Med strategien ”Movement that inspires” skuer Kia op for saftigheden. De fornuftige og velbyggede biler skal smage af mere og tale til følelserne. Den prisvindende Kia EV6 er første synlige bevis på den nye retning. Nu står EV9 klar, og jeg har været til forpremiere på den store nyhed, som har flere overraskelser i ærmet.
Ligner konceptbilen
EV9 ligner stort set den konceptbil, som Kia viste for lidt over et år siden. Det er en rummelig SUV med muskuløse skærmkasser og skarpt integrerede for- og baglygter. Skitserne til den er lavet i Californien, og det bulky design har noget cool, ungdommeligt og frisk over sig.

Den taler et globalt sprog, og designet er markant anderledes end det, vi plejer at se. Jeg er overbevist om, at Kia vinder mere, end de taber, for EV9 har potentiale til at trække nye kunder til mærket. Kunder, som sandsynligvis aldrig før ville have overvejet en Kia.
Kia selv er da heller ikke bleg for at ”benchmarke” EV9 med alternativer i premiumsegmentet. Vi taler Volvo EX90, Audi Q8 e-tron, Mercedes EQE SUV og BMW iX.
Stilren kabine
Skyder de over målet? Det virker ikke umiddelbart sådan. Et kig i kabinen viser et stilfuldt interiør med rene linjer og lækre materialer. Kvaliteten føles absolut i den høje ende og er noget af det bedste, jeg har set i en Kia.
Der er genbrugsmaterialer i stort set alle indvendige stoffer, paneler og beklædning, og malingen er uden skadelige stoffer. Kia vil gerne være mere bæredygtig, og det er efterhånden et must at genbruge plastflasker og fiskegarn i moderne biler.

Der er et fint mix mellem den digital brugerflade og de analoge knapper. De få men velvalgte ”rigtige” knapper er integreret i panelet på instrumentbordet og lyser op, når bilen er tændt. Det ser elegant ud.

Den store digitale flade har tre enheder: Et digitalt cockpit på 12,3”, et infodisplay på 5,3” og et infotainmentområde på 12,3” med touch. Herfra styres de fleste af bilens funktioner, og som noget nyt tilbyder EV9 ”functions on demand”, så du kan købe adgang til flere features efter behov. Opdateringer foregår over-the-air.

Oceaner af plads
Pladsen i den over 5 meter lange SUV er enorm. Akselafstanden på 3,10 meter er førende i klassen og EV9 har altid en tredje sæderække, så du kan have op til 7 siddepladser. Gulvet er plant i hele bilen.

Sæderne er i høj klasse, og der er varme og ventilation på første og anden række. Sæderne på anden række fås i en relax udgave, som kan dreje 180 grader, så passagerer på anden og tredje sæderække kan side face to face fx under opladning. I denne udgave har Kia EV9 plads til 6 personer.

Når tredje sæderække ikke er i brug, er der plads til hele 828 liter i bagagerummet. Under motorhjelmen er der ekstra 90 liter i et frunk i udgaven med baghjulstræk og 52 liter i den firehjulstrukne EV9.

Alt dette kan lade sig gøre på den fleksible E-GMP platform, som også EV6 bygges på. Det er en højteknologisk platform med 800 v opladeteknologi. Det betyder, at EV9 kan hurtiglade 239 km på bare 15 minutter eller 10-80 % på 25 minutter.
Batteriet er på 99.8 kWh og er nyeste generation på E-GMP platformen. EV9 fås med baghjulstræk og 204 hk eller firehjulstræk og 384 hk. Rækkevidden er op til 541 km med baghjulstræk og 497 km med træk på alle firehjul.

Kan køre selv
Som noget nyt fås Kia EV9 med selvkørende teknologi på ”level 3”. I dag klarer de fleste biler kun ”level 2”, så det er et stort skridt frem. Det betyder, at EV9 kan køre selv. Som i helt selv. Det er bl.a. avanceret Lidar-teknologi, som skal bringe EV9 frem uden hænder på rattet.
Systemet har geofencing, så det udelukkende fungerer i de regioner, hvor lovgivningen tillader selvkørende biler på dette niveau. EV9 skal købes med Lidar-teknologien, så det er ikke noget, du ”bare” kan slå til som en ”feature on demand”.
Kia har forbedret sikkerheden i EV9 med en ny patenteret teknologi, så sammenstød absorberes bedre, og batteriet er bedre beskyttet i tilfælde af uheld. De nødvendige assistent- og sikkerhedssystemer er af nyeste aftapning hvor bl.a. den adaptive fartpilot er forbedret. Sammen med Lidar anvendes nu også mikrofoner til optimering af systemerne.

Avanceret EV teknologi
Af andre teknologiske lækkerier er ruteoptimering til elbil, plug and charge, vehicle-to-grid, intelligent opladning og vehicle-to-home, hvor batteriet i EV9 i princippet kan holde en husholdning kørende på strøm i en uge.

Derudover har EV9 har nyeste generation remote parking, som også kan parkere diagonalt, og bilen kan betjenes via smartphone bl.a. som nøgle.
Køreindtryk må vente lidt endnu, men platformen, som vi kender fra Kia EV6, Hyundai Ioniq 5 og Ioniq 6, gør det generelt godt, så forventningerne til køreegenskaberne i EV9 er høje. Kia lover høj komfort og god støjdæmning af vind- og dækstøj.
Hvad skal den mon koste?
Størrelse, praktikalitet og teknologi gør EV9 til et spændende bud i den store elektrificerede SUV-klasse. De nye features, som Kia introducerer i EV9, gør den til den mest avancerede elbil fra mærket til dato. Kia udvikler sig imponerende hurtigt med de elektriske biler, og det sker med sikker hånd og en stor portion selvtillid.
Og hvad skal sådan et elektrisk flagskib så koste? Det kan Kia ikke fortælle endnu, og det er ekstremt svært at gætte, hvor prisen lander.
I forhold til plads kan den elektriske retrobus ID. Buzz ses som en konkurrent, og den fås fra under en halv million kroner. I Kias eget modelprogram står den store fossildrevne Sorento SUV også prissat med frapriser under den halve million. Men mængden af fornyelse i EV9 – ikke mindst teknologisk – er så omfattende, at jeg tror på væsentligt højere priser.
Kia EV9 lanceres senere i 2023, og de første leveringer sker formentlig allerede i år.
Foto: Kia
kiakia ev6kia ev9