, vi har også optur over denne fine elbil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet