fbpx
 
Categories Biltest

Test: VW ID.4 1st

Posted on
Test: VW ID.4 1st

Da vi første gang prøvede VW ID.4 i forbindelse med lanceringen i Danmark, imponerede bilen med sin velindrettede og rummelige kabine, gode køreegenskaber, fine udstyrsniveau og attraktive prissætning. Nu har vi testet ID.4 med det store batteri i en uge, og her imponerer også rækkevidde og ladetider. Læs mere om den dybdegående test her.

Strømlinet elbildesign. ID.4 er 4584 mm lang – 1852 mm bred – 1640 høj

Kåret til Verdens bedste bil

Et hav af anmelderroser og kåringen til verdens bedste bil viser, at folkevognen har fået nyt liv. ID.4 lanceres som en komplet og færdig vare, hvor Volkswagen har gjort alt hvad de kan for at gøre overgangen fra fossil- til el-drevet kørsel så let som muligt. Og så ser den tilmed godt ud!

ID.4 appellerer til familien, som måske tidligere har sværget til en højbenet Tiguan eller en rummelig Passat. ID.4 har en stor og rummelig kabine og byder på overdådig plads til alle – også bagsædepassagerer – og 543 liter i bagagerummet. Den SUV-agtige førerposition falder i god jord hos mange. Og så kan du få ID.4 med trækkrog, hvor bilen rent faktisk må og kan trække mere end den lille lånetrailer fra Silvan. 1200 kg er der at gøre godt med i denne testbil.

Alt over 500 liter giver mening i en rummelig familiebil. I ID.4 er der plads til 543 liter.
Sæderne med ID.-logo yder god støtte og komfort.
Maaaaaaaaaasser af plads på bagsædet i ID.4.

Ny stil fra Volkswagen

Indretningen i kabinen er en helt ny stil fra Volkswagen. Tag bare cockpittet, som har fået en lille og simpel skærm, der følger rattet, når du justerer det op eller ned. Smart! Skærmen fortæller dig primært hvor hurtigt du kører, den tilladte hastighed og en visning af vejbaneassistenten og den adaptive fartpilot samt gearindikator. Og så er der et lille ikon som på en smartphone, der indikerer, hvor meget strøm du har tilbage.

Minimalisme præger cockpittet i ID.4. Bemærk detaljen på gas- og bremsepedalen: Play – Pause. Fed detalje!
Gearvælgeren er integreret i bilens cockpit på højre side hvorfra den drejes i D eller B for at køre frem (i B-indstilling bremser bilen mere, når du slipper speederen) og R til at bakke. For enden af drejeknappen sidder P. Du skal ikke aktivere en håndbremse, det sørger bilen selv for.

Ambientelyset i kabinen er ren Las Vegas style. Her er gåde grønt, lilla og blåt på samme tid. Det kan helt sikkert indstilles til en mere kølig, nordisk stil. Men så langt nåede jeg ikke.

Platkvaliteten er anderledes, end vi er vant til fra Volkswagen. Den øverste del af kabinen har en kvalitet, som vi kender fra tidligere VW-modeller. Men den nederste del virker mere hård. Det plast, der normalt er hårdt i en VW, virker bare en tand hårdere og tyndere i ID.4. Jeg synes også at bagdøre og bagklap smækker med en lyd, som jeg normalt ikke forbinder med tyskerkvalitet fra Wolfsburg.  

Gasfjeder til at holde “motorhjelmen”? Ikke i ID.4. Lidt skrabet men nok også et spørgsmål om at reducere vægt.

Bilen har bakkamera, men her er VW desværre gået væk fra verdens sejeste løsning, hvor VW emblemet på bagsmækken tidligere vippede ud, når bilen blev sat i bakgear, og dermed blottede bakkameraet. Nu sidder kameraet synligt lidt længere nede. Her var den gamle løsning federe, fordi kameraet fungerede bedre i regnvejr.

Strømlinet instrumentbord

Instrumentbordet er strømlinet og stort set uden knapper. Den store infotainmentskærm er det primære betjeningsorgan til bilens indstillinger, information om rækkevidde og ladetid, klimaanlæg, lyd- og medie samt online-indstillinger. Du vænner dig til det efter et par dage, og heldigvis er der stadig knapper i rattet – dog af touch-typen – så du ikke er helt lost. Stemmestyringen har jeg leget med ad flere omgange, og vi er stadig ikke bedste venner.

Renset for knapper. Det er næsten ikke til at tro, at det er en Volkswagen.

Testbilen har varmepumpe og du kan programmere bilen til at have den ønskede temperatur, når du skal afsted. Det har den effekt, at rækkevidden forbedres, fordi temperaturen i kabinen indstilles mens bilen står og lader.

ID.4 kan opdateres over the air og det betyder, at softwaren altid er up to date. Her døjede lillebror ID.3 lidt i starten med børnesygdomme i softwaren, som skulle have en opdatering hos en forhandler, men det er slut med ID.4. En evergreen software er ultra vigtigt i en bil, hvor teknologien er så afgørende for din oplevelse i daglig anvendelse.  

Støjsvag og smooth

Bilens køreegenskaber er gode. Rigtig gode! Testbilen har baghjulstræk, og det betyder, at kræfterne fra elmotoren kan bruges til fulde. En GTX version med firehjulstræk findes også.

Elmotoren sidder på bagakslen i testbilen og den fylder ikke mere, end den kan være i en stor sportstaske. Vægten er 90 kg.

Bilens konstruktion har den fordel, at ID. 4 kan vende på en tallerken. Den har en venderadius på ca. 10 meter, og det er virkeligt brugbart – især på en trang parkeringsplads.

Ved kørsel er VW ID.4 støjsvag og smooth på den fede elbil-måde. Volkswagen har reduceret vind og dækstøj og der er heldigvis ikke anstrengende elmotorlyd i kabinen. Det øger komforten og gør VW ID.4 til en rar bil til både korte- og lange ture.

Det store batteri på 77 kWh giver en rækkevidde omkring 500 km. Her kan vælges mellem 170 eller 204 hk. Det mindre batteri på 52 kWh har kortere rækkevidde (345 km), færre heste (148 hk) og længere ladetid (50 kW) i indstigningsmodellen. Det kan dog opgraderes til 100 kW, hvilket anbefales. Du vil sætte pris på muligheden for at kunne lade hurtigere, når du er på længere ture.

Jeg har testet ladetiden i testbilen med det store batteri og her kan en halv time give over 300 km rækkevidde ved lynladning (125 kWh).

Rækkevidden imponerende god

I testugen kørte jeg primært korte byture i de første dage, og her holder rækkevidden imponerende godt. Efter flere dages kørsel havde jeg stadig over 400 km rækkevidde at gøre godt med. Motorvejskørsel med lidt køkørsel og hastigheder mellem 90-110 km i timen viser også, at rækkevidden holder som lovet. Det er først når du hamrer derudaf med 130 km i timen over en længere strækning, at rækkevidden udfordres. Men det overordnede indtryk af ID.4 er, at rækkevidden holder imponerende godt. Bilen klarer i øvrigt 0-100 km/t på 8,5 sekunder og tager 160 km/t på toppen.

Hvis vi sammenligner strømforbrug med benzinforbrug (km/l), ligger ID.4 på 18-21 kWh i snit i min test.

Indstigningsmodel til 294.995 kr.

Volkswagen har løbende justeret lidt i modelprogrammet, og i skrivende stund koster indstigningsmodellen 294.995 kr. med det lille batteri og laveste udstyrsversion.

Jeg ville vælge versionen Pro, som har det store batteri og 204 hk. Den er rimelig godt udstyret men tjek de forskellige pakker med ekstraudstyr, som findes i programmet. De koster ikke alverden og giver dig en mere komplet bil med mere komfort.

Topmodellen med firehjulstræk (to elmotorer) står til 409.995 kr. med 299 hk og 0-100 km/t på 6.5 sekunder. Den kan trække 1.400 kg og er værd at gå efter, hvis du har behov for at trække lidt tungere.

Husk at vinterdæk til ID.4 kan være noget af en udskrivning grundet dækstørrelserne på bilen.  

Konkurrenter til ID.4 er der efterhånden en del af. Skoda ENYAQ og Audi Q4 e-tron er attraktivt prissat og kan meget af det samme, som du får i en ID.4. I sidste ende er det nok små detaljer som brandloyalitet og design, der afgør om du vælger den ene fremfor den anden.

Om lidt kommer også Kia EV6 og Hyundai IONIQ 5, så ID.4 får kamp til stregen. Men titlen som verdens bedste bil, kan ingen tage fra den. Og den hæder, har ID.4 klart fortjent.

Det bedste ved ID.4

  • Gennemført familiebil på el
  • Plads
  • Komfort
  • Holder rækkevidden imponerende godt

Det kunne være bedre

  • Jeg savner den gamle løsning hvor bakkameraet er monteret under VW emblemet på bagsmækken. Det ser cool ud og fungerer bedre i regnvejr
  • Det nye digitale cockpit er cool, lille og simpelt – men næsten for basic i sit udtryk.

Konkurrenter

Foto: Thomas Saks

4 kommentarer

4 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Anbefalet
%d bloggers like this: